Menu Luk

Billie

Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Fængslende, hudløst ærlig og kraftfuld dokumentar om Billie Holiday

Man kommer meget tæt på, og sandhederne er ikke til at løbe fra i denne gennemarbejde dokumentar om Billie Holiday. 

Hvem har ikke haft tanken som Tony Bennet, der spørger, hvorfor de store sangerinder og musikere går bort så tidligt. Her tilføjer jeg selv andre kendte og forkæmpere for en sag. Billie Holiday selv giver mig i denne dokumentar et plausibelt og meget konkret svar. Hun siger frit citeret, at det er nok, fordi vi prøver at leve hundrede dage i løbet af blot en dag.

De ord var til at tage at føle på. At det var et sådan liv Billie Holiday selv levede er heller ikke til at tage fejl af. Det viser dokumentaren med et fint gennemarbejdet narrativ.

Det er tydeligt, at der ligger mange timers arbejde på de forskellige fronter for at få filmen til at blive så fin og med et sandt billede af den store og anerkendte jazzsangerinde.

Udgangspunktet er lydoptagelser og tekster af Linda Lipnack Kuehl. Hun var en ung journalist der sidst i 60erne og op i 70erne satte sig for at skrive en udførlig bog om Billie Holiday. Det ledte hende til samtaler med kendte som ukendte mennesker der var tæt på Billie Holiday. Lindas egen skæbne kommer jeg tilbage til.

Lydoptagelserne er hudløst ærlige, og de går meget tæt på. Ordene er direkte og uden filter. Der er intet overladt til fantasien eller at læse mellem linjerne. Så uden at vide det, må Linda have haft en særlig evne til at få folk til at åbne op og tale frit fra leveren.

Med hensyn til stillbilleder og lydoptagelser har teknikere arbejdet, så det fremstår levende og klart og tydeligt. Historien lyder at visse stillbilleder og filmoptagelser er blevet farvelagt. Det har man gjort, da man mente, Billies mangesidige og komplekse karakter og liv bedst ville fremstå på den måde. I sort hvid ville man som filmseer i vor tid få en mindre nuanceret og fladere oplevelse, kan man sige. På den måde ønskede man at gøre filmen relaterbar og mere relevant for et nutidigt publikum.

Det er man kommet godt fra.

Filmens narrativ, valg af sange og musik, lydoptagelser, billeder og filmoptagelser er sat sammen, så man ikke kan lade være med at blive fanget af Billie Holidays historie. Hvilket vi alle ved, indeholdt forkærlighed for stoffer, sex og så videre. Samtidig ser og hører man også Billie synge visse sange, så man ikke undgår at blive rørt.  Det er velvalgt. Når det er sat sammen på denne måde, bliver det hele sat i perspektiv og leder til større forståelse for den ikoniske sangerinde. Så vi har en dokumentar, der bestemt er gennemarbejdet, og viser hvem Billie Holiday er.

Linda Lipnack Kuehls research og skriverier om Billie sætter sine spor i Lindas eget liv. Det forsøger man at flette ind i historien. Om det er vellykket eller ej må man selv bedømme. Der er måske visse paralleller mellem Billie og Lindas liv på et plan. Det kan diskuteres om, det er relevant at tage med. Jeg koger det ned og siger; Lindas liv blev åbenbart yderst påvirket af at arbejde med bogen om Billie. Det er tydeligt. Linda kom muligvis for tæt på – måske vidste hun for meget. Beklageligvis ender det under tragiske omstændigheder. Man kan kun gisne og tænke sig til hvordan og hvorledes.

‘Billie’ fanger, og fortæller på fineste måde om hendes liv og levned. Musikken, sangene og historie hænger fint sammen. Der er kælet for detaljer, og gjort det så nutidigt som muligt ved at farvelægge, for også at vise Billies kulørte personlighed. Vi hører til fulde, hvor indlevende og sensitivt Billie kan synge en sang. Filmen fortjener derfor 5 strålende stjerner ud af 6 mulige.

Trailer:

Title: Billie

Karakter: 5 ud af 6 stjerner

Instruktør: James Erskin

Medvirkende: Som dem selv Billie Holiday, Linda Lipnack Kuehl, Count Basie, Louis Amstrong og Tony Bennett med flere

Genre: Dokumentar, historie og biografi

Spilletid: 1t 38min

Premiere: 29. juli 2021