Is it just me or are things getting crazier out there?

Vi har ramt vejens ende i denne omgang med Joaquin Phoenix, der har taget biografer verden over med storm i et par uger nu. En langt fra stille storm, det har bestemt ikke skortet på kontroverser omkring Todd Phillips’ Joker. Den største debat har været om, hvor hvilket filmen opfordrer til vold. En debat, der er så latterlig, at Joaquin Phoenix udvandrede fra et interview, da problemstillingen blev bragt på banen. En forståelig reaktion, hvis du spørger mig. Det er nærmest imponerende, at man kan se filmen og kun fokusere på den voldelige udvikling fremfor at spørge sig selv, hvordan et samfund kommer så langt ud. Det er ret symptomatisk for, især det amerikanske samfund, at man ikke vælger at fokusere på, hvordan man behandler samfundets svageste fremfor at stille sig uforstående over for konsekvenserne der indtræffer, når man tager al hjælp og medicin fra psykisk syge mennesker. Det skal naturligvis ikke opfattes som retfærdiggørelse af vold.

Også tilbage til det som det hele handler om – Joaquin Phoenix, der spiller den mest atypiske Joker, vi nogensinde har set. Hvis man forventer at se en superskurk, der slår på tæven og røver banker, så bliver man svært skuffet. Man kan bedst betegne denne Joker, som en socialrealistisk en af slagsen. Det lyder kedeligt, det vil jeg medgive. Det er dog ingenlunde, hvis man kan acceptere præmissen og lade sig give hen til Joaquin Phoenixs fremragende præstation. På nærmest underspillende vis formår Phoenix at give et overbevisende og skræmmende billede på en mand, der er blevet trådt på hele livet og pludselig får nok. Mange har sammenlignet Arthur Fleck med Travis Bickle fra Scorseses Taxi Driver, hvilket ikke er helt i skoven. Der er dog ikke tale om nogen billig kopi. Specielt samtalerne hos en små apatisk kommunalt ansat viser Joaquin Phoenixs evne til at portrættere en person, der er et skridt fra at træde udover kanten.

All i have is negative thoughts

Hvis man skal hælde lidt malurt i bægeret, så kan man beskylde filmen for at smøre lidt tykt på, når den skal overbevise seeren om, at alle er efter Arthur Fleck. Især scenen, hvor Arthur Fleck jagter en flok unge lømler gennem Gothams gader og ender med en at få en god gammeldags røvfuld føles karikeret og ideforladt. Her kunne man godt efterspørge lidt mere subtil historiefortælling fra filmenes bagmænd Todd Philips og Scott Silver.

Det naturlige spørgsmål for mange er så, hvor Joaquin Phoenix rangerer blandt de andre jokere. Et umådeligt svært spørgsmål, da filmen differentierer sig så meget i forhold til fx The Dark Knight. Grundlæggende kan man sige, at Joaquin Phoenix løser opgaven til perfektion, han er særdeles troværdig i rollen som en psykisk syg mand, der ved et tilfælde bliver leder af et større oprør. Hans ranglede fysisk, vanvittige grin og udtryksfulde ansigt skaber en ubehagelig stemning, der følger dig ud af biografen. Det er nok nemmest at gøre op med sig selv, om man bedst kan lide superheltefilmen The Dark Knight eller den socialrealistiske Joker.