Menu Luk

Cruella

Anmeldt af Morten Kibsgaard

Hvis man sidder der ude og har overvejet at se den, så gør det. Emma Thompsons baronesse-karakter er måske nok den bedste originale antagonist/skurk, som Disney har skabt længe.

Disney har virkelig overgivet sig til Live-action universet, hvor de næsten genindspiller originalen en-til-en, men denne film er en umiddelbar fri fortolkning af Cruella-karakteren, som nok er bedst kendt fra 101 Dalmatiner.

Filmen handler om tilblivelsen af Cruella – hvordan Estella blev til Cruella. Men jeg vil faktisk også mene, efter at have set filmen, at den handler lige så meget om den rigtige “voksne”-Cruella. Men det skal jeg nok komme ind på senere.

Filmen starter med en fortælling om den helt unge Estella. Hvordan hun ikke passer ind nogen steder og bliver smidt ud af skolen, men faktisk stadig har sin mors opbakning. Kort efter Estella bliver smidt ud af skolen, sker der desværre en ulykke, der gør, at Estella skal leve på gaden sammen med andre gadebørn. Det er her vi møder to andre velkendte karakterer fra 101 Dalmatiner, nemlig Jasper og Horace.

De lever og bor sammen, og videre i historien ser vi også, at de fortsætter med at bo sammen som voksne. Men Estella brænder virkelig for at komme ud og lave kjoler, og ved et par snedige planer, ender det med at Estella får et job hos hendes store idol – Baronessen.

Baronessen er ved at bygge et mode-imperium op og er en af de mest “geniale” modedesignere, hvis man læser anmeldelserne. Hun er ekstrem magtfuld og ingen kan pille ved hendes status.

Men Estella opdager kort efter at have arbejdet for Baronessen i nogle dage, at hun faktisk ikke kan værdsætte Baronessen så højt. Hun begynder hvert fald at arbejde imod Baronessen, uden hendes viden om det. Så Estella begynder at gemme på hendes bedste kjoledesigns, og giver kun de næstbedste til Baronessen, og stille og roligt begynder forvandlingen fra Estella til Cruella, og resten af historien skal man se selv.

Angående min påstand om, at historien både handler om tilblivelsen og samtidig den rigtige “voksne”-Cruella, er nemlig fordi Baronessen virkelig er Cruella. Baronesse-karakteren er nemlig præcis sådan som Cruella-karakteren skal spilles som voksen og Emma Thompson nailer den. Hun er simpelthen fantastisk som Baronessen, og stjæler alle scener hun er med i. Ironisk nok som handlingen skrider frem – om hvem der stjæler scenen fra hvem.

Havde det ikke været for Emma Thompsons præstation, så var denne film aldrig blive en succes for Disney. Jo, Emma Stone spiller udmærket. Ifølge mig, så er det lidt til den overspillede  side til tider, hvor Emma Thompson virkelig får det “overspillede” til at virke naturligt. Så Emma Stone gør ikke det store for mig i denne film.

Alt i alt er skuespillet ret så fint, men uden tvivl, Emma Thompson er denne films helt store stjerne.

Noget der virkelig tog røven på mig ved denne film, var det fantastiske stykke CGI arbejde der er lavet på denne film. Der omkring 6-7 forskellige hunde med serien, der virkelig får skærmtid. Fælles for dem alle er, at de er computerlavet – og det kan nærmest ikke ses. Det er virkelig imponerende hvor troværdige de har formået at lave disse hunde. Det er kun nogle få steder, hvor man bemærker, at det er computerlavet, men det er mest fordi deres bevægelser er unaturlige.

Egentlig er denne film også meget mere voldsom end jeg regnede med, at den ville være. Det er ikke en film, jeg synes børn skal se med forældre. Der skal man nok være et lidt større barn – i hvert fald teenager.

Historien synes jeg er ret kedelig. Bevares jeg grinede nogle gange, men det er for det meste pga. Emma Thompsons karakter, som løfter de fleste scener. På et tidspunkt troede jeg at filmen var færdig. Jeg følte jeg havde set første, anden og tredje akt, men så starter der lige en fjerde akt. Det føles lidt som om, at den gerne vil presse to film sammen til en, for at vise hvor meget potentiale der er i karakteren. Men det trækker bare historien i langdrag, med alt for mange tvist her og der.

Tvisterne fra tredje og fjerde akt, burde virkelig have været slået sammen og derved have gjort filmen 20-30 min kortere. Historien holder virkelig ikke til mere end det.

Generelt føles historien som en teenager der er sur på sine forældre, og som løber rundt og smækker med døren. Forskellen er bare her, at fremmede rundt omkring hende elsker hvordan døren bliver smækket, mens hendes bedste venner ikke bryder sig om hendes udvikling. Men det ender de på en måde alligevel med at acceptere, selvom hun virkelig ikke er sød overfor dem mere. Deres venskab giver mindre og mindre mening. Kun holdt sammen af sorg.

Der er også flere elementer, hvor det bliver fuldstændig overdrevet i forhold til hvad der er muligt i virkeligheden, eller hvordan man burde skulle kunne gradbøje virkeligheden i dette filmunivers.

Så i bund og grund synes jeg ikke filmen har imponeret mig. Jeg synes der er et lang større potentiale i denne karakter, og ifølge mig, er det fuldstændig fejlagtigt at tage fat i hendes tilblivelse. Man burde i stedet fokusere på hvordan hun opbygger sit imperie. Hendes frem- og tilbagegang med hendes firma, og hvordan hun blev den mest magtfulde modedesigner. Men også hvor stærk hun er til at dyrke forretning, kontra mændene. På denne måde kunne man også have skabt en fantastisk nutidig fortælling om kvinde/mande-kampen, der ville føles naturlig.

Jeg kan derfor virkelig ikke snige mig højere op end 3 ud af 6 stjerner. Men jeg synes dog, at hvis man sidder der ude og har overvejet at se den, så gør det. Emma Thompsons baronesse-karakter er måske nok den bedste originale antagonist/skurk, som Disney har skabt længe.

Trailer:

Title: Cruella

Karakter: 3 ud af 6 stjerner

Instruktør: Craig Gillespie 

Medvirkende: Emma Stone, Emma Thompson, Joel Fry, Paul Walter Hauser, Mark Strong og John McCrea blandt flere

Genre: Krimi, komedie, drama

Spilletid: 2t og 14 min 

Premiere: 28. maj 2021