'We are who we are' fra HBO kan varmt anbefales!

We are who we are – Anmeldt af Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Anmeldelse

Den italienske filmskaber Luca Guadagnino, hvis navn kom på alles læber da han i 2017 instruerede filmen ‘Call me by your name’, er nu tilbage. Denne gang med sin TV-serie debut. En debut der emmer af sol og sommer, ungdom og liv.

Er man bekendt med, og fan af, Guadaninos film ‘Call me by your name’, er hans debutserie for HBO et must see. Denne charmerende lille serie er fyldt til bristepunktet med de stemninger og sexede sommervibrationer som gjorde ‘Call me by your name’ så populær. Alt fra det klaverbetonede musik, til det dybt intime fokus på teenageres usikkerhed, drømme og ønsker, skriger til himlen om en dybfølt og rørende serie som man absolut skal opleve.

‘We are who we are’ har blandt andet ‘It’ og ‘Shazam’-stjernen Jack Dylan Grazer i hovedrollen, som den introverte 14-årige Fraser, der flytter fra New York til en amerikansk militærbase i Italien, med sine to mødre. Den nye skuespiller Jordan Kristine Seamón spiller den jævnaldrende Caitlin, en selvsikker teenager som har boet på basen med sin familie i flere år. Fraser og Caitlin bliver venner, og ikke overraskende bliver det venskab sat på prøve af personlige dilemmaer, forvirrede teenagefølelser og spirende seksualiteter.

Hvor nogle ungdomsserier, som ‘Riverdale’, ’13 reasons why’ eller ‘Pretty little liars’ har et tydeligt fokus på dramaet og chokerende twists som værende de drivende kræfter, er ‘We are who we are’ noget mere optaget af de relationelle udviklinger og samspillet karaktererne imellem. De brusende følelser og forvirringer der er i en flok teenageres liv, bliver med ét mindst ligeså dramatisk som førnævnte seriers dramatiske historier, men bare langt mere jordnært. Guadagnino har med både ‘Call me by your name’ og ‘We are who we are’, formået at ramme en stemning og troværdighed som  er mindst ligeså let at leve sig ind i som de gamle ungdomsklassikere (‘The Breakfast Club’, Ferris Buellers Day Off’, ‘Heathers’), men som dog formår at stå helt på sine egne ben.

Er man bekendt med tidligere Guadagnino film, vil man vide at hans evne til at skabe uopdragne og helt igennem øretæveindbydende karakterer, er usammenlignelig. Ligeledes er hans evne til at få publikum til langsomt men sikkert at blive hovedkulds forelskede i disse karakterer. Dette gør sig i den grad også gældende for karaktererne i denne nye miniserie. Det taler i den grad for hans evner til at udfolde karakterer på en måde, så vi lærer at mennesket gemmer på mere end hvad vi ser ved første øjekast -især når det kommer til mobsede teenagere! På den måde bliver serien lige aktuel for både det voksne og det unge publikum, da begge parters tanker og følelser bliver spejlet mesterligt i dramaet mellem karaktererne.

Mangler du en gribende, spændende, rørende, velspillet og velinstrueret serie at give dig i kast med hen over efteråret, kan ‘We are who we are’ fra HBO varmt anbefales. Har du teenagere i huset, er den et oplagt valg, ikke bare for forældrene men i den grad også for de unge. ‘We are who we are’ har premiere d. 15 september på HBO Nordic.