Den glemte ø er en film, der rammer en følelse, man næsten havde glemt, man bar rundt på. Den minder én om dengang, man var barn, og sommerferien betød lange uger uden sine veninder, fordi alle skulle rejse hver sin vej. Den dér stille uro over at miste hinanden lidt — og den lige så stærke tro på, at venskabet nok skal holde — er filmens puls. Det er en fortælling om at vokse op, men også om at holde fast i det, der har formet én, selv når verden trækker i nye retninger eller nye lande.

Jo og Raissa er et af de mest rørende vennepar DreamWorks har skabt. Deres historie føles ægte, fordi den er bygget på noget så menneskeligt som at være anderledes, ensom og pludselig finde den ene person, der ser én, som man er. Lolas historier om Nakalimutan bliver deres fælles sprog, deres hemmelige univers, og baggrunden for filmen understreger, hvor dybt den filippinske kultur og mytologi er vævet ind i filmens formål. Det er ikke bare til pynt — det er fundamentet for både venskabet og hele filmens følelsesmæssige kerne.

Filmen stråler af farver og magi. Kapre‑kæmperne, de små men farlige Duwende‑feer, den mystiske Batiba og den flere hundrede år gamle Bungi Tiyanak er alle væsener, der både fascinerer og skræmmer. DreamWorks har tydeligt ønsket at ære den filippinske folketro, og det mærkes i detaljerne: farverne, bevægelserne, humoren og den måde væsenerne er integreret i fortællingen. Manang, den frygtelige Aswang, er filmens mest intense skikkelse, og nogle scener er decideret uhyggelige — men stadig fortalt på en måde, der gør, at de mindre børn kan være med. Det hele er skildret med respekt og forklaret med varme.

Musikken er fantastisk og løfter flere af de følelsesmæssige øjeblikke til noget næsten poetisk. Animationen er smuk, levende og fuld af små detaljer, der gør universet troværdigt. Filmen er spændende, humoristisk og har et tempo, der holder publikum fanget fra start til slut.

Men det er venskabet, der gør Den glemte ø til noget særligt. Jo og Raissa står på kanten af voksenlivet, på kanten af at miste hinanden, og på kanten af en magisk verden, der kræver deres minder som betaling. Det er både smukt og smertefuldt. Filmen tør sige, at minder er skrøbelige — og netop derfor så værdifulde. Den tør også sige, at dem vi deler vores historier med, er dem, der former os mest.

Den glemte ø er en utrolig flot film, der underholder, bevæger og efterlader én med en følelse af, at venskaber — de rigtige — er værd at kæmpe for.

Filmen får fem stjerner ud af seks mulige.