Lyset i Os

(Que brille au Combat)

En film behøver ikke altid at være en film til den brede masse. En film kan også være en film til et mindre publikum med et særligt emne. Netop en sådan nichefilm er ‘Lyset i os’. Filmen får biografpremiere den 3. september 2026. Joséphine Japys debuterer som instruktør på denne autobiografiske film. Vi oplever en personlig fortælling, som har rod i instruktørens egen familiehistorie.

Det er blevet til en film, som alligevel rammer nogle universelle og genkendelige emner som familierelationer og ansvar blandt andre, trods emnet ikke er noget alle oplever i det daglige, så at sige.

Selve historien udspiller sig ved den franske riviera. Marion (Angelina Woreth) er en 17-årig gymnasieelev, som lever med sin mor, far og lillesøster Bertille på 13 år. Moren går hjemme og passer Bertille, som indtil videre har et udiagnosticeret handikap. Moren har brug for al den hjælp hun kan få med at passe Bertille. Livet er svært at balancere, da far arbejder meget, og med en travl gymnasieelev der skal til eksamen. Marion træder til, hvor hun kan og vil, for hun holder meget af sin søster. Dermed ikke sagt at hun har ønsker om et liv i frihed og uden ansvar med en fremtid og romantisk kærlighed. En dag får Bertille en konkret diagnose. Det skaber rum til et andet perspektiv på kærlighed og fremtidens muligheder for familien.

Mens jeg så filmen, tænkte jeg over den danske titel ‘Lyset i os’ i forhold til den franske originaltitel ‘Que brille au combat’. I direkte oversættelse, bliver det til ‘Må det skinne i kamp’. På dansk har det en klang af krigsretorik. Hvorfor, lyset i os er en smuk måde at sige det på. Hver titel fanger, som jeg ser det, især moren Madeleines (Mélanie Laurent) karakter og ukuelige nærvær og aldrig opgivende holdning til at arbejde videre derfra hvor hun står i livet. Hun er bevidst om familiesituationen, at Marion er en teenagepige, og hvor svært det er for hendes mand. Alligevel helmer hun ikke før hun ved, hvad Bertille fejler med nøjagtige ord. Det kræver mange søvnløse nætter og uendelige praktiske gøremål i huset. Det, synes jeg, skinner flot igennem hos skuespilleren, der får karakterens udholdenhed og evne ti at holde sammen på familien smukt og klart frem. På den måde bliver hun for mig filmens mest spændende og inspirerende karakter.

Sidehistorierne med Marions romantiske interesse, og faderen Gilles (Pierre-Yves Cardinal) som må stå for det økonomiske er med til at vise den ubalance og den dynamik det kan skabe i en familie med et svært handikappet barn. Her kunne jeg nævne flere scener. Men scener, hvor Madeleine og Gilles har deres op og nedture, de beskriver det fint med dialog og så videre. Andre scener, som viser ubalancen, er der hvor Marion part tout må tage af sted hjemmefra uden at være sin mor behjælpelig.

Skal man nævne et punkt, som nogle vil ønske mere belyst, må det være det samfundsmæssige aspekt, som omhandler det at få adgang til sygdomstjek og lægebesøg. Det er ikke nemt for hverken penge eller tid. Kort sagt, man har i historien valgt at familien er ret velhavende. Som jeg ser det, tillader det filmens narrativ at fokusere på familiemedlemmers indbyrdes relation. På den måde bliver det ikke en socialrealistisk fim. Den belærer os på intet tidspunkt, hvordan man skal omgås et handikappet barn, hvordan man skaber balance i familielivet, og det at sundhedsvæsnet ikke lever op til en tilstrækkelige god standard med mere. Det bliver en film, som fortæller om livet, forældreskab og søskendekærlighed, og hvor let det kan falde fra hinanden, hvis man ikke står sammen med håb forude.

Filmen er værd at se, og jeg giver filmen 5 flotte små brillerende stjerner ud af 6 mulige.