The Mummy (1999) – 25-års jubilæum for eventyrlig eksotisk sommer-blockbuster

Sommer-blockbustere har været et særligt lukrativt fænomen for Hollywood vel siden Steven Spielbergs Jaws (1975). Året 1999 var ingen undtagelse og én af disse sommer-blockbustere, som det år kunne byde på, var Stephen Sommers The Mummy. Filmen udspringer fra Universals klassiske monsterfilm fra 1932, men er er faktisk endnu mere et action-eventyr ikke ulig Indiana Jones-filmene.

Filmen foregår for næsten 100 år siden: I 1923 i Egypten. Her opdager Fremmed Legions-soldaten/ lykkeridderen, Rick O’Connell (Brendan Fraser) i forbindelse med et slag en forbandet ruinby Hamunaptra, også kaldet ”De dødes by”, i Egyptens ørken. Senere har den unge, akavede bibliotekar Evelyn Carnahan (Rachel Weisz) besøg af sin bror Jonathan (John Hannah), der viser hende en oldgammel genstand, som han har stjålet fra O’Connell. Denne antikvitet viser sig at have en forbindelse til Hamunaptra. De to søskende opsøger O’Connell i et fængsel, får ham ud, og tager sammen til Hamunaptra i jagten på skatte og hæder. Uheldigvis er byen hvilestedet for Imhotep (Arnold Vosloo), en egyptisk ypperstepræst, som blev mumificeret og forbandet for 3000 år siden, og han vil bringe død og ødelæggelse med sig, skulle han blive genoplivet. Dette bliver han selvfølgelig, og så skal filmens helte ikke kun kæmpe mod andre mennesker, men sammen for menneskehedens fremtid.

Filmen har det hele: Eventyr med skattejagt, myter og overtro, monstre, skudvekslinger og sværdkampe og selvfølgelig romantik. Det er dét, som man på engelsk vil kalde en god, gammeldags ”swash-buckler”, som man kender det tilbage fra film i 1930-40’erne med Errol Flynn og andre på rollelisten – meget ligesom Indiana Jones var det i 1980’erne. Selvom Indiana Jones-serien tydeligvis har været inspiration til filmserien, så er det bemærkelsesværdigt, at den hhv. mandlige og kvindelige hovedrolle (Fraser og Weisz) synes at være en spaltning af Indiana Jones-karakteren, hvor Harrison Fords ikoniske heltekarakter både har den akademiske side og den hårdtslående action-helt. Karaktererne i The Mummy er også vedkommende på hver sin måde, men det er selvfølgelig også mere kønsstereotype og mindre facetterede karakterer, som Fraser og Weisz hver især spiller. Både Fraser og Weisz gør det godt i rollerne, men deres gode udseende har sikkert også spillet en rolle for, at de blev castet til filmen.

Det er selvsagt en smagssag, om man er til tonen i The Mummy, som i høj grad er præget af det komiske element og er mere fantasy-præget. Filmen bevæger sig på denne måde længere væk fra både sit forbillede i Indiana Jones-serien, men også længere væk fra gysergenren, som den udspringer af. Genrehybrider er slet ikke nogen dårlig idé, men det kan være svært at finde den rette balance. Den er dog også en smagssag, hvor den rigtige balance ligger. Hvor Sommers med The Mummy formåede at balancere en solid etablering af filmens univers og plot med karakterer og action, så led efterfølgeren, The Mummy Returns fra 2001, under et overlæsset plot og kammede over i fjollede optrin i en film med alt for højt tempo. 

Men det er selvfølgelig også synd at sammenligne filmen for meget med Indiana Jones, for The Mummy er jo faktisk sin egen film. Man kan dog faktisk godt se tegn på, at The Mummy med sin mere tegneserieagtige-stil har haft indflydelse på den senere fjerde Indiana Jones-film, som kom mange år efter den originale trilogi fra 1980’erne: De slet realistiske skarabæ-biller fra The Mummy blev senere kopieret i Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008), hvor kæmpe dræbermyrer, ligesom skarabæerne, fortærer en voksen mand levende i løbet af få sekunder.

Jeg vil desuden fremhæve soundtracket komponeret af den nu afdøde Jerry Goldsmith. Blandt hans mest kendte filmkompositioner er dem til den oprindelige Planet of the Apes (1968), Alien (1979) og ikke mindst temaet til Gremlins-filmene, som mange danskere kender som intro-musikken til Troldspejlet. Jerry Goldsmith leverer til The Mummy nogle store bombastiske og episke temaer, som perfekt understøtter det eksotiske univers, som action-eventyret foregår i.

The Mummy (1999) er i min optik lidt glemt i forhold til, hvor fremragende et action-eventyr filmen egentlig er. Denne type film, hvor der både er action samt tid og ro til at fortælle en god historie, er efter min mening ikke rigtigt film, som udkommer i biograferne længere i et filmlandskab, som de seneste 10-20 år har været domineret af ofte rodede og overlæssede superheltefilm. Efterfølgerne, især den tredje film, levede dog ikke op til den originale film. Sommers havde før The Mummy instrueret monsterfilmen The Rise (1997) som ikke fængede ligeså godt som The Mummy, og efter den direkte efterfølger til The Mummy i 2001 har han ikke skabt nogle store hits. Men med den første The Mummy fra 1999 fik Sommers skabt et godt gammeldags eventyr, som stadig holder den dag i dag, selvom filmens computerskabte effekter er noget daterede