“Seriens skuespillere og deres performance skal have flotte rosende ord” 

The Undoing – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Hvad i alverden sker der?

En dag bliver livet revet væk som et tæppe under fødderne på den succesfulde terapeut Grace Fraser (Nicole Kidman). Hun må absolut tale med sin mand Jonathan Fraser (Hugh Grant). En kvinde, som hun for nylig mødte under arbejdet med at arrangere en auktion til fordel for sønnens meget dyre eliteskole, er fundet brutalt myrdet. Politiet og deres opklaringsarbejde – situationen kommer tæt på. Grace opdager ting og må revidere kraftigt.

Hvem er hendes mand egentlig?
Hvem er hendes far egentlig?
Hvem er hendes søn egentlig?
Hvem er Grace selv?
Hvad er de hver især i stand til?
Hvorfor sker, det som sker?
Hvordan ender det for dem alle? 

Ja, det ser vi i sidste episode af miniserien The Undoing.

Vi må have in mente, at denne anmeldelse er baseret på en screener- hvor 5 episoder ud af 6 var tilgængelige. Miniserien er også baseret på bogen You Should Have Known skrevet af Jean Hanff Korelitz, som jeg slet ikke kender. Så husk, ting kan være ændret eller forbedret i den endelige udgave. Der kan være en drejning i historien og hos karaktererne, som kan overraske, og som jeg ikke kan gætte mig frem til.

Seriens skuespillere og deres performance skal have flotte rosende ord.  

Nicole Kidman gør det fabelagtig som Grace.  Hun overbeviser mig i én hver scene, hun er med i. Hun står stærkt og skridsikkert i sit portræt af en kvinde, der må se sine instinkter, professionelle og saglige overbevisning få et wake up call. Samtidig er der noget tvetydigt over karakteren. I hvert fald som jeg ser det indtil videre. Det kan være jeg ændrer mening efter 6. afsnit. Dertil og ydermere skal det siges, at hun i serien er stylet upåklageligt. Den farvepalet man har valgt til karakteren, giver mig både klare og uklare karakteristika. De rødlige, varme og dybe lille toner samt de brune jordfarver giver mig fornemmelse af karakterens ståsted – eftertænksom, vis og ganske indsigtsfuld også videre. Igen er det tvetydigt. For er den varme farvepalet noget karakteren bader sig i for at skjule noget – skjuler hun sit egentlige jeg? Det vil tiden vise. Måske er det tvetydigt for at skabe forvirring. Det er jo en slags krimi – et thrillerdrama, så i min opfattelse gør det karakteren spændene og interessant.

Hugh Grant har to scener, hvori han ikke brænder igennem, spørger man denne filmseer. Dog forstår jeg hans skuespil. Samtidig er der to eller tre andre scener han i den grad er overbevisende i, og hvori han får vist anderledes og tunge sider af sin karakter. Det er spot on. Charmøren, som vi har set Hugh Grant spille tidligere, kommer vi ikke uden om.

Donald Sutherland er skræmmende god. Hans levering af dialog skærer sig igennem huden langs rygraden som en skalpel. Han er en mand, der har styr på det hele. Ham skal ingen træde over tæerne. Han beskytter sit. Det er ham der bestemmer. Det hele ligger i øjnene og kropssproget, det er virkelig flot. Det er den helt rigtige skuespiller til karakteren.

Noah Jupe, som spiller sønnen Henry, er også troværdig i sit portræt.  Især i en tre til fire scener lyser karakterens ”desperation og eller frustration” frem. Han er sønnen, med samtidig også en karakter man ikke skal lade sig snyde af. For, hvem er han egentlig? Hvad sjette episode vil afsløre og vise om ham, bliver spændende.  

De to advokater må nævnes. Den engelske skuespillerinde Noma Dumezweni der spiller forsvarsadvokaten, har et gennemborende blik, der ikke er til at spøge med. Hun mener, det hun siger – er skarp i sin, kommunikation, argumentation og tanker. Hun gør en flot figur.

Det samme gælder den danske skuespillerinde Sofie Gråbøl. Hun er nedtonet. Hun virker troværdig, og er fremragende som denne amerikanske advokat. I monlogen viser skuespillerinden også et stort talent på det sproglige område.  Hendes amerikanske accent er flydende, artikuleret med ren sprogtone og melodi. Det fortjener et højt bravo og anderkendende klapsalver.

Historien har nogle komplekse karakterer, hvilket gør den interessant. Jeg synes, det lykkes at fortælle en også kompleks historie på en klar måde. Der er en fin balance mellem at vise, hvad der er i tankerne hos den enkelte, og hvad der sker for den enkelte. 

Det er ingen tvivl i mit sind. Denne serie fortjener en anbefaling og 5/6 blinkende og klare stjerner, som oplyser alt det mørke og hengemte – dybden og sandheden må og skal afsløres.

Det er svært at vente – efter cliffhangeren i femte episode…

Hvad i alverden sker der?