Kalder alle fans af DC-universet og skurken Clayface.

Igen må jeg indrømme, at min filmentusiasme tager mig til en film, jeg helst ikke beskæftiger mig med. Denne gang handler det om filmen ‘Clayface.’  En anden ting man skal have med in mente, er, at jeg generelt ikke læser tegneserier. Mit kendskab til DC-universet har jeg fået igennem film i årenes løb. Derfor er denne anmeldelse baseret på mit førstehånds indtryk og oplevelse af filmen.  Clayface, en skurk i Batmans universet, som jeg forstår det, har nu fået en selvstændig film. Den får premiere den 22. oktober 2026 i de danske biografer.

Vi er i først i Hollywood regi, og derefter Gotham City. Tom Rhys Harries spiller skuespilleren Matt Hagen. Han oplever et markant skrift i livet, da han mister en rolle i en film. Hans bedste ven, og alle i hans team distancerer sig fra ham. Han tager på natklub en aften. Her sker der noget tragisk. Denne aftens hændelse, efterlader ham vansiret og uden en rigtig ven at støtte sig til. En dag finder han et medicinsk studie, som kan hjælpe ham at få sit charmerende gamle ansigt tilbage – og derved er liv som skuespiller, så han kan tjene til dagen og af vejen. Hvordan og hvorledes det går med Matt Hagen og hans hævntogt, må du se filmen for at få med dig.

Ser man internettet artikler og på letterboxd om filmen, ser man, at filmen af forskellige grunde er noget folk kan lide eller ikke. Det behøver vi ikke at gå yderligere ind i. Personligt, når jeg tænker over filmen, er der visse ting som springer frem klart og tydeligt. For det første synes, jeg selve karakteren er kompliceret. Han mister sin empati for andre, og bliver mere og mere selvoptaget. Han mister sin identitet – ved ikke hvem han er og sit tidligere liv. Ikke mindst mister han sin karriere. Dette kommer fint frem i  Tom Rhys Harries portræt af karakteren. Man forstår umiddelbart den dybe smerte karakteren på føle i sin jagt på de tidligere liv. Der er mange scener, hvor desperationen slår lyn ud af øjnene, når han for eksempel se sig selv i spejl eller skriger i smerte. Dette er bestemt noget, som giver filmen flotte stjerner og mange positive kommentarer.

Filmen indeholder bestemt ubehagelige og blodige scener – i min terminologi ulækre billeder. Til filmens og historiens forsvar bliver det aldrig til fjollet splatter film per se. Man skal vide, filmen er det man kalder en body horror film. Så det er forventeligt med billeder, der i den grad er frastødende og kvalmende. Igen, jeg måtte se væk fra lærredet eller lukke øjnene et par steder. I mine tanker, var der kun et ord. Hvorfor? De som er fans af body horror film og kan tåle at se hvad som helst, vil nok sige, det er en let omgang horror. Fred være med det. Det forklarer i hvert fald, hvorfor jeg ikke rendte ud af biografsalen, fordi det blev for meget. Jeg tænkte, denne film skal jeg se og skrive om – jeg er en filmentusiast. Skal jeg komme med en kommentar til sproget, var det mange steder jeg slet ikke synes det var Ok. Jeg forstår sprogbruget til en vis grad. Alligevel trækker det i min pointbog.

Jeg ved intet om, med hvilken intention man har lavet ‘Clayface.’  Men det som er anderledes, er, at denne film er mere karakterdreven – mere så end en fortælling om en superhelt og skurk. Det er noget som taler for filmen på et plan. Vi ser også, hvor mørk et DC univers kan blive. Det er noget nyt.

For at opsummere vi har en body horror film, som er karakterdreven. Det varsler noget nyt fra DC. Filmen får 4 stjerner ud af 6 mulige af mig.