Vi har set - Armand
Anmeldt af Ellen-KarinMyklebust
Filmen er visuelt betagende






Armand
‘Armand’ er skrevet og instrueret af den norsk fødte Halfdan Ullmann Tøndel. Han er søn af den norske forfatterinde Linn Ullmann. Hvilket betyder Liv Ullmann og Ingmar Bergmann er hans bedsteforældre. Blot for at sige han kommer fra en familie, der har bedrevet anerkendt kunst og lavet film, som man taler om den dag i dag. Instruktøren har 3 andre kortfilm på sit CV. Nogle kender måske ‘Fuglehjerter’, ‘Min Elskede Løper’ og ‘Fanny ’. ‘Armand’ er hans første længere spillefilm ifølge IMDb, og er Norges kandidat til Oscar uddelingen i 2025. Ikke at forglemme, så vandt filmen prisen Caméra d’Or på filmfestivalen i Cannes. Samtidig har den vundet og været nomineret til andre flotte filmpriser.
Filmens placering på diverse filmfestivaler og instruktørens familiehistorie, giver personligt en vis forventning til filmen, inden jeg sætter mig til rette i biografstolen. ‘Armand’ er for mig en film, som jeg synes har meget at byde på. Når det er sagt, stiller jeg mig undrende overfor visse ting.
Præmissen er et fantastisk udgangspunkt. Kort fortalt, møder vi Armands mor Elisabeth, som bliver spillet af Renate Reinsve, som mange husker fra ‘Verdens værste menneske’. Hun bliver indkaldt til møde på sin søns skole, fordi der er opstået en situation, man må forholde sig til. Under mødet kommer der mange skeletter frem fra skabet blandt de voksne, hvis historie på et eller andet plan er forbundet. Filmen igennem får vi aldrig konkretiseret, hvor alvorlig Armands handling har været. Diskussionen, pauserne og de voksnes dialog og attitude overfor hinanden udgør handlingen. Skoledrengen Armand selv er ikke med til mødet.
Som man forstår, har man et socialrealistisk udgangspunkt for ‘Armand’. Filmen er muligvis inspireret af den norske film ‘Barn’ fra 2019. Den handler også om noget alvorligt, der sker mellem to skolebørn. Pointen er ikke at sammenligne filmene. Jeg kom blot til at tænke på, at begge film handler om børn og voksne, så at sige.
I skriveprocessen til ‘Armand’ har man højst sandsynlig stillet sig spørgsmålet; hvordan fungerer, og hvor godt er landets skolevæsen? Hvordan takler og forstår de voksne en alvorlig situation, som sker mellem to børn? Filmens fokus er i og for sig lige på mål. Dog må jeg tilstå, jeg finder visse scener a parte, når man tager historiens kerne i betragtning. Lad os kalde disse scener kunstfærdige, som for mig står i høj kontrast til det socialrealistiske. Jeg bliver i tvivl om filmen kommer i mål med sit socialrealistiske forehavende – eller om man ønsker at lave en film med performancekunst – eller rettere hvorfor man har valgt begge dele. Naturligvis må man bruge skuespillernes eminente og absolutte talent der løber over himlen som stjerneskud. Muligvis har man tænkt, det giver en vis opbyggelse og forståelse af en given karakters måske excentricitet. Muligvis har man tænkt, at voksne og børn udspiller en slags teater over for hinanden i visse situationer – har svært ved at fortælle ind til benet om hvad der foregår – og derfor er det svært at blive forstået. Med det i tankerne, så ser jeg filmens scene i regnen i skolegården, som visuelt utrolig smuk og meget sigende og allerhøjst relevant for historien. Den giver mening, og fanger det hele meget flot.
Jeg forstår meget vel, hvorfor mange synes filmen fortjener stor opmærksomhed. Personligt oplever jeg to kontrasterende lag i filmen. Det socialrealistiske og det kunstfærdige. Denne sammensætning vil give større mening, den anden gang man ser filmen. Den adresserer et emne, som man som forældre må forholde sig til. Der er flotte skuespilpræstationer. Filmen er visuelt betagende, så jeg kvitterer med 4 store flotte stjerner ud af 6 mulige.
Titel: Armand
DK Titel: Armand
Karakter: 4 ud af 6 stjerner
Instruktør:Halfdan Ullmann Tøndel
Medvirkende: Renate Reinsve, Ellen Dorrit Petersen, Øystein Røger, Endre Hellestveit med flere.
Genre: Drama
Spilletid: 1t 57min
Premiere: 16. januar 2025