Måske troede jeg filmen ‘Ali & Ava’ ville være en intetsigende romantisk film, som man allerede kender fra Hollywood i en endeløs række. Heldigvis, forholder det sig anderledes, og filmen bidrager positivt med hensyn til musik, historie og skuespil. 

Normalt, når jeg tidligere har set denne form for film, har det meget ofte været en tand for rørende, sympatien ligger absolut hos den svage uden midler og så videre.  Jeg glemte faktisk dette føromtalte element under filmen. I stedet ser jeg film med en historie om to mennesker der finder hinanden, som må trodse sit eget ego, egen kulturelle baggrund, familien og samfundets syn på deres kærlighedsforhold. 

Hvor er det skønt, at man kan skrive og lave en film som har et sociokulturelt islæt, altså om dér mennesker og kulturen mødes og hvordan de indvirker på hinanden, der med sin realisme på en måde efterlader sit publikum i en afslappet og samtidig opløftet stemning.

Filminstruktør Clio Barnard har med sin film ‘Ali & Ava’ opnået flotte nomineringer og vundet flotte filmpriser. British Independent Film Awards anerkendte filmens mandlige protagonist med en vindende pris. Ikke mindst hæfter jeg mig ved, at de anerkender og lader filmen vinde under kategorien Best Music. Både skuespil og musikken vil jeg komme ind på senere i anmeldelsen.  

Ali (Adeel Akhtar) og Ava (Claire Rushbrook) er henholdsvis den mandlige og kvindelige protagonist. De bor og har deres liv i den engelske by Bradford. Han arbejder som vicevært om dagen, og er en passioneret musikelsker, der leger dj (for sig selv) i sin fritid. Han er vild med rock, pop og så videre. Hun arbejder som undervisningsassistent på en skole. Hun er vild med folk og countrymusik. Hendes familieliv er vigtigt, og noget hun må have styr på. De kender slet ikke hinanden, men en dag krydses deres livsbane.  Lynet slår hurtigt ned mellem dem. For hurtigt vil nogen påpege. Det er intet at gøre. Forbindelsen mellem Ali og Ava opstår uomtvisteligt. Den udvikler sig derefter gradvist og fordybes. Inden, der er skabt den rette balance mellem de to sjæles relation, skal de en del igennem.  Det omgivende miljø, samfund og familie ser ikke nødvendigvis konstruktivt på relationen, ligegyldigt hvad den viser sig at være. 

Skuespillet virker meget troværdigt.  Adeel Akhtar formår at portrættere en karakter, som er udadvendt og åben, der har megen energi der skal ud. Det fornemmer man ved hans sprog, og især på den måde han evner at være en ice breaker på i visse situationer. Claire Rushbrook som Ali er den mere indadvendte observerende type. Hun får med sit skuespil også en karakter frem der har en varm, og venlig personlighed, som er nem at fatte sympati for.  Skuespilkemien mellem dem er bestemt ikke til at tage fejl af. Den fungerer, og kommer ud igennem biograflærredet på en overbevisende måde.  

Musikken overraskede mig. Det gjorde den, fordi det blev spillet en genre musik, jeg slet ikke er til. Alligevel så jeg pointen med musikken, og min højre fod fandt hurtigt rytmen på 2 og 4 under disse numre. Musikken, som jeg ser det, spiller en central rolle i filmen. Den måde den bliver brugt på, får en betydning. Man skal se filmen for at få dette med sig, og selv danne en menig om hvordan musikken virker i filmen, hvis det interesserer én på et mere minutiøst plan. Ifølge denne filmseer forener musikken vores to protagonister på det personlige plan. Det er trods forskellig musikalske præferencer, noget de finder sammen om og en fælles rytme og fodslag. Musikken er også med til at skabe ro og mag i et møde som kunne ende meget galt. Skulle man påpege noget omkring musikken, kan det være, at det for nogen bliver for mange scener som viser ovenstående og derved for meget af det gode, hvor volumen er skruet op på alle måder. Som biografpublikum vil man måske blot bare klappe, danse og synge med. Alligevel tager musikken ikke fokus fra den romantiske kernehistorie, men understøtter den og det førnævnte symbolske, i min ydmyge optik. 

Ovenstående er min umiddelbare oplevelse af filmen, som jeg kun har set én gang. Det var, som man forstår en god filmoplevelse.  Jeg nød imod al forventning musikken, skuespillet fandt jeg ganske overbevisende. Historien tillod via romancen mellem Ali og Ava at komme ud over blot at være en karakterløs romantisk film. Den handler om noget, der er mere væsentlig end som så. Jeg så en film fyldt med hjertevarme og tiltrækningskraft der sikkert rammer mange på den ene eller anden måde.  Jeg kan kun give denne film en flot anbefaling og lade 5 stjerner lyse og glimte over den ud af 6 mulige.