Skaberen af ‘The Haunting of Hill House’, ‘The Haunting of Bly Manor’, ‘Doctor Sleep’ og mange andre gyserserier og film, Mike Flanagan, er vendt tilbage til Netflix med en netop sådan serie. ‘Midnight Mass’ hedder det seneste skud på stammen, og den kan ses netop nu.

Som anmelder er det sin kunst, på en saglig og faktuel facon at formidle oplevelsen af et pågældende værk. Både for at kunne vejlede den potentielle seer bedst muligt, men også for at formidle værkets centrale budskaber (eller mangel på samme). Dette gør sig  også gældende med Mike Flanagans seneste serie for Netflix, ‘Midnight Mass’. 

Men hvad stiller man op, når håbet om al nøgtern saglighed må vige pladsen for en så overrumplende følelsesladet oplevelse, at den vanlige facon virker umulig at gribe an? I dette tilfælde er der ikke andet at stille op, end at tale med følelserne.

Hvor navne som Ari Aster og Robert Eggers ofte bliver fremhævet som moderne mestre af, hvad visse kredse – noget højpandet – omtaler, som “Elevated horror” eller “Arthouse horror”, er et navn som Mike Flanagan mere sat i bås med den vanlige form for gys, der af visse anses for at være en underlødig og til tider perverteret form for underholdning. Ikke desto mindre har Flanagan igen og igen vist sit værd som film -og serieskaber. Og ulig Aster og Eggers som begge er nytilkommere til filmen, er Flanagan med over tyve år i branchen, efterhånden en garvet herre -og det kan ses. Selv før hans store gennembrud med Netflix serien ‘The Haunting of Hill House’, der velsagtens er noget af det mest uhyggelige nogensinde skabt i serieformatet, både skrev, producerede og instruerede Flanagan det ene spændende gyserværk efter det andet. Og hvor både Aster og Eggers virker bange for at blive sat i bås som “gyserinstruktører”, med alt hvad dertil følger af stigma fra branchens spidser, virker Flanagan fuldt ud tilfreds med at besidde den titel. Men hvorfor? Hvorfor er han så bekvemt med “bare” at være en gyserinstruktør? Svaret kan findes i hans værker, og ‘Midnight Mass’ giver nok det tydeligste svar på netop det spørgsmål.

‘Midnight Mass’ er historien om et katolsk og dybt religiøst øsamfund. Det er historien om Riley Flynn der efter flere års fængsel for uagtsomt manddrab og spritkørsel, vender hjem til det øsamfund han voksede op i. Det er historien om den mystiske unge præst Paul der er en midlertidig erstatning for den gamle præst som kommer sig ovenpå et sygdomsforløb. Det er historien om Erin Greene der efter et hektisk liv med misbrug og vold vender gravid tilbage til den ø hun som ung så ivrigt flygtede fra. Det er historien om levede liv, om eksistenser og om hvordan livet selv påvirker vores eksistens lige så meget som vi selv gør det. Og så er det historien om hvad der sker når et overnaturligt element bidrager til et samfund som allerede tror på det overnaturlige.

Dette er forklaringen på hvorfor Flanagan befinder sig så godt i gysergenren. I stedet for at arbejde ud fra et udgangspunkt der hedder at gys og gru er indhold nok i sig selv, så er han dybt fokuseret på at skabe troværdige karakterer med levede liv, følelser og personlighed. Først når de er skabt, kan de danne rammen om det gys som uvægerligt opstår ved blot at eksistere. Netop den eksistentielle frygt og visheden om at ens eksistens en skønne dag skal ophøre bliver et af hovedtemaerne i ‘Midnight Mass’, sammen med tankerne om hvad man stiller op med eksistensen mens man lever den. Tilsæt derefter et dybt religiøst samfund og du ender ud med den spændende stoiske ro som troen på et efterliv kan give, parret med den uudgrundelige nihilisme, som visheden om manglen på det samme afføder.

Af netop disse grunde er det meget svært at være nøgtern, saglig og faktuel i en anmeldelse. Seriens mange facetter kryber langsomt ind under huden på dig, i takt med at seriens fortælling langsomt udfolder sig. Det føles som – og er – en dybt personlig fortælling om tro, tvivl, eksistens og mening, sirligt pakket ind i et dramatisk gys. Ligesom Mike Flanagans to seneste Netflix serier, får også ‘Midnight Mass’ gruen og de eksistentielle spørgsmål til at gå op i en smuk og højere enhed, og trods sine mere konventionelle genregreb er Flanagans værk endnu engang mindst lige så “elevated” og “arthouse”, som de førnævnte instruktørers arbejde. ‘Midnight Mass’ er et uforligneligt stykke arbejde der tør dvæle ved sine karakterer og på den måde give seeren en troværdig og følelsesfuld oplevelse.