Er man til en god western, vil filmen News of the World helt sikkert falde i god jord

News of the World – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

På Netflix kan man for tiden streame filmen News of the World. Den er inspireret af og baseret på bogen af samme navn, som er skrevet af den amerikanske forfatterinde Paulette Jiles.

Jeg undgår yderligere at nævne bogen, da jeg ikke kender den. De som kan argumentere, diskutere og sammenligne filmen News of the World med den, er i sin fulde ret til at fremføre indvendinger imod mine synspunkter. 

Jeg skriver altså kun ud fra, hvordan jeg oplever filmen.

Tom Hanks spiller Captain Jefferson Kyle Kidd. Han kæmpede i den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), og er nu krigsveteran. Han rejser fra by til by og læser nyheder op for folk. Det er sådan han tjener til dagen og af vejen. Den måde han læser op på eller får formidlet nyhederne på, kan være alvorlig eller sjov – måske endda provokerende. Alt efter hvem som er kommet for at høre, udvælger han fra de nyeste aviser, hvilke nyheder han vil videregive. På en måde kan man sige, det er lidt hen ad Ugen der Gak eller The Daily Show uden på samme måde at ty til voldsom sarkasme eller hårdtslående satire.

Faktum er, Kidd er en dygtig historiefortæller. Han ved at fange et publikum, og at gøre en nyhed relevant. På den måde sætter han skub i folks tanker, og disse i tale.

En dag møder han en lyshåret pige. Noget tyder på, hun er tysk. Nogle papirer vidner om dette. Pigen er generelt fåmælt. Hun udtrykker sig på samme sprog, som en Kiowa indianer.  Hendes tøj er også det samme som en kiowa-squaw. Det viser sig, pigen har boet hos kiowa indianere i en årrække. Derfor vil Kidd tage hende med til Bureau of Indian Affairs, hvor de kan og skal hjælpe.

Det kræver muskelkraft og overtalelse at få pigebarnet med. Hun indvilger modvilligt til sidst.

Kidd må være kreativ i sin kommunikation, og finder frem til at pigen skal hedde Johanna (Helena Zengel). Da de taler med Bureau of Indian Affairs, går det op for Kidd, at Johanna skal vente længe, og ikke vil  være i gode hænder. Han beslutter derfor selv at bringe hende til farmen, hvor hendes nærmeste slægtninge lever. Den ligger på vejen mod hans eget hjem i San Antonio.  

Med hest og kærre begiver de sig igennem Texas. Deres rejse bliver ikke uden udfordringer. Naturens luner, folk de møder på vejen, er blot noget af det det, de må stå ansigt til ansigt med. Kidd og Johanna danner åbenlyst et tættere og tættere bånd. De må begge sande, de har brug for hinandens kundskaber og beskyttelse.

Endelig hjemme i San Antonio, mærker Kidd efter. Han indser en masse ting. Han vågner op til dåd. Han rider afsted. Derefter er der et slags nyt kapitel i livet for både ham og Johanna.

Helena Zengel er kendt fra den tyske film Systembryder (2019). Heri spiller hun karakteren Benni på en kraftfuld og hjerteskærende måde. Det samme opnår hun også i News of the World. Vi har igen nogle udbrud fra et barn, som i den grad oplever livet fra den hårde side. Det fungerer, og jeg er glad for, der ikke er flere end to til tre scener med udbrud i nærværende film. Helena er også god, der hun ikke siger noget. Jeg finder visse close ups af hende vældig udtryksfulde. Det er intenst og virkningsfuldt skuespil.

Tom Hanks skal have mange rosende ord for sit skuespil. Han virker nærværende og billedskabende, som denne ensomme nyhedsoplæser/historiefortæller. At han er en datidens showmand, kommer tydeligt frem.  Han har borgerkrigen og sit tidligere liv i minde, og derfor ikke forberedt på – rede til at tage sig af et barn med grumme minder.

Der er noget, som forbinder Kidd og Johanna. Ikke mindst har de mulighed for at skabe nye minder sammen. Deres skuespilkemi kommer flot frem. Den er eminent. Jeg forstår, hvorfor begge er nomineret for deres skuespil i år.

Historien finder jeg spændende. Den starter langsomt. Intensiteten bygger man op, og det ender som det skal. Jeg ser mange lag at diskutere. Der er faderrollen, mennesker der mødes og hvordan de lærer hinanden at kende, er man interesseret i politik – kan man måske se et politisk aspekt i filmen. Men den handler bestemt også om nyheders værdi og effekt.

Musikken faldt i min smag. Mere er der ikke at sige om det.

Filmens farvepalet kunne jeg lide. Det visuelle er smukt, der det skal være smukt – Shaky og rocking der det skal være shaky og rocking. Alt sammen er værd at se.

Er man til en god western, vil filmen News of the World helt sikkert falde i god jord. Jeg ender i hvert fald på fire meget klare og funklende stjerner ud af seks mulige.   

News of the World

Instruktør: Paul Greengrass

Medvirkende:  Tom Hanks, Helena Zengel blandt flere 

Genre: Western, drama 

Spilletid: 1t 52m

Premiere: 10. februar 2021