Calle Málaga er en rørende, smuk og dybt menneskelig film, der både hylder et levet liv og udfordrer de strukturer, der forsøger at begrænse det. Den er en kærlighedserklæring til Tangier, til kvindelig styrke og til de små fællesskaber, der holder os oppe, når livet gør ondt.
Hyggeligt er en skæv, velspillet og tankevækkende kortfilm, der tør udfordre vores forestilling om, hvad hygge egentlig dækker over. En lille film med noget på hjerte – også selvom den ikke helt rammer gyset, den flirter med.
Couture er en film, der tager pusten fra en, med flotte lokationer i Paris, og ikke mindst den visuelle overdådighed ved at Alice Winocour har fået adgang til Chanels ikoniske hus på Rue Cambon – et privilegium, der i sig selv er spektakulært. Kulisserne er så dragende, så fulde af historie og håndværk, at man næsten længes efter, at kameraet dvælede endnu længere. Modehuset bliver et levende rum, et univers med krop og sjæl, og det er uden tvivl filmens stærkeste kort.
Vores løfte er et MeToo‑drama, der ikke leder efter nemme svar. I stedet skærer filmen helt ind til benet af den smerte, der opstår, når en krænkelsessag ikke bliver håndteret – hverken dengang den fandt sted eller nu, hvor den rammer som en boomerang. Det er en fortælling om, hvordan krænkeren selv ender med at føle sig krænket, og hvordan tavshed, skam og selvbedrag vokser sig så store, at de til sidst eksploderer midt i familiens stue.
The Death of Robin Hood er en mørk og kompromisløs afklædning af en af folkeeventyrets mest romantiserede figurer. Hugh Jackman spiller en slidt Robin Hood, der ikke længere kan bære sin egen legende – og filmen gør sig umage for at vise, hvor langt der egentlig er mellem myten om helten og det menneske, der er tilbage. Her er ingen grønklædt frelser, ingen lystige svende og ingen romantiserede heltedåd. Kun en aldrende fredløs, der vakler rundt i et mudret Nordirland og venter på at nå døden.
En skønne dag er en af de film, der glider ned som et glas køligt rosé en sommeraften – let, behagelig og uden de store overraskelser. Amélie Bonnins spillefilmsdebut er en fransk musicalfilm, der tør være både hverdagslig og sentimental, og som finder sin charme i de små øjeblikke frem for de store armbevægelser.
Spielberg har skabt en virkelighedsnær science fiction‑thriller, der aldrig tipper over i det surrealistiske. Tværtimod føles den foruroligende plausibel. Det er en film om sandhed, kontrol og de historier, vi bliver fodret med – og dem, vi ikke får lov at høre. Der bliver antydet en 79 år lang skræmmekampagne. Måske er det en kommentar til hans egen alder. Måske er det bare Spielberg, der blinker til os.
Office Romance genopfinder ikke genren, men den leverer præcis det, den lover: charme, varme, humor og to hovedroller, der løfter hinanden. En let, underholdende og romantisk fortælling, perfekt til en aften, hvor man vil læne sig tilbage og lade gnisterne flyve.
The Witness er en rørende, vred, håbefuld og dybt bevægende fortælling om overlevelse, kærlighed og kampen for at finde lys efter det værst tænkelige mørke. Den bliver siddende i én længe efter sidste afsnit.
Masters of the Universe er endnu et bud på at bringe Mattels ikoniske legetøjsunivers til en filmsucces, og med denne live‑action‑udgave er det svært at forestille sig andet end, at filmen bliver en kæmpe succes. Den rammer en perfekt balance mellem nostalgi, humor og den slags retro vibe, der bare fungerer og binder hele universet sammen.