Back to Black

Sangene

Uden tvivl er Amy Winehouse en bemærkelsesværdig og strålende musikalsk personlighed. Hun fangede et kæmpe publikum med sin musik. Det har min respekt. Jeg er dog ikke fan af Amy Winhouse og hendes musik. Min holdning til Amy Winehouse kan derfor støde hardcore fans. Det er bestemt ikke min mening. Jeg appellerer blot til, at alle har ret til sin mening – den er der altid en baggrund for. Hun fanger mig ikke, med hendes vintagestil, selvom det normalt er en modestil jeg kan lide. Ej heller fanger hun mig med sit franskbrødshår, tatoveringer, og tyk katteeyeliner der forekommer ujævn og asymmetrisk, og som påført af en rystende hånd. Hendes stemme er for mig ingen stemme, jeg sætter mig ned og lytter til. Dybest set er der for mig en Billie Holiday-wannabe vibe omkring hende.

Alligevel gik jeg i biografen for en del år siden og ser dokumentaren ‘Amy’. Det gik op for mig, hvad hun er for en personlighed på godt og ondt. Det gik også op for mig, hvad hun ville rent musikalsk, hvad hun mente om det at være berømt kunstner og så videre. Lige præcis den del var spændende, og førte umiddelbart bagefter til en livlig samtale om filmen, musikken, sangene og sangerinden med mere.

Sidenhen har jeg hørt sange som ‘Rehab’ og ‘Back to Black’. Amys version af bandet ‘The Zutons’ sang ‘Valerie’, finder jeg interessant.

Netop sangene, som Amy Winehouse skrev, er en stor del af filmen ‘Back to Black’. Jeg er enig med instruktøren, at sangene bærer og fortæller Amys historie. Lytter man godt efter, kan man finde en god mening og baggrund for den enkelte sang. Her er den fiktive og kreative del, som man vælger at fortælle Amys historie med. Det er vellykket. Der, man understøtter film og billede med en stille jazzsang, fungerer også glimrende. Det underbygger sangerindens kærlighed til jazzmusikken og dens sange. Det giver god mening og sammenhæng.

En kærlighedshistorie

Dokumentaren Amy og filmen Back to Black har forskellig fokus. Nærværende film undersøger kærlighedsrelationen mellem Amy og Blake Fielder. Vi får historien lige fra de mødte hinanden i en pub i London til deres on and off forhold og deres forkærlighed for hårde stoffer – noget som forenede dem og skabte samhørighed mellem dem. Det viser sig også, at de begge har en tendens til at være selvdestruktive og påføre hinanden vold.  De var som besatte og afhængige af hinanden i den tid, Amy levede. Denne del bliver vist på en nok så sober måde i filmen.  Det er et valg – muligvis fordi der intet nyt er  under solen og for ikke at pensle det ud til yderligere ubehageligheder. Jeg er sikker på, at det dengang i realiteten var meget mere dramatisk, beskidt og blodigt.

En anden ting som får skærmtid, er Amys relation til hendes bedstemor Cynthia Winehouse spillet af Lesley Manville. Tydeligvis er hun en person, som Amy havde stor tiltro til og så op til. Man forstår, at Amy har stor kærlighed til sin bedstemor. Hun hører efter, hvad Cynthia siger, og tager det på sin vis til sig. Hun er tilsyneladende en stor kilde til inspiration for Amy i hendes ønske om at skrive musik og synge jazz. Det giver i hvert fald en indikation på en del af Amys musikalske baggrund.

Det jeg ønsker at vide mere om, er relationen mellem Amy og hendes forældre. Jeg har en idé om, at denne del af Amy Winehouses historie ville kunne sætte endnu skarpere lys på, hvem hun var, og hvorfra hun har sin musikalske baggrund.

Skuespillet og sangkundskaber

Marisa Abela spiller Amy Winehouse i filmen ‘Back to Black’. I min optik gør hun et fantastisk arbejde. Hun fanger min opmærksomhed, og indtager rummet i flere scener. Når jeg tænker på Amy Winehouses blikke i dokumentaren, og de blikke skuespillerinden præsterer i filmen, er det spot on.  Derfor har jeg intet imod at se hende portrættere den alt for tidligt afdøde sangerinde.

Fans har af forskellige grunde givet filmprojektet hård medfart siden det blev annonceret. Især sangdelen. Faktum er, at der ikke er lip-syncing. Marisa Abela synger selv alle sange i filmen. Nogle siger, at Marisa i det henseende yder en karaokeudgave af virkelighedens Amy. Nuvel. Skal jeg kommentere dette meget nøje og fornuftigt, skal jeg lytte til og studere sangene og stemmen et stykke tid for at danne mig en velfunderet mening, der er gangbar. Faktum er, at Amy Winehouses musikere sagde god for Marisa Abelas sang, som man kan læse i følgende link.

https://www.pearlanddean.com/marisa-abela-sings-beginning-to-end-in-amy-winehouse-biopic/

For mig er ‘Back to Black’- en slags biopic, som ikke helt er en biopic. Måske. Det er i hvert fald en kærlighedshistorie krydret af og med Amys livs lyse og mørke sider, hvilket gennemsyrer hendes sange. Lyrik og jazzmusiks inciterende rytmer danner historiens kreative ramme. Jeg for én bliver rørt af Amys historie – om et liv, der blev levet i overhalingsbanen.