Filmen ‘Amsterdam’ starter instruktør David O Russel underfundigt og i en munter tone med sætningen: “A lot of this actually happened.” På dansk og løst oversat bliver det til: “Meget af dette skete faktisk”. Heri ligger der et budskab om at filmen er kreativ, lavet for at underholde, såvel som den indeholder visse korrekte informationer. Samtidig er det også en indikation på, at filmens historie den ukendte hændelse fra 1933, som går under navnet “White House putsch” eller ”Business Plot” – bliver fortalt som et halvtosset, klovneagtigt komediespil – ellers ville sætningerne, filmen er baseret på, filmen er inspireret af, filmen er baseret på en sand historie have tonet frem.

I filmen møder vi vores tre protagonister. Christian Bale er Burt Berendsen, en krigsveteran som arbejder i New York som læge. Margot Robbie er Valerie Voze, som under første verdenskrig arbejder som sygeplejerske. Hendes kunsterhjerte får hende til at samle de metalstykker og splinter, hun tager ud af de sårede soldater. Johan David Washington er Harold Woodman, som har styr på det juridiske.

Disse tre mødes et sted i Europa. De tager til Amsterdam og danner et særligt og ubrydeligt venskab. Flere år senere i USA mødes de igen. Nu befinder de sig i en særlig situation. Meekins, en befalingsmand fra militæret Burt og Harold respekter højt, og dennes datter forsvinder fra denne jord under underlige omstændigheder. Burt og Harold må kæmpe for sandheden, da de er på listen over mistænkte hos politiet. Samtidig befinder de sig midt i en forfærdelig næsten ukendt tys-tys-affære i amerikansk historie.

Det positive med filmen er dens setting, kostumer og det filmiske. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på, da det fungerer glimrende.

Når det gælder skuespil, er vi i første omgang nødt til at se det passe til en komediefilm. Skuespillerne gør i min optik et fint stykke arbejde, når det kommer til at spille skør komedie. Uden at jeg tiltænker nogen af dem en gylden statue. Christian Bale får nogle sjove grimasser frem i flere scener. Under filmen sad jeg og tænkte på om han overspillede, eller om det blot er hans udtryk- tænkte også om det overhovedet var passende med disse skøre grimasser til karakteren han skulle portrættere. Min pointe er, at det fremstår klart og tydeligt som lystigt, og mange vil sikkert trække på smilebåndene. Mange af karaktererne er fremstillet halvskøre og klovneagtige i denne tragikomiske historie, der indeholder grinagtige scener.

Et spørgsmål der rejser sig, er, hvilken dagsorden ‘Amsterdam’ har? Ønsker den at være munter og humørfyldt skør – gemmer filmen sig bag alvorlige begivenheder og en stikpille til dagens politiske landskab og lumrende klima? Vil den det sidstnævnte, er det ikke lykkes at få balance i det alvorlige og morsomme for at kunne fortælle og kommentere på en ikke anklagende og docerende måde. Det bliver i hvert fald ikke en klar og tydelig morsom satirisk farce.

‘Amsterdam’ har i hvert fald mange karakterer at holde styr på. Måske kunne dette være en serie eller 2 til 3 film, så man lærte hele karaktergalleriet bedre at kende. Historien ville kunne finde et leje og få mere ro til at blive fortalt. Det er noget rodet at følge med i. Dialogen gør det ikke nemmere. Skuespillerne er hurtigtalende, dialogen kan være svær at få fat på her og nu, samt hvad det egentlig bliver sagt.

I en diskussion om filmen ‘Amsterdam’ må man angiveligt tale om, det morsomme og det ikke morsomme – måske diskutere og udvælge nogle enkelte scener, for at finde hvilken balance der er mellem det som er sjovt eller ej, og i den forbindelse komme ind på om, det er passende til historien med en sådan spøgefuldhed.

Med disse ord ender jeg på 4 meget små stjerner ud af 6 mulige.