Menu Luk

Dahmer - Monster: The Jeffrey Dahmer Story

Anmeldt af Ida Marie Skou

Uhyggen kommer krybende ind under huden…

Den kontroversielle serie ‘Dahmer’ (ref. ‘Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer story’) deler vandene både blandt publikum og anmeldere. Der er blandt andet blevet sat spørgsmålstegn ved seriens morale, og diskussioner om hvorvidt den er tro mod ofrenes historie.

I denne anmeldelse vil jeg gå i dybden med serien som et værk. Samtidig vil jeg dog også forholde mig til den sande historie bag i forbindelse med dokumentaren ‘Conversations with a killer: The Jeffrey Dahmer Tapes’, og forholde mig til nogle af de ting, som har gjort ‘Dahmer’-serien så kontroversiel.

Der er vist ingen tvivl om, at Jeffrey Dahmer var en speciel fyr. Man kan jo fristes til at sige, at alle mordere ikke er helt normale i hovedet, de har jo trods alt begået mord. Jeg føler dog, at man kan diskutere,hvor ondsindede morderne kan være, alt efter hvilket motiv de har. Uagtsomt manddrab er jo også en ting. Men i Dahmers tilfælde taler vi naturligvis om mord, der er begået med koldt blod. Jeffrey Dahmer myrdede 17 mænd i perioden 1978 til 1991, hvor han ved et tilfælde blev anholdt, fordi en af hans ofre slap væk fra hans lejlighed, og tilkaldte politiet. Hans mest aktive år var 1991, hvor han slog otte mænd ihjel inden for ca. et halvt år. Udover at have begået den mest kriminelle handling af alle, var han også både nekrofil og kannibal. Man må sige at det er en pærevælling af nogle af de ting, som frastøder os allermest. Et rent og skær monster, som undertitlen på serien også så fint understreger. Det er der ingen tvivl om. Det interessante spørgsmål lyder dog: Hvad foregik der i mandens hoved? ‘Dahmer’-seriens formål er ikke mindst at skildre, hvem Jeffrey Dahmer var som person, og hvad hans bevæggrunde var for hans handlinger. Derudover viser den også konsekvenserne af forbrydelserne, hvor man følger nogle af efterdønningerne på Dahmers fængsling, og hvordan ofrenes familier og Dahmers nabo, Glenda Cleveland (i virkeligheden Pamela Bass), kæmper deres sag for at få Dahmer retteligt afstraffet.

I min optik er serien vellykket. Jeg vil måske endda driste mig til at sige, at den er suveræn. Den byder på mange interessante aspekter, der ganske vist til tider er rædselsvækkende og emotionelle, men det gør den ikke desto mindre endnu bedre. Jeg synes, serien tager godt hånd om de forskellige perspektiver, der er i Dahmer-historien. Vi har et indblik i forskellige personers synsvinkler, herunder Dahmers forældre, ofrene, ofrenes familier, Dahmers nabo Glenda (nabo i serien), politiet og flere der har haft en rolle i denne sag. Der bliver skabt relevante skift i synsvinkel, mens historien skrider frem, og giver de forskellige karakterer utroligt meget dybde på trods af de egentlig er bipersoner i denne skildring. Denne dybde gør utroligt meget for serien, og gør den ikke mindst mere troværdig, da man virkelig får et indblik i den angst og smerte som både Dahmers forældre og ofrenes familier har oplevet.

Overdramatiseret eller ægte virkelighed?

Dahmer serien er meget virkelighedsnær. Selvfølgelig er den ikke 100% korrekt, og ikke alle ting er lige akkurate, men når jeg sammenligner den med ‘Conversations with a killer: The Jeffrey Dahmer Tapes’, følger den faktisk begivenhederne meget præcist. Jeg kan uden tvivl anbefale at se dokumentaren enten før eller efter man giver sig i kast med ‘Dahmer’-serien. Selve serien er en dramatiseret udgave af hændelserne, men jeg synes, at den har forsøgt at være tro mod de sande historier. Alle personerne har deres egne oplevelser og historier, af de ting der er sket, og ingen serier eller film vil nogensinde runde dem alle. Men jeg synes, at man har udvalgt nogle af de mest centrale begivenheder og situationer at fokusere på. Vi ser heller ikke alle de 17 mord, men vi ser nogle af de mest væsentlige, hvis jeg kan tillade mig, at kalde dem det, og nogle af de mest groteske. Jeg er fan af, at man har valgt at skabe en serie, fremfor en film som f.eks. filmen om seriemorderen Ted Bundy: ‘Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’, der kom i 2019. En ganske udmærket film, hvis største problem i min optik er, at den er alt for fiktionspræget og alt for overfladisk. Dahmer-serien går derimod mere i dybden med både karakteren og ofrene, og her er der muligvis nogle, der vil være uenige med mig. Heriblandt nogle af slægtningene til ofrene, som jeg vil komme længere ind på senere. Det er min opfattelse, at det der afviger mest, er Glenda Clevelands rolle i serien. Glenda Cleveland boede i virkeligheden i en boligblok ved siden af Dahmer, hun var altså ikke hans nabo, som hun er i serien. I stedet er hendes karakter i serien en sammensmeltning af den ægte Glenda Cleveland, som desuden havde været mistænkelig overfor Dahmer i længere tid, og genboerne Pamela Bass og hendes mand Vernell Bass. Vernell Bass udtaler sig også i ‘The Jeffrey Dahmer Tapes’, og fortæller historien om, hvad hans relation var til Dahmer, og hvordan det begyndte at lugte grumt fra hans lejlighed. Sidstnævnte ser vi i ‘Dahmer’-serien, hvor det blot er Glenda som oplever, at en modbydelig lugt kommer fra Dahmers lejlighed. Selvom Glendas karakter ikke er den ægte vare, så repræsenterer rollen stadig naboskabet, oplevelsen med politiet, der ikke ville lytte, og nogle af de episoder som både den ægte Glenda og naboerne var vidne til.

Portrættet af Dahmer

Jeg tror, det der gør denne serie så kontroversiel er, at folk er foruroligede over, at den menneskeliggør Dahmer. På trods af alle de frygtelige og grusomme ting han gør, får jeg på et eller andet tidspunkt medfølelse med ham. Nok erklærer undertitlen på serien, at vi har med et monster at gøre (‘Monster: The Jeffrey Dahmer Story’), men jeg vil stadig stå fast ved, at serien i en vis grad afstigmatisere Dahmer. Og det er her jeg vil påstå kernen til seriens omstridte modtagelse ligger. Nu er jeg måske lidt kæk, men jeg tror, at når man har dømt folk til at være et monster, så har mange svært ved at se det omgjort. Vi har trods alt at gøre med en person som havde seksuelle omgange med lig, hvor han spiste og udførte eksperimenter på dem efterfølgende. Det er nok noget af det grummeste vi kan tænke os til, så hvorfor skal vi sættes i øjenhøjde med vedkommende? Det er et godt spørgsmål. Personligt synes jeg, at det er interessant at få et indblik i vedkommendes tanker, i dette tilfælde Dahmer, og prøve at forstå, hvad der kan ligge bag så forskruet et menneskesind. Det har ikke været en specielt hyggelig filmoplevelse, men jeg er fascineret af de ting, som serien har fået mig til at føle.

Med sin gustne farvesætning i de gullige, brune og til tider grønne farver er stemningen ligesom lagt. Især i scenerne fra 1991, der foregår i Jeffreys lejlighed, havde jeg en oplevelse af, at jeg næsten kunne smage og lugte billederne. Selvom scenerne (også generelt gennem serien) ikke direkte viser os Dahmers lemlæstelser af ofrene direkte, bliver der stadig skabt en makaber og urovækkende atmosfære, der samtidig fængsler seeren. Uhyggen kommer krybende ind under huden, og jeg sad op til flere gange med gåsehud eller mild kvalme under oplevelsen.

Noget helt centralt for atmosfæren er selvfølgelig Evan Peters hårrejsende skuespil. Han er skræmmende god i rollen som Dahmer. Dahmer var meget følelsesmæssigt utilgængelig, og havde altid en mur bygget op omkring sig. Dette gengiver Peters uhyggeligt præcist. Man kan heller ikke sige at Dahmer var typen med et glimt i øjet. Han var rimelig nøgtern i sin fremtoning. Selv i mordakten var han ikke overvældet af angst. Dog ser vi gennem serien, hvordan han til tider kæmper med en skyldfølelse, og faktisk har det svært ved nogle af de ting han har gjort. Han vidste godt det var forkert, som han også udtaler i ‘The Jeffrey Dahmer Tapes’, og disse følelser formår Evan Peters at indfange. Derudover formår han også at afbilde den nonchalance Dahmer får overfor hans handlinger gennem tiden, og hvordan det opildner ham at have kontrol over ofrene. Jeg kunne blive ved og ved. Det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af Evan Peters, da han er en rigtig dygtig skuespiller. Han er blandt andet kendt for at spille den sociopatiske Tate Langdon i sæson 1 af antologi-serien ‘American Horror Story’, som han desuden medvirker adskillige gange i. En rolle som han også klarer udførligt. Han er god til at spille de lidt skæve karakterer, og jeg kunne ikke tænke mig til et bedre valg end ham som Dahmer. Selvom han måske ikke ligner ham så meget, synes jeg skuespillet gør det troværdigt, og jeg bliver helt opslugt af serien. Men udover at se ham som en koldblodig morder, der bliver opstemt frem for angst af hans døde ofre, ser vi ham også som et menneske, for at vende tilbage til min tidligere pointe. Peters er lykkedes med at gøre et grusomt monster til en forholdsvist relaterbar person. Noget der især lå til grund for mordene var Dahmers ensomhed, og denne ensomhed synes jeg også, at skuespilleren får afbildet virkelig godt. 

Eftervirkningen

Serien er et portræt af Dahmer på godt og ondt. Jeg har været lidt inde på, at den kontroversielle modtagelse formentlig bunder i, at den menneskeliggør en person, der har foretaget så grusomme drab på unge mænd. Det kan diskuteres, hvorvidt det er moralsk rigtig eller forkert, idet man sagtens kunne have vinklet serien på en helt anden måde. Man kunne f.eks. have lagt vægt på, hvordan og hvor mange gange Dahmer havde seksuel omgang med ligene efterfølgende, og hvordan han også havde omgang med ligets indvolde. Man kunne sagtens have gjort indholdet mere eksplicit, og jeg tænker det nok ville skabe en større afsky for manden. Jeg føler dog, at det ville være enormt respektløst og ufølsomt overfor ofrene, vidnerne og alle andre der har været involveret i sagen, som stadig er levende i dag. Men hvor går grænsen? Det har nok været et af de sværeste spørgsmål at tage hensyn til for skaberne af serien. Ifølge en kilde fra The New York Times havde Eric Wynn, den eneste sorte drag queen på Club 219 i Milwaukee, samt ofrenes familier svært ved at forstå, hvorfor der er et behov for at humanisere og dramatisere end seriemorder. Derudover udtaler en slægtning til myrdede Errol Lindsey at serien har været retraumatiserende igen og igen. I Netflix’ kampagne for serien har de lagt vægt på at fortælle, at serien vil skildre mordene fra ofrenes synsvinkel. Det er mange af de pårørende uenige i, blandt andet Eric Wynn, der mener, at serien fokuserer på Dahmer. Hvilket den også gør. Jeg tror dog ikke det har været af ond mening, at Netflix har gjort et stort nummer ud af, at reklamere serien som en skildring af ofrenes synsvinkel. Jeg tror, at de formentlig har forsøgt at undgå, at folk skulle stemple den som en serie, der sympatisere med Dahmer. Vi ved jo alle at trailers mm. lægger grunden for vores førstehåndsindtryk af serier og film. Personligt synes jeg, at serieskaberne er nået i mål med serien. Det vil altid være svært at arbejde med så eksplosivt et emne, så det handler om at finde en anstændig balance. Jeg synes, at man formår at kreere en fin balance mellem at se tingene fra Dahmers, pårørende og ofrenes synsvinkel. Første del af serien fokuserer meget på Dahmer, men hen imod slutningen synes jeg bestemt, at ofrenes familier bliver hørt, og naboernes frustrationer bliver skildret (også selvom de er blevet kogt sammen til én person, Glenda). Vi får et indblik i Dahmers historie og person, samt hvor forfærdelig en oplevelse det har været for de berørte af hændelserne. Serien er også vinklet på farens, Lionel Dahmers, karakterudvikling og hvordan han tackler viden om, at hans søn er seriemorder, nekrofil og kannibal, og den skyldfølelse han kæmper med efterfølgende. Jeg kunne blive ved og ved med at finde ting at sige om denne serie, og den har virkelig gjort et stort indtryk på mig. Den får tildelt 5 ud af 6 stjerner. 

Trailer:

Title: Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story

Karakter: 5 ud af 6 stjerner

Skabere: Ian Brennan og Ryan Murphy

Skuespillere: Evan Peters, Richard Jenkins, Molly Ringwald, Niecy Nash, Michael Beach blandt andre

Genre: Biografi, Krimi, Drama

Spilletid: 10 episoder

Premiere:  21. september 2022

Ida Marie Skou

Skribent