Inden man ser de Forbandede år 2, er det en fordel at se den første film for at være med på historien – hvilke personager vi har med at gøre, og hvad der sker med disse. Skulle man ikke have mulighed for det, så får vi et miniresume indtalt af Bodil Jørgensen. Det virker fint, og som filmseer var jeg glad for denne lille brush up service.   

Så historien fortsætter, hvor vi slap så at sige, og fortæller om hvad der sker med familien Skov, dens forældre, brødre og søster og husansatte. Anden Verdenskrigs hænger stadig truende over alles liv anno 1943. Familiesammenholdet er som i et bombenedfald sprængt sønder og sammen. 

Familiens overhoved, direktør og ejer af en elektronikfabrik Karl Skov (Jesper Christensen), som også producerer til den tyske overmagt, må sande det er ikke let at være en familiebeskytter og have samarbejdsvilje med de magtudøvende herrer. Det kan vise sig at give bagslag på flere planer, at gøre det man tror er rigtigt og efter bogen.

Eva Skov (Bodil Jørgensen) er fanget midt imellem faderen og de unges kamp. Der er ingen samling på familien, og tager derfor en beslutning helt for sig selv. Beslutningen er ikke nem, men nødvendig med hendes hjælpende gen som uddannet sygeplejerske. 

Der er familiens unge medlemmer.

Aksel (Mads Reuther) er kommet så langt ind i modstandskampen, og fører bevæbnet kamp mod den tyske overmagt. Valdemar (Sylvester Byder) ønsker livet som jazzmusiker med sin bror Knud (Lue Dittmann Støvelbæk). Begge undgår ikke at få ar på sjæl og krop og skæbne, da de alligevel frivilligt eller nødsaget må stå op for skrækregimet der hersker. Søsteren Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) er kommet hjem fra Norge. Hendes ægteskab med den tyske befalingsmand er slut. Hvordan, omverden nu ser hende som en tyskertøs, er ikke nemt at takle. Halvbror Michael (Gustav Dyekjær Giese) arbejder for tyskerne, og gør så godt han kan.  

Til sidst har vi familiens husansatte. Pernille Højmark som Annelise og hendes mand Aage (Steen Stig Lommer) undgår heller ikke at mærke krigens gribende og blodige klør på kroppen.

Som den opmærksomme nu forstår, er der rigtig mange karakterer og deres linje og plads i historien at følge med på. Nogle personers historie er mere spændende end andre, hvilket ikke er en overraskelse. De mange karakterer går desværre ud over min oplevelse af historien på en uhensigtsmæssig måde.  Der er alt for mange personer at holde styr på. Hvilket betyder, jeg ikke kommer til at kende den enkelte mere dybtgående. Måske skulle man i skriveprocessen have valgt to til fire mindre fremtrædende karakterer. Det som bliver sagt og givet omkring den enkelte, er fint, klart og tydeligt. Dog. Til historien og til denne biografgænger efterlader den et ønske. En ide var måske, man havde planlagt yderligere en eller to film i denne serie – eller ret og slet en miniserie. For historiens præmis er god og interessant, som sagtens kunne præciseres, forfines og videreudvikles.

Når det er sagt, havde jeg en udmærket oplevelse af filmen og fandt den ganske underholdende som vægtig og nærværende relevant.  Vi skal blot se mod øst og det store land for at forstå det.

Lad os et øjeblik tale om billedsiden. Den fungerer med hensyn til mørke billeder, hvor det er naturligt, og lyse og klare billeder, der kræver det. Visse steder er en scene vist noget abrupt. Altså, man har valgt at klippe hurtig videre til en anden del af historien. Det er lidt forstyrrende. Dog, er man lykkes med at få lavet nogle meget engagerende actionscener. Især i slutningen. Det var dramatisk, og jeg som publikum, ønskede at det måtte stoppe, så ingen skulle lide og blive såret.

Skuespillet kommer vi ikke uden om. Alle gjorde en fin og flot indsats. Specifikt vil jeg kun nævne en. Jesper Christensen, får klart og tydeligt frem en karakter som ser sit livsværk, beskytterrolle, lederrolle smuldre. Det ligger i kropssproget, visse fagter og måde at sige sin replik på. Det giver plus i bogen og mange flotte roser.

Filmen lander med en slutning, som jeg finder passende. Jeg er sikker på, mange som har oplevet Anden Verdenskrig, kan nikke genkendende til den følelse, som billede og scenen giver.

Der skal traditionen tro tilleles stjerner til filmen. Jeg ender på 4 monumentale stjerner ud af 6 mulige. De er placeret i de fire verdenshjørner for at kaste lys over verdens historie og vores nutid.