Filmen HER udkom i 2013, og er blevet manges favorit, når det gælder romantiske film. 

Hvilket er fuldt ud forståeligt.

Genremæssigt placerer man filmen som Sci-Fi-film med drama og romance. Det er i hvert fald en kombination, som fanger denne skribent og filmseer. Filmanmeldere verden over roser filmen, der er et studie værd udi kærlighedens krinkelkroge, siger man. Filmen rates 8.0 på IMDb – ikke at forglemme den generelle konsensus om filmens andre fine kvaliteter, og at tema er skrevet på en fængede måde. Visuelt er det flot og så videre. Alt sammen giver mange plusser i bogen.

Så jeg tænkte, det var på tide, at man på Filmsiden også tager et nærmere kik på filmen. Det er lang tid siden der har været større artikler der går i dybden med en film, et tema som instruktør, filmkomponist eller skuespiller eller lignede. Det er i kontrast til nyheder, konkurrencer og alt andet godt man kan finde på siden. Det måtte jeg gøre noget ved.

Inden vi starter, så husk denne artikel kan indeholde spoilers. Derfor anbefaler jeg at først at se filmen og læse bagefter.

Der er mange ting at tage fat på. For at nævne nogle kunne man skrive om brugen af musikken, historiens placering i tid, 70er-stils-moden, skuespillet, dialog, karaktererne, sci-fi-elementerne og selve historien.  

Det er netop det ovennævnte som alle er enige om, hvordan fungerer og gør Her til en film i topklasse. Kort sagt, alt er sagt og skrevet tidligere.

Dog er der en anden ting, jeg finder mere interessant; nemlig filmens slutning.

Det er den, vi skal beskæftige os med.

Hvorfor?

Der er flere grunde. Kritikere vil mene HER ikke har en reel afslutning. Den er for vag og ubeslutsom, er der nogle der mener. Den er for kedelig og realistisk, er der også nogle der hævder. Det skulle være mere sci-fi-agtigt og mere fantasifuldt – nogen vil sige -en form for alternativ død. Det er i sig selv interessant. Det er dog ikke det vi skal beskæftige os med i nærværende skriv.

Hvorfor?

Jeg støder på en artikel skrevet af Scott Meyers på https://gointothestory.blcklst.com/movie-analysis-her-5651e6e0c0be, og læser følgende:

“Indeed, the story feels like a tragedy. The final image of Theodore and Amy (Amy Adams) atop the skyscraper where they live (separately) suggests, at the least, alienation, and quite possibly that they are contemplating jumping off the roof to their deaths (the last line of scene description in the script is this: “They watch as hundreds of birds fly around the nearby rooftops and disperse off into the city” which reinforces the idea that they are inclined to go ‘flying’ themselves).”

Jeg erindrer, hvordan slutningen er, og hvordan jeg opfatter denne. Det er slet ikke som ovennævnte. Tanken om at kaste sig selv i døden hænger ikke sammen med, hvordan jeg fornemmer filmens stemning og karakterer. Derfor ser jeg filmen igen, og stiller mig selv en masse spørgsmål.

Hvilken slags person og karakter er protagonisten Theodore Twombly, som spilles af Joaquin Phoenix egentlig? Det samme spørgsmål får karakteren Amy (Amy Adams).

Hvad er det egentlige forhold mellem Theodore og Amy? Er det så platonisk, som det set ude fra virker til at være?  Er Theodore en karakter der står på afgrundens rand, og ikke længere kan finde glæde og ønsker at lade livet? Er Amy? Hvorfor beder Theodore Amy om at følge med ham op på taget? Er de sidste ord i brevet til ekskonen ikke en manifestation om at give slip og komme videre, eller er det et farvel til livet brev? Er Theodore og Amy ikke blot kede af deres OS-relation er forsvundet og ikke længere kan kontaktes? Er de ikke to mennesker meget meget kede af deres ellers stærke respektive  kærlighedsforhold er brudte, og derfor finder trøst og forståelse hos hinanden? Skal de to måske opleve dyb og stærk kærlighed sammen?

Hvad skal slutningen betyde?

Øjensynligt lægger filmen op til diskussion. Men lad os se på det.

HER foregår i en nær fremtid og i byen Los Angeles.

I elevatorer, busser, på gader og torve ser man mennesker gå rundt med et stykke teknologisk gadget, som de har i øret. I den hører de, den kan de tale til – ind i, give ordre om at finde et stykke musik, tjekke e-mail, bladre i nyheder med mere. Kort sagt, de kan få adgang til informationer, chatrum blot ved mundtligt at give ordren. Så det er i en tid, hvor alle går rundt som i en boble og taler stille for sig selv – måske endda med sig selv. Sidder man på sit arbejde på kontoret foran computeren, taler man blot stille til den, og giver for eksempel ordren om at udskrive noget bestemt materiale. 

Theodore Twombly han arbejder for Beautifulhandwrittenletter.com, hvor han forfatter personlige, ret intime og fortrolige breve for andre. Kunderne bestiller sådanne breve, da de ikke selv er i stand til at udtrykke sig nært og personligt på skrift. Så Theodore er i bund og grund en receptiv, introvert og fintfølende personlighed. Han lader til at tage sin forestående skilsmisse ganske tungt. Han kan lide at være gift, som han siger. Han virker også generelt til at være en type som interesserer sig for sine medmennesker. Det ser vi blandt andre i familiescenen.  

Theodores liv er lige nu ensomt, begivenhedsløst og mangler vitaminindsprøjtning i det daglige. Han vågner om morgen, tager turen til arbejdet, han arbejder, tager turen hjem fra arbejde, om aften spiller han computerspil, inden han skal sove. Ja, han virker ked af det og tungsindig for øjeblikket, grundet det tilsyneladende stærke ægteskab der nu er brudt. Han tænker endda også over, og formulerer hvad hans andel er i bruddet på et tidspunkt.

Theodores liv er således på ingen måde det samme, siden han og hustruen Catherine (Rooney Mara) ikke længere er et ægtepar. Skilsmissen påvirker. Så han oplever at gennemgå en slags krise, og er i en mere eller mindre nedtrykt livstilstand. Han er i hvert fald ude af balance og i et kaotisk følelseshav, der er vanskeligt at navigere i, hvilket gør det svært for ham at fokusere på, hvad han vil.

Det får ham en dag til at opgradere sit computersystem med noget særligt. Han installerer det operative system (OS), en artificiel intelligens (AI), som skal have en kvindelig stemme. Denne navngiver sig selv Samantha (Scarlett Johansson). Hun er intuitiv som et menneske, hun kan rydde op i og organisere forskellige filer med mere. Hun kan både læse og tale med flere på samme tid. Hun evner også at indpasse og udvikle sig.  De to begynder nu at tale om livet, kærligheden, de har cyber-sex, og danner således en ret stærk relation. Kærlighed opstår imellem dem. Hvilket er sjældent, trods fremtidsperspektivet. 

Det eneste rigtige sociale liv Theodore lader til at have, er lejlighedsvise samtaler med genboen Amy (Amy Adams), som han tydeligvis kender rigtig godt og fra tidligere. De to synes at være rigtige gode venner og glade for hinandens selskab. Det vidner mange scener om. Tag blot elevatorscenen, og se hvordan de to hilser på hinanden, og deres derpå følgende samtale. Man ser her, der er et bånd og en forståelse mellem de to.

Amy lader til at kunne tale frit og åbent til Theodore. Hun fortæller, taler med og til ham, i forskellige scener. Hun forsøger at opmuntre ham og sig selv. Den måde hun kikker på ham på, vidner også om, at hun har fuld forståelse for hans situation, hvem han er, og det han går igennem.

Uden tvivl alle scener og dialoger i filmen HER er en slags beskrivelse af og samtale om kærlighedens mange facetter. Jeg tør vove den påstand, at man kan finde scener og dialog passager der passer til C.S. Lewis beskrivelse af de fire former for kærlighed. De er. Philia, som er den mentale kærlighed. Eros, som er den erotiske og romantiske kærlighed. Storge, som er familiekærligheden. Agape, som er den store, spirituelle kærlighed. Pointen her er blot en måde at anerkende filmen for dens tema som er kærlighed og måden den kommer rundt om dette på.  

Vi vender nu et øjeblik tilbage til slutscenen på taget. Amy lægger sit hoved på Theodores skulder, og de kikker på solen og udsigten ud over byen sammen. Lige inden er der udvekslet et par blikke. Disse blikke kan man tolke, som om de er så kede af det, at de ikke vil mere. Måske er det blot et blik der fortæller, jeg forstår din smerte.

Her er en i hvert fald en film med en subtil, raffineret og æstetisk fortælling om rummet imellem to individer der er tiltrukket af hinanden. Afslutningen afviger måske en smule visuelt fra det som angiveligt vis står i manuskript. Jeg mener, der står intet om hvilken følelse skuespilleren gerne skulle portrættere og få frem.   

Det er op til den enkelte at bedømme og tolke, hvordan og hvorledes slutningen fungerer godt eller dårligt.

Derfor er der kun at sige, se og nyd filmen og tal med din ”din person” bagefter.