Menu Luk

Vi har set - Bønderne

Anmeldt af Ellen-KarinMyklebust

Filmen griber dig ganske enkelt visuelt. Tone for tone er musikken som et fængslende lydmaleri

Bønderne

Polsk film er mindre kendt i Danmark. På Netflix kan man sagtens finde et par underholdende film at fordrive tiden med. Det er sikkert og vist, at kvaliteten varierer blandt de titler, man kan vælge. For år tilbage kunne man i biografen se ‘La double vie de Véronique’ og Farve- trilogien ‘Bleu’, ‘Blanc’, ‘Rouge’ af den polske filminstruktør Krzysztof Kieślowski med musik af Zbigniew Preisner. I fjernsynet kunne man også følge med i ‘Dekalogen’, blot for at nævne en tungvægter indenfor polsk film.

I 2017 udkom DK Welchman og Hugh Welchman med ‘Loving Vincent’, som er filmen om den berømte maler Vincent van Gogh og hans malerier. Filmen er smuk og innovativt lavet som et oliemaleri, der giver liv og perspektiv til de berømte malerier. Filmen ‘Chlopi’, som på dansk bliver til ‘Bønderne’ af samme filmmagerduo kan man se i biograferne fra den 8. august 2024. Filmen har base i den Nobelprisvindende forfatter Wladyslaw Stanislaw Reymonts roman af samme navn.  Romanen er påbegyndt i 1897, og er færdiggjort i årene 1904 til 1909. Bogen kommer i fire dele, kan man læse sig til.  Jeg må indrømme, jeg ikke ved, hvilke dele der er udeladt og eventuelt lavet om på for, at det skal fungere på film. Dog forstår jeg, filmens struktur er den samme som bøgerne, som er Høsten, Vinteren, Våren og Sommeren. Her må jeg nævne, jeg ikke har set filmen fra 1973, men det vil være yderst interessant en dag at se den udgave også. 

Ikke desto mindre handler historien om den unge Jagna Paczesiówna (Kamila Urzedowska), som bor i landsbyen Lipce. Jagna er en smuk, slank og blond ungmø, som er ved at være gifteklar. Landsbyens mænd, gifte som ugifte, er ikke blege for at flirte og indrømme, at de gerne vil have omgang med hende. Jagna er en fri sjæl. Hun ønsker at leve et eget liv ud fra egne beslutninger. Hendes romantiske interesse er den ældre Antek (Robert Gulaczyk). Alligevel bliver Jagna af landsbyens koner og mænd presset ind i et ægteskab med den gamle storbonde Maciej Boryna (Mirosław Baka), som også er Anteks far. Det skaber en masse ubehagelige situationer, forviklinger, jalousidrama, fortrængt begær, og hævn i Lipce, da den billedskønne og attråværdige Jagna med ét er stedets førstedame. Det er ikke let for hverken den ene eller den anden.

Jagna er en kvinde med egen vilje og klare ord. Landsbyen er dog ikke på linje med hendes, skal vi sige moderne tankegang og kvindesyn, og det bøder hun kraftigt for, og hun må vise sig som en stærk kvinde. Koste hvad det vil i slag og skæbne. Temaet om kvinden der er selvstændigt tænkende, er et ultramoderne tema, som man diskuterer  den dag i dag. Det er positivt, at filmen fokuserer på det, samtidig med vi ser den tids liv i en lille landsby – et samfund med både religiøse og kulturelle værdier. Det giver historien relevans, og byder på noget at lære af og tidssvarende at debattere over kaffebordet.

Uundgåeligt må man sætte et par ord på musikken og det visuelle. Musikken kan jeg kun beskrive som vidunderlig, dramatisk og med et kulturelt islæt. Her er det især sangene, jeg tænker på. Det er smukt og værd at lytte til. Det visuelle er imponerende. For det første har det givet job til mange mennesker. For det andet, har man startet med at filme det hele som live-action. Derefter har man malet, så det hele ser ud som et maleri. Det tæller ca.130.000 billeder, som pr. frame har taget omkring 5 timer at male med oliemaling. Spørgsmålet er nu, hvorvidt det er passende at lave filmen på denne måde – eller om filmen vil stå stærkere optaget på normal vis. Uden tvivl er der  visse ubehagelige og voldelige scener, der bliver nemmere at følge med i og se på, som den fremstår nu. Det hele får også en slags drømmende og romantisk aura omkring sig. Jeg mener,  naturen og landskabet, folkedragterne, de gamle dages levevis og landsbyen får en klar hentydning til tiden vi befinder os i via malerierne – en svunden tid vi moderne mennesker muligvis har tendens til at romantisere. Ikke mindst giver formatet med oliemalerierne filmen og historien et kunstnerisk og æstetisk udtryk. Det er valgt, og er gennemført med et smagfuldt resultat. Især nogle scener er ualmindelige pittoreske og formfuldendte. Filmen griber dig ganske enkelt visuelt. Tone for tone er musikken som et fængslende lydmaleri.  

Det er mig umuligt andet end at give ‘Bønderne’ 5 maleriske og beundringsværdige stjerner ud af 6 mulige.

Titel: Chlopi

DK Titel: Bønderne

Karakter:  5 ud af 6 stjerner

Instruktør:  DK Welchman og Hugh Welchman

Medvirkende skuespillere: Kamila Urzedowska, Robert Gulaczyk, Miroslaw Baka, Sonia Mietielica  med flere.

Genre: Animation, Drama, History

Spilletid: 1t  54min 

Premiere: 8. august 2024