Biografen kalder alle jazzentusiaster.

Instruktør Grant Gee har lavet filmen ‘Everybody Digs Bill Evans.’ Den får premiere 1. oktober 2026 her i Danmark. Det handler om jazzpianisten Bill Evans, og henvender sig til hans fanskare. Ikke mindst fungerer filmen som et stykke drama i en fortælling om et menneske, der bliver ramt af sorg og tragedie.

Som inkarneret Bill Evans fan skal man vide, som jeg forstår det, at filmen er baseret på bogen ‘Intermissions’, som er skrevet af waliseren Owen Martell. Med det in mente skal man være klar over, at man har taget sig nogle kunstneriske friheder for at få en helstøbt film ud af det. Jeg selv ved intet om hovedpersonen. Ej heller har jeg læst bogen. Derfor er denne anmeldelse skrevet ud fra egen oplevelse af, hvordan filmen fremstår.

Året er 1961. Bill Evans (Anders Danielsen Lie) indspiller et album med sin trio på en dag. Denne liveindspilning bliver sidenhen betragtet som noget af jazzmusikkens ypperste. Nogle dage senere omkommer Scott LaFaro, trioens bassist og Bill Evans musikalske soulmate, i en bilulykke. Det gør noget ved Bill Evans liv. Det er svært at komme oven på, da sorgen plager dybt og tungt. Bill er ikke god til at passe på sig selv. Forholdet til hans familie og hans romantiske kærlighed er noget han må se på. Pausen han kommer igennem, den skal han på mange måder lære af. Hvordan og hvorledes det udspiller sig, må man selv se filmen for at forstå.

Filmen er hovedsageligt i sort-hvid. Fra tid til anden bliver det afbrudt af sekvenser i farver. Dette fortællegreb er med til at holde styr på, hvilken tidsperiode vi er i. Samtidig er det også visuelt et kunstgreb som understøtter historien. Som jeg ser det, indikerer de sort-hvide sekvenser Bill Evans personlige og mentale tilstand. Han er ked af at have mistet sin musikalske soulmate, og svært ved at placere fingrene på klaveret og lade akkorderne få frit spil. Det er en vanskelig periode, hvor behovet for at finde sig selv står lysende klart. De sort-hvide filmsekvenser understøtter denne periodes nedtrykte sindstilstand. Ikke mindst giver det jazzklubberne med dæmpet belysning fulde af cigaretrøg og whiskyglas en særlig stemning. Se blot den første scene og scenerne, hvor Bill befinder sig i hans forældres hjem og deres samtaler. Fremtiden bliver vist med filmsekvenser i farver. Det giver et klart indblik i, at vi er i en anden tidsperiode af hans liv – en tid med andre vanskelige hændelser i livet og et ændret look.

Det som er interessant her, er, at det er fremtiden, der bryder ind i fortiden. Lad os kalde det flash- forward eller fremtidsglimt. Virkningen af dette kan man diskutere frem og tilbage over cafébordet bagefter. For mig personligt understøtter denne visuelle teknik Bill Evans lidende sjæl på det billedlige plan. Teknikken giver mulighed for at vise han havde sjælelige sår og udfordringer, og at han var en introvert og privat person, der nemt forfaldt til isolation og stærke rusmidler for at dulme det sørgelige og onde – der ligger også en slags forvarsel om hans fremtidige valg og tragedier i det. Det giver en vis dybde til det hele.

Anders Danielsen Lie viser et fabelagtigt skuespil i denne film. Han skaber i nærbilleder, og med kropsudtryk i scener langt fra, en atmosfære – på den måde fanger han sin karakters indre og personlighed ved at give det usagte et udtryk. Det er meget stemningsfyldt. Se blot scenen med faren i bilen eller ude i haven.

Skal jeg kommentere filmen, så mangler den noget om det musikalske samarbejde mellem Scott LaFaro og Bill Evans. Jeg savner at kunne dvæle ved en scene eller to, hvor det klart fremstår, hvordan disse musikalske brødre mødtes og opbyggede deres musikalske stil.

‘Everybody Digs Bill Evans’ er en film i sort-hvid med afbræk i farver fuld af atmosfære. Hvilket giver filmen dybde. Skuespillet er stemningsfyldt, som viser karakterens indre. Derfor giver jeg filmen 5 små flotte lysende stjerner ud af 6 mulige.