Spielberg har skabt en virkelighedsnær science fiction‑thriller, der aldrig tipper over i det surrealistiske. Tværtimod føles den foruroligende plausibel. Det er en film om sandhed, kontrol og de historier, vi bliver fodret med – og dem, vi ikke får lov at høre. Der bliver antydet en 79 år lang skræmmekampagne. Måske er det en kommentar til hans egen alder. Måske er det bare Spielberg, der blinker til os.
Office Romance genopfinder ikke genren, men den leverer præcis det, den lover: charme, varme, humor og to hovedroller, der løfter hinanden. En let, underholdende og romantisk fortælling, perfekt til en aften, hvor man vil læne sig tilbage og lade gnisterne flyve.
The Witness er en rørende, vred, håbefuld og dybt bevægende fortælling om overlevelse, kærlighed og kampen for at finde lys efter det værst tænkelige mørke. Den bliver siddende i én længe efter sidste afsnit.
Masters of the Universe er endnu et bud på at bringe Mattels ikoniske legetøjsunivers til en filmsucces, og med denne live‑action‑udgave er det svært at forestille sig andet end, at filmen bliver en kæmpe succes. Den rammer en perfekt balance mellem nostalgi, humor og den slags retro vibe, der bare fungerer og binder hele universet sammen.
Pigen uden navn er et drama om identitetens pris og om længslen efter at høre til – et portræt af en kvinde, der må konfrontere det liv, hun forlod, for at finde ud af, hvem hun egentlig er.
Trioen er en af de sjældne serier, der ikke blot skildrer en kærlighedstrekant, men dissekerer den. Med en drømmende, næsten hypnotisk billedside og et følelsesregister, der spænder fra det helt intime til det brutalt konfronterende, leverer SkyShowtimes nye svenske originalserie en fortælling, der rammer en nerve på en måde, der føles ærlig snarere end overgjort.
Eleanors sandhed er en film om bedrag, ja — men endnu mere om det desperate behov for at blive set. Om venskab på tværs af generationer. Om sorgens efterdønninger. Og om en kvinde, der i en alder af 94 stadig forsøger at finde ud af, hvem hun er.
Her bliver filmens tone tungere, mere klaustrofobisk. Maja lærer sproget, mens hendes forældre kæmper for at forstå et samfund, hvor regler, normer og forventninger er fremmede. Hun bliver familiens oversætter – ikke kun af ord, men af kultur, konflikter og følelser. Det ansvar er alt for stort til et barn, og filmen viser med smertefuld klarhed, hvordan hun langsomt mister sin barndom, mens hun forsøger at holde sammen på noget, der allerede er ved at gå i opløsning.
Filmen skifter elegant mellem Eriks ydre virkelighed og det indre univers, hvor kroppens celler kæmper en intens kamp for at holde de onde celler inde i den syge svulst. Her møder vi Kaja – en nysgerrig, modig og lidt anderledes celle, der ikke kan dele sig som de andre. Hendes rejse gennem kroppen er både eventyrlig og følelsesmæssigt stærk, og sammen med General Abel bliver hun en central brik i kampen for at redde Erik.
Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to er en flot, velspillet og gennemarbejdet fortsættelse, der måske ikke er helt så uhyggelig som sin forgænger, men til gengæld leverer en mere moden, finmasket og tematisk skarp krimifortælling – endnu et stærkt bevis på, hvorfor Nordic Noir stadig står som en af de mest markante genrer i Norden.