Menu Luk

Borgen: Riget,
Magten og Æren,
afsnit 2

Anmeldt af Lucas Frederic Bisgaard

Andet afsnit af Borgen lægger op til Nyborgs maskefald

Borgens fjerde sæson er nu for alvor sparket igang!

Birgitte Nyborg har altid været den ultimative idealist, udfordret men ikke fristet, af magtens kynisme. Men i Borgen: Riget, Magten og Ærens andet afsnit begynder vi at se en dyster udvikling hos Nyborg. Der er nemlig lagt op til et maskefald for den store idealist. Det er fornemt, hvordan den udvikling både bærer en naturlig karakterudvikling for Sidse Babbetts karakter, men også bærer en observation af den stigende kynisme, vi ser i dansk politik.

Idealisme og principper er noget, man mere har for kameraet og mikrofonernes skyld end for ens egen. Tag bare Inger Støjbergs tvesidede forsvar i instrukssagen i virkelighedens verden. Udenfor retssalen handlede det om pigerne, indenfor havde intet ulovligt gjort, fordi hun blot “kommunikerede politisk”, da hun udsendte en pressemeddelelse med en ulovlig instruks. En kynisme der er bred i dansk politik. Der har vores fiktive politiske univers i Borgen fulgt med.

Samtidig synes jeg, at udviklingen af fremstillingen af Grønland er yderst interessant. Ind kommer i dette afsnit en grønlandsk embedsmand, der er næsten endnu skarpere end vores danske embedsmand. Den arrogante holdning til Grønland, vi så tilbage i de gamle sæsoner af Borgen er forsvundet som dug for solen. Generelt vidner det om, at Borgen igen formår at følge med virkelighedens udvikling. Generelt er Borgen blevet en mere “politisk korrekt” verden, i lighed med virkelighedens verden. På godt og ondt, men mest på godt. Det får TV1s nye nyhedschef Katrine Fønsmark også at føle, da hun får en skideballe af generaldirektøren i ugens afsnit. Men det er hverken med fordømmelse eller det modsatte i øje, at Borgen behandler dette. En befrielse på et emne, der ellers er dybt polariseret i den generelle offentlige debat. Vi får også introduceret en større karakterbrist ved Nyborgs departementschef Rasmus, spillet af Magnus Millang. Han er nemlig Brøndbyfan. Men det kan han jo ikke gøre for. 

Nyborgs privatliv

Andet afsnit byder også på et kig ind i Birgittes privatliv, et privatliv hun længe har forsømt. Og selvom hun giver udtryk, for at være lykkelig over at kunne arbejde 24/7 uden private forpligtelser, begynder man at ane, at det måske ikke er helt sandt.

Borgens andet afsnit i denne omgang er dog meget et set-up afsnit. Karakterne begynder at positionere sig, vi aner hvor sæsonen skal hen. Det er selvfølgelig helt fair, men det gør også afsnittet lidt undervældende. Det er samtidig også et afsnit plaget af lidt for meget halvdårlig dialog og udvikling, der bliver lidt cheesy. Især den spirende romance, vi får introduceret i afsnittet, virker ikke helt naturligt, og lidt for fortænkt. Generelt er fortænkt et ord, der en anelse for godt beskriver dialogen en række lidt svage scener. Til gengæld synes jeg, at castet gør sit bedste for at bære os igennem. De ukendte grønlandske skuespillere er for mig et kæmpe lyspunkt. Især Nivi Pedersen i rollen som embedsmanden Emmy, og Svend Hardenberg som den grønlandske minister Hans. Sidstnævnte er jeg meget imponeret over at lære, ikke er professionel skuespiller, men grønlandsk embedsmand – nærmest castet til at spille sig selv. Han løser sin opgave, som halv-slesk politisk taktikker helt fremragende.

Andet afsnit er lidt tamt i forhold til første, men måske er det nødvendigt nok at bruge tid på nogle set-ups. Jeg er stadig meget optimistisk for resten af sæsonen.

Trailer:

Episodetitle: Pest eller kolera

Karakter: 4 ud af 6 stjerner

Hovedskaber: Adam Price

Medvirkende: Sidse Babett Knudsen, Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Boe Følsgaard.

Genre: Drama

Længde: 54 minutter

Dansk premiere: 20. februar 2022