» Jeg var underholdt af de medrivende historier

Tolkien ​- Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Som forfatter kan man ikke undgå at tage lidt inspiration med ind i sine tekster fra ens eget liv. Dertil kommer alt det som lægges til af kulør, krydderi og drama – det der omskrives – det der trækkes fra for at det bliver læseværdigt og interessant. Et liv er et liv – stort eller lille – alt efter hvilke øjne man ser det med.  Et sådant liv havde Tolkien ikke forskellig fra os andre.

En biopic er defineret som en fortælling på det store lærred om, hvad der skete i en rigtig persons liv.  Der dramatiseres over det, man ved om vedkommende.  Derfor er det altså ingen dokumentar i en kronologisk fortælling om, hvad der skete på det tidspunkt – det næste tidspunkt og så videre. Tolkien er netop karakteriseret som et drama. Derfor, da jeg satte mig i biografen, med det jeg allerede havde opsnappet i trailer og havde læst mig til, var det med en forventning om til fulde at forstå, hvad der i den grad inspirerede forfatteren til at skrive Trilogien, Ringenes Herre. Det synes jeg, filmen gav mig et udmærket indblik i. Dette drama fortæller Tolkiens historie med flash backs. Det fungerede, da jeg hverken blev forvirret eller var i tvivl om, hvorfor og hvor vi var i Tolkiens liv.

Forfatteren Tolkiens (spillet af Nicholas Hoult) egen historie, lader filmen være det, der inspirerede ham til at skrive fantasyhistorier. I barndommen lyttede han til moderens medrivende og levende fortalte historier. Dog var barndommen ikke let, da både mor og far gik tidligt bort. Historierne aktiverer både fantasi og forkærlighed for sprog. Senere under uddannelse møder Tolkien tre andre kunstneriske aspiranter, som giver inspiration til the Fellowship i Ringenes Herre. Når Tolkien som voksen yder sin pligt som soldat ved krigsslaget i Somme, er oplevelserne stærke. Alt han ser af ild, røgformationer, af skygger, af ting i modlys med mere giver pennen mod til at skrive fantastiske historier om drager og slag som i Ringenes Herre.

Tolkiens egen kærlighedshistorie vinder frem på lærredet. Det gør den ved at give en ellers langsomt fortalt historie mere fart og meget mere liv.  Det er især scenen på restauranten, hvor Tolkien og kæresten Edith Bratt (Lily Collins) ivrigt og legende jonglerer med ordene Cellar Door – de begynder at diskutere om det kunne være et navn på en prinsesse eller måske et sted, og så småt skaber det bund for en historie. Senere kaster de et stykke sukker på en anden dames hat i et moment af skørhed og glæde og løber væk. Her er skuepillet lige i skabet og overbevisende. Jeg tænker også på scenen i kælderen under operateatret, hvor kæresteparret danser og synger til aftenens operaforestilling, de desværre ikke måtte komme ind og se. Jeg tænker også på scenen, hvor Edith Bratt danser, og hvor hun i sollyset ser ud som en elverprinsesse af elverfolket. Netop disse scener er i skarp kontrast til scenerne med kammeraterne som har dannet dette Fellowship. Dog skal jeg sige, at kammeratskabet på ingen måde undgår at brænde igennem – om end langsomt og uden så meget liv. Det viser scenen med slagsmålet i bussen til fulde, ifølge denne filmseer.

Nu er dette et portræt af forfatterne Tolkien. Nu kan man spørge sig selv, hvor i historien er forfatteren C.S. Lewis? For efter sigende var de to skabere af vor tids store fantasy historier bekendte, og var hinandens litterære venner og rivaler. Men intet i filmen fortæller om denne side af Tolkiens liv- og om der var en gensidighed og inspiration med mere på den front. Det er et valg man som manuskriptforfatter og filmmager har taget. Det ville højst sandsynlig være nok materialer til en hel anden film.

Denne film giver jeg tre stjerner, da jeg var underholdt af de medrivende historier, genkendte en kreativ sjæls måde at se verden på gennem ord, tegninger – og ikke mindst oplevelsen af verden.