‘Challengers’ er sporty, sexet og intens. Luca Guadagnino er tilbage med endnu en visionær film, som udfordrer vores idealer om seksualitet og forhold.

Filmen kredser om Tashi Duncan (Zendaya), et tidligere stortalent indenfor tennis, der fik en fatal knæskade, og derfor måtte opgive drømmen som tennisspiller. I stedet agerer hun nu som coach for sin mand, Art Donaldson (Mike Faist), der ikke klarer sig for godt, og er på en losing streak. Tashi planlægger, at Art skal dyste (og vinde) i den såkaldte “Challengers”-turnering, for at kunne redde hans karriere. Planerne tager dog en drejning, da Art skal stå over for sin tidligere bedste ven, og Tashis ekskæreste, Patrick Zweig (Josh O’Connor). Kampen mellem de to rivaler intensiveres, da prisen for at vinde er langt højere end som så.

Guadagnino har skabt en film, der giver stof til eftertanke, og efterlader mig med blandede følelser. Jeg gik ind til filmen med en skepsis over det, jeg skulle til at bevidne. Traileren portrætterer Tashi som en ‘maneater’, og jeg spekulerede over, om det ville blive en film skabt til the male gaze. Jeg fik da også bekræftet min skepsis i filmens begyndelse, da den indkapsler de to drenges fascination af Tashi. Det viser sig dog, at filmen er lige så indrettet til the female gaze. Vi ser mange stillbilleder, der fokuserer på karakterernes kroppe, som fremhæver det sexede og attraktive ved dem. Min skepsis bunder dog i, at det er mennesker og kroppe, der er pleasende for øjet, vi ser. Men på trods af dette, evner Guadagnino at gøre det på en naturligt flatterende og sanselig måde. Dvs. han viser mennesket som det er, med de “skønhedsfejl” vi alle har. Jeg vil påstå, en af kendetegnene for instruktøren netop er, at kunne skildre menneskekroppen på denne hudløst ærlige måde, men samtidig gøre det tillokkende for seeren. Det er det samme, han bringer frem i den oscarvindende ‘Call me by your name’. 

Først undrede jeg mig over, hvorfor man har valgt at lave en film, der fokuserer i så høj grad på en seksualisering af kroppen, og samtidig udspiller sig om et usædvanligt trekantsdrama. Men jeg tænker, pointen netop er at provokere og udfordre vores opfattelse af både seksualitet, kroppen og mennesket. Der er et underliggende budskab om, at ikke alting bør være politisk korrekt. Vi får blotlagt karakterernes skyggesider, og hvordan det dyriske instinkt og følelserne clasher med fornuften. 

Tennissporten sætter den fysiske og psykologiske ramme for filmen. Udover at filmen åbenlyst tager udgangspunkt i en tenniskamp, optræder spillet psykologisk som metafor for de mind games, karaktererne konstant udøver mod hinanden. At den fysiske kamp reflekterer karakterernes indre kamp, er en genial måde at opbygge plottet på. Der er bevægelse i hele filmen, og vi får glimt fra fortiden, som hjælper til forståelsen af, hvorfor nutiden er så monumental. I samspil med æstetikken, musikken og skuespillernes performance skaber det et højspændt og nervepirrende drama på lærredet. Jeg er især vild med, hvordan der leges med klipning og kameravinkler, da det sammen med musikken indfanger de udstillede følelser.

Skuespillernes præstation må jeg også kommentere. Zendaya er Hollywoods nye darling, og efter denne film bliver jeg mindet om hvorfor. Jeg ser hendes performance i ‘Dune: part 2’ som en smule underspillet, men det gør hun op for i ‘Challengers’. Generelt kan det mærkes, at der er god kemi mellem filmens tre hovedroller, og det skaber en underholdende og fængslende dynamik. Skuespillerne kommunikerer meget gennem deres ansigtsudtryk og kropssprog, og det giver filmen karakter.

På trods af mine blandede følelser for filmen, må jeg sige, at den giver underholdning i topklasse. Der er alt fra tåkrummende pinlige scener til alvorlige og spændingsfyldte scener. Sammen med æstetikken tryllebinder skuespillerne seeren. Jeg tildeler filmen 5 ud af 6 stjerner. Selvom filmen provokerer lidt, synes jeg, den er et frisk pust. Jeg har en fornemmelse af, at mange enten vil hade eller elske filmen. Uanset hvad, lægger den op til eftertanke og diskussion, hvilket jeg synes er nøglen til en god film.