‘SISU’ er en finsk film. Det hører til sjældenhederne, at man her i landet bliver forevist en film fra naboerne i nord. Ikke desto mindre har filmen Danmarkspremiere den 11. maj 2023. 

Den finske filminstruktør Jalmari Helander har både skrevet og været instruktør på filmen ‘SISU’, og det er hans nyeste film. Nogle kender ham måske, og har set film af ham som ‘Et fandens Juleeventyr’ (2010) og ‘Big Game’ (2014). Han har også været instruktør og manuskriptforfatter på flere projekter for tv-serier og diverse kortere produktioner. 

Det var med en vis tøven, jeg gik ind for at se filmen. Tydeligvis, som man ser i traileren, er det en hårdtslående og bloddryppende film med visse steder et sprog, jeg ikke bryder mig om. Personligt skal der noget helt særligt til, inden jeg siger ja til den type film – det skal for eksempel være med en bestemt skuespiller eller af en bestemt instruktør, som jeg har tiltro til. En, der trods umenneskelige voldsomheder, vil fortælle en god historie og gøre den visuelt spektakulær.  

Alligevel gik jeg i biografen, da det er et stykke fiktion sat i Anden Verdenskrig, som altid kan give en historie værd at fortælle. Samtidig kan jeg lide filmens farvepalet, det betagende tomme, men smukke landskab og dialogen af få ord. Derudover kan jeg  samtidig fornemme en Quentin Tarantino-vibe, som jeg også finder interssant.  

Titlen ‘SISU’ er spændende. Det er den, fordi man bliver introduceret til et ord eller begreb, som man vanskeligt kan oversætte skarpt og direkte. På dansk har man ingen ord, som dækker og giver en tydelig gengivelse. Uden at afsløre for meget bliver der i filmen brugt et russisk ord, som sandsynligvis favner ordet “sisu” bredere, og som kan give en mere præcis og forklarende oversættelse – i hvert fald som filmmageren ønsker, vi skal forstå det. Det bliver til ordet “udødelig” på dansk. Stadig skal vi huske, at “sisu” også har andre konnotationer. Det vil man forstå ved at se filmen, hvorefter man selv kan fylde ord på listen i forståelse af både ordet “sisu” og filmens protagonist. 

Vi er i Anden Verdenskrigs sidste dage. I det finske Lapland møder vi Aatami Korpi (Jorma Tommila), hvor han har fundet en guldåre. Han er en hårdt prøvet soldat og knokkelstærk af herkuliske proportioner. Han har mistet alt, undtagen sin hund, hest, tøjet han bærer og våben. På vejen møder han nogle grumme tyske soldater, der stadig tror de ejer alt og har verdensmagten intakt. De vil have guldet, som Atami har i sin taske. Her starter balladen. Det bliver ikke en let sag at få fat i guldet. Det viser sig, Atami er en mand, som nægter at dø. 

Filmens/historiens struktur er lige til. Hvert kapitel er klart og tydeligt vist med en tegneserieagtig overskrift ligesom i ‘Kill Bill’-filmene. Her er det tydeligt inspireret af Quentin Tarantino. Det gør ikke noget, da det giver et klart kort over, hvor vi er i fortællingen. Tydeligvis er der andre visuelle og fortællemæssige forhold  inspireret af Quentin Tarantino. Jalmari Helander siger selv, at filmen ‘Inglourious Basterds’ er den største inspiration samt filmoplevelser som barn med film som ‘Rambo’ med flere.  ‘John Wick’-filmene er ikke med på listen. Men jeg forstår, at man kommer til at tænke på John Wick og karakterens evne til at slå fra sig og tage et hårdt slag. 

Min tanke er, at man i ‘SISU’ søger at være så realistisk som muligt. Man lægger ikke skjul på noget. Jeg sad og måtte sige et udtalt ”av!”, da mange af filmens scener forekommer frygteligt beskidte, smertefulde, blodige og ser inficeret ud. Nogle af disse scener kunne muligvis fremstå stærkere ved kun visuelt at antyde en legemsbeskadigelse. Ser vi på den dramatiske og handlingsmættede flyvemaskine-scene, bliver det for urealistisk og fantasifuldt. Både til historien, dens omgivelser og årstallet, vi er i. Når det er sagt, frasiger det ikke scenen at være relevant og godt lavet. I min verden efterlader den et ønske om mere realisme og mindre Tom Cruise-action som i ‘Mission Impossible’. Det kunne man snildt have gjort noget ved i skriveprocessen, for Atami er en kreativ, hurtigtænkende og bomstærk mand. Det ville gøre filmen mindre Hollywood-agtig ved at lave denne scene mere nede på jorden og virkelighedsnær.  

En anden scene jeg tænker meget over, er scenen, jeg vil kalde ‘kvinderne med våben’. Scenen er, som jeg ser det, klart inspireret af Deadly Viper Assassination Squad i ‘Kill Bill’. Det er OK. Scenen kan for nogen være og opfattes som nationalistisk. Det afviser jeg ikke. Det kan sagtens blive en del af diskussionen. I denne kontekst og til filmen ‘SISU’ bliver det for mig ordene “sammenhold”, “hjælpende ånd” og “beskyttelse”, der sætter scenen i perspektiv. I den norske krigsfilm ‘Den 12. mann’ oplevede jeg noget lignende – en ring af forsvar omkring en landsmand, man har tillid til. Det er sådan, jeg vælger at forstå scenen.

Der er uden tvivl visse ting og scener, jeg sætter spørgsmålstegn ved i ‘SISU’. Det kan være for tydelige referencer til andre film eller være for fantastisk uladsiggørlig. Dette er filmens styrke og svaghed på samme tid. Men alt i alt var det en interessant filmoplevelse. Jeg så vidunderlige billeder af det finske Lapland. Vi har en karakter der fysisk og psykisk fremstår uudslettelig og beslutsom. Derfor lander jeg på fire meget store og flotte stjerner ud af seks mulige.