Scrooge

Ja, julen er lige om hjørnet. Højtiden betyder noget forskelligt fra person til person. For nogle kan det være samvær med familien, juleaktiviteter og juletraditioner man skal være med til – måske skal man se sin favorit julefilm eller læse sin yndlings julehistorie.

Den engelske romanforfatter Charles Dickens (1812-1870) udgav sin ‘A Christmas Carol’ eller på dansk  ‘Et Juleeventyr’ i 1843. Det er en historie som fik stor anerkendelse, og den betragtes som tidløs. Historien blev kort sagt en fortælling om og inspiration til julen, som vi kender den i dag. Personligt synes jeg, historien har et universelt budskab om næste kærlighed og medmenneskelig nærvær, som passer i juletiden.

I årenes løb har mange filmskabere filmatiseret deres version af historien. I år får vi en version, hvor Ti West er står bag kameraet og instruerer.  Filmen har på dansk titlen ‘Scrooge’, og får premiere den 12. november 2026 i de danske biografer. Leder man efter den engelske originaltitel skal man skrive ‘Ebenezer’ for at finde den på IMDb eller Letterboxd. Instruktøren selv er mest kendt for at lave film i gysergenren.

Denne anmeldelse vil ikke fremhæve den ene elle anden film som bedst. Ej heller komme med en decideret sammenligning. Det skal handle om, hvordan jeg oplever denne nyeste fortolkning filmen, og hvordan den fremstår.

Selve historien kender mange. Alligevel vil et kort resume være på sin plads. Hr. Ebenezer Scrooge (Johnny Depp) er en hårdkogt forretningsmand. Han tænker kun på penge og profit. Lige så snart nogen taler om julen eller udviser empati over for nogen eller noget, kalder han det humbug. Han har en forretningskompagnon  Jacob Marley (Ian McKellen), som desværre går bort. Af en eller anden grund oplever Ebenezer Scrooge nu at se Jacob Marleys genfærd. Men det stopper ikke der. Derefter optræder genfærdet for fortiden, nutiden og fremtiden. Hvert genfærd har noget særligt at vise og fortælle Hr. Scrooge. Hvad det er, og hvordan det ender, og hvad der sker med hovedpersonen, må man se filmen for at få med sig. 

Lad mig indrømme, at Johnny Depp ikke er min foretrukne skuespiller. Når det er sagt, så anerkender jeg hans skuespiltalent. Som Scrooge formår han at være ubehagelig, uvenlig, arrogant og frastødende ved at give karakteren en mørk og visse steder en morbid humor. Det rækker langt udover lærredet og ud til publikum i biografen.

Samtidig formår han at vise, at karakteren har en vis velvilje og medfølelse, der blot skal hjælpes frem. Det, mener jeg ligger i hans mimik. Man ser det i nærbilleder, hvordan der ligger et underfundigt smil i øjnene, hvordan han reager i de forskellige situationer, for eksempel ved at række tunge som et barn med mere. Jeg ved skuespilleren har fået kritik for spille karakterer, der er særlige og excentriske. Man kan måske sige, at ansigtsfolderne og mimikken bliver for meget og overdrevent. Det kan der være noget om. Men passer det ikke til denne usympatiske karakter? Det kan blive en interessant diskussion blandt filmkammerater.

En anden ting, jeg virkelige kunne lide i filmen, er brugen af sangen ‘Silent Night’ på dansk ‘Glade Jul.’ Det var en smuk scene med skøn genkendelig musik og sang. Det gav modstykke til den gotiske, victorianske mørke gyserstemning, som gennemsyrer filmen. Netop det dystre, spøgelsesagtige og tågede passer fint i min verden til historien og karakteren. Så filmen er helt sikkert for dig, som er glad for denne julehistorie.

Skal jeg kommentere noget jeg kommer jeg til at tænk på, om man vil sige, at filmen er for Tim Burton- agtigt, og at der måske mangler mere gys. Det er muligt. Det er smag og behag.

‘Scrooge’ er i mine øje en film, som fanger ‘A Christmas Carol’ med det mørke og victorianske. Den får 5 meget små lysende stjerner ud af 6 af mig.