Mange kan sikkert nikke genkendende til en aften, hvor man zapper rundt og finder Coming to America (1988). Den ser man, da den er lattervækkende og hjertevarm. Det er en film for hele familien, så at sige.  Bagefter sidder man med en feel good følelse, og har grinet lidt af de skøre indfald og jokes.  Filmen er charmerende og lystig. Det er derfor velfortjent den rates 7.0 på IMDb.

Det er for tidligt at sige noget om ratingen af Coming 2 America. Der skal gå yderligere noget tid og mange flere skal have rated filmen, inden et realistisk ratingtal vil vise sig.

Det skal ikke afholde denne filmseer at komme med et lille skriv om sin oplevelse af filmen.

Mange af karaktererne kender vi allerede. Vi har Eddie Murphy, kronprins af Zamunda, som bliver konge. I samme åndedrag skal vi ikke glemme karaktererne, Clarence, Saul og Randy Watson, som han også spiller. Ved hans side har vi Lisa (Shari Headley). 

Arsenio Hall er med som Semmi, og spiller som i den første film også karaktererne Morris, Reverend Browm og Baba.  

Der er flere. Skal de alle nævnes bliver listen lang.

Derfor er det vigtigere at få med sig, der er flere nye karakterer. Her vil jeg nævne Akeems tre døtre, som  er nogle fyrige piger, der blandt andet træner kampsport med deres far. De viser sig stærke og meget dygtige til dette.

Der sker det, at Zamundas regerende konge Jaffe Joffer (James Earl Jones) går bort. Dette viser man på en særpræget måde. Hvad man har villet med denne skæve måde at fortælle på, har jeg svært ved at sætte ord på. Måske er det, fordi man synes, det er en sjov måde at vise døden på. Måske er det for at vise en morsom og fjollet side af karakterens personlighed. Måske har man blot villet være så skør som muligt. Jeg skal i hvert fald se filmen mange gange, inden jeg helt forstår, hvorfor.

Hvor om alt er, Akeem skal nu træde i karakter som Zamundas nye konge. Det er ikke helt nemt, da han er hane blandt fire kvinder i sin egen lille familie. Som royal kræver det, at man får en søn, som tronens retmæssige arvtager. I Zamunda accepterer man ikke kvinder kan overtage regentpladsen og kongetronen.  

Fortvivl ikke…

Fra en shaman kommer der frem – Akeem har en uægte søn Lavelle (Jermaine Fowler) i Queens.

Ikke overraskende drager Akeem af sted for at hente Lavelle hjem til Zamunda. Nu opstår der forviklinger. Der er nogle traditionelle prøvelser Lavelle må igennem, for at vise sit værd som royal og sin personlige værdighed generelt.

Der skal nævnes Zamunda har et anstrengt forhold til nabolandet Nexdoria. Landets øverste, General Izzy  (Wesley Snipes ),vil have fred mellem de to lande gennem et giftermål.

Som man forstår, ved gensyn med de mange velkendte karakterer og de nye, er der lagt op til en historie, der kører på tilbageblik og lån fra første film. Det fungerer i og for sig. Spørgsmålet er om filmen forsøger at hente lettjente points på disse. Nu kunne jeg nævne flere. Jeg vil kun nævne én for ikke at afsløre for meget. Jeg ville ønske, der havde været mere Queens locations og en smule mere drama omkring det at finde en ukendt søn, netop der i Queens. Konge eller ej. Finder man en ukendt søn, er der meget i spil. Lige præcis det kunne have fået plads blot 5 til 10 minutter mere i filmen.

Yderligere kan man her argumentere, historien lader til at ville for meget. Der er mange lag. Den lander dog, og lader sig ikke skræmme af dens afrikanske rødder og savanne. Kvinderne, som tilsyneladende er glemt eller ikke respekteres, får en stærk position til sidst. Filmen viser trods alt, vi er i det 21.århundrede.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på titlen Coming 2 America, og sangen We are family som bliver sunget der til sidst.  Der runger en tanke i mit hoved omkring kulturforskelle, raceforskelle, forskellige personligheder og så videre – alt det møder hinanden og skal finde ud af en fredelig og fordragelig sameksistens. Om det er at overfortolke – muligvis – tanken kan jeg dog ikke sige mig fri for.  

Selve skuespillet vil jeg ikke som sådan komme ind på. Men Eddie Murphy, synes jeg gør en helt fin og charmerende figur – lige som i første film.

Musikken er blandet. Lige som min mening om de forskellige sange med mere der er valgt. Men der er en vis rytme og komik, i det som kommer frem. Det er både på den gode og den mere skøre måde. Mere er det ikke at sige om den sag.

Filmen fortjener nogle stjerner.  Det er en film som lægger sig lige over midten. Der er nogle lystige øjeblikke, historien lander ganske fint og OK, og Eddie Murphy fungerer glimrende i rollen som Akeem. Jeg giver filmen 4 solide og varmtlysende stjerner.