» På en måde var jeg underholdt

Valhalla ​​​- Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Intro

Det er åbenbart moderne at tage fat på de nordiske myter og guder. Det i sig selv kan være ganske interessant. Vi har en årrække set Midgård, Asgård og nordiske guder i visionen om, hvordan det ser ud der i amerikanske produktioner. Måske er man farvet af disse, inden man går ind for at se filmen – det både på den visuelle side og på den actionmæssige side. Måske er man farvet af Ringenes Herre. Min pointe er blot; det er kun en forestilling og vision om hvordan der kan se ud et sådan sted. Lad det være ved det. Hvis man vil se filmen, så se filmen for det den er og intet andet.

Handling

Røskva (Cecilia Loffredo) er en pige rødblondt hår. Hun lægger sten i et særpræget mønster, som har en særlig betydning. Dette fremsiger en slags profeti. Men ved hun det? Hun bor et sted i Skandinavien sammen med sin familie. Deres hjem er en lille gård placeret i en lysning og tæt på en sø. I den fanger de fisk. Deres kost består åbenbart mestendels af fiskegrød. Familien fungerer upåklageligt. Røskva er meget glad for sin bror Tjalfe (Saxo Molkte-Leth). En aften opstår der et frygteligt uvejr. Torden og lyn gør dem bange. Mystisk nok kommer Thor (Roland Møller) og Loke (Dulfi Al-Jabouri) på besøg. Den aften udgør Thors geder aftensmaden. Dog må der ikke brækkes noget som helst af ben eller knogler. Det får fatale følger. Loke overtaler Tjalfe til at brække en knogle og spise benmarv. Det vil gøre ham stærk. Som sagt så gjort. Dette gør Thor vred. Han må tage menneskedrengen med sig til Valhalla. Røskva vil ikke skilles fra sin bror. Hun vil med, og det kommer hun. Man opdager hurtigt den veltalende og handlekraftige pige, som hun er. På vejen mod Valhalla går de på regnbuen. Da de ankommer, så er Thor igen meget vred. Hvad skal han gøre? Han må tage de to menneskebørn med ind i gudernes sal. Dog må et menneske under ingen omstændigheder tale i denne sal. Røskva kan dog ikke lade være.  Der er dette, der gør hende til noget meget særligt. Er Røskva mon det barn, guderne kalder lysets barn? Nu opstår der forviklinger. For ulven Fenris er brudt ud af sine lænker. Jætterne er på spil. Der er kamp til stregen. Guderne er i syv sind. Hvad skal de dog gøre? Det er ingen overraskelse, at Røskva bliver den som redder hele situationen. Hun får et fint forhold til Thor, da hun viser, hun kan tale med dyrene. Ulven Fenris bliver en allieret så at sige.

Billede og musik

Selve filmen har en meget mørk farvepalet. Somme tider går det over i det meget grå. Er dette godt eller skidt? Både og. Visse steder er det helt passende. Andre steder, tænker jeg på, om det er for at skjule visse ting, som rent teknisk ikke fungerer efter hensigten.  Jeg lader det stå åbent, og accepterer det er sådan. Det gør ikke noget.

Jeg vil sige, ulven er helt fint lavet og totalt overdimensioneret. Det fungerer for denne filmseer.

Regnbuen fungerer også for mig. Det er måske ikke den flotteste CGI. Men jeg synes på en måde, den er passende til resten af filmen og kan lide den.  

Jeg synes helt klart, musikken er velfungerende i både tempo og genrer.  Jeg finder musikken ganske stemningsfuld. Jeg har intet andet at sige om den.

Min oplevelse af filmen

På en måde var jeg underholdt. Jeg kan godt lide tanken om, at mennesker og guder har brug for hinanden. Selve historien, mangler i min optik et magisk element før og for at Thor og Loke skal komme ind på scenen. For mig er torden og lyn ikke magisk nok. Det er ikke nok med sten lagt i et særligt mønster. I hvert fald ikke hvis de skal møde lysets barn. Det er min ydmyge mening. Går man historien igennem, vil man sikkert opdage en række huller. Rent sprogligt reagerede jeg på det nok så moderne dansk. Kunne man have arbejdet på, at sproget skulle være passende til guder – til mennesker til den tid de er sat i. Ja, det vil jeg mene. Det ved man, kan lade sig gøre.  Jeg var som sagt underholdt. Derfor får filmen trods alt ud af seks stjerner de tre af mig.