Menu Luk

De tre musketerer: D'Artagnan

Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Firkløveret fungerede med fin skuespilkemi. I hvert fald giver det noget ekstra til filmen og dens historie og karakterer, som jeg ikke har set i andre film………

I biografen så jeg reklame for ‘Les trois mousquetaires: D’Artagnan’. Øjeblikkeligt så filmen ud til at være underholdende. Der er fart over feltet, visuel leg med lys og mørke i en historisk setting og meget mere. Det er den franske filminstruktør Martin Bourboulon, der har haft travlt med lave filmen, som er i to dele. Næste film, der bærer titlen ‘Les trois mousquetaires: Milady’, er i postproduction, som man kan forvente at kunne se i biografen senere på året.     

Med det samme  må jeg indrømme, at jeg ikke har læst bogen ‘Les trois mousquetaires’ af den franske forfatter Alexandre Dumas (1802-1870). Ikke desto mindre er hans nævnte bog populær. Det har fået filmskabere og manuskriptforfattere til kameraet og tasterne gennem  tiderne. ‘Les trois mousquetaires: D’Artagnan’, er den nyeste version,  man kan tilføje listen. Nogle versioner vil helt naturligt falde i god eller dårlig smag.  Er man stor beundrer af historien eller går  op i  ,hvor tæt filmen læner sig op ad bogen,kan man dissekere filmene eller serierne  og argumentere  for om den enkelte version fungerer eller ej. Med interesse genså jeg Hollywood-versionerne fra 1993 og 2011. Det er ret interessant, hvad man har gjort med historien. Det viser blot, at Dumas har evnet at skrive en historie, som sætter kreativiteten i gang, som mange lader sig inspirere af til at lave en film.

Hvad kan historien, siden den stadig bliver nævnt, læst og filmatiseret?

Den unge D’Artagnan (François Civil) fra Gascogne er fyldt af handlekraft i sin kækhed og maskulinitet. Det eførste udfordring. Hændelsen sætter og drager ham ind i et virvar af mennesker og en politisk betændt situation.  Det er varslet krig og ødelæggelse, og Frankrigs fremtidsudsigter ser dystre ud. Guderne vil, at han sammen med tre andre tapre, frygtløse og heltemodige musketerer skal redde nations ære og magt.  Det bliver en rejse, hvor D’Artagnan møder romantik, venner og står over for en fjende, der ikke er til at stoppe. D’Artagnan oplevelse begiver ham ud på en livsrejse, som giver os n coming-of-age historie.

I denne anmeldelse vil jeg tillade mig at gøre enkle sammenligninger med andre film. Det vil jeg, da det er tankevækkende, hvor forskellige de er i stemning, skuespil også videre. En ting står fast; alle kendte versioner for mig byder på lyst sind og en vis falden på halen humor.  Er man til slapstick, er det versionen med Chris O’ Donnell som D’Artagnan fra 1993, man skal se. Filmen fra 2011, hvor Frederick Samson spiller Kongen Louis, byder også på humor, som får lattermusklerne i gang. Ikke mindst har man i den version forsøgt at lave det til en slags spionfilm, hvilket i sig selv er ganske amusant, som tilfører filmen en tvivlsom surrealisme, som højst sandsynligt er langt fra bogens  historie. Nærværende film er i starten, om man vil endnu mere subtil i sin humor.  Alligevel bevarer filmen en fremdrift og gå på mod trods alvor. Dette er et plus, og giver filmen kant og noget til karaktererne og deres personlighed.

‘Les trois mousquetaires: D’Artagnan’. byder på nogle flotte billeder, og kameraet leger med lys og mørke. Vi oplever det smukke franske landskab. Vi ser byens og datidens beskidte gader, stræder og beværtninger. Kostumerne er flot lavet i læder med bomuldsskjorter og filthatte. I denne film er der intet forskønnende eller grandiost og rent ved kostumerne eller musketererne. Hvis man befinder sig på hesteryg, i nærkampe eller fængselscelle med mere, bliver man hurtig snavset. Ens tøj, hår og skæg bliver smudsigt og fuld af daggammelt støv. Så forventer man musketererne rene og pæne med ret hår som i filmen fra 1993, bliver man skuffet. Man har valgt ikke at bruge den kendte blå musketeruniform. Det kan der være en pointe i. Jeg får i hvert fald en større fornemmelse af at befinde mig i det 17-århundrede, hvor renhed ikke kom let for.

Hvis man har læst og kender musketerernes udseende, personlighed og alder indgående, vil nogen påstå visse forbedringer til casting,  ville være ønskeligt. Det kan der være noget om. Nogle vil sige D’Artagnan skulle været spillet af en yngre skuespiller. Det at skuespilleren er lidt ældre giver blot karakteren karisma og mange lag i min optik. Der er kækhed, naivitet, at være dreng og samtidig blive en mand også videre. Mange vil også argumentere for, at man ikke har føjet sig efter de andre musketerers rette alder. Det vil jeg heller ikke gå i rette med. Min tanke er, at man i castingen, har fundet skuespillere, som har kunnet fremvise de kvaliteter, man ønskede til den enkelte karakter. Derefter har man set, at firkløveret fungerede med fin skuespilkemi. I hvert fald giver det noget ekstra til filmen og dens historie og karakterer, som jeg ikke har set i andre film.

Så alt i alt var jeg underholdt. Det visuelle faldt i min smag, og jeg kunne lide skuespillet. Historien er skrevet med fremdrift, der er nogle hårde og ubændige nærkampe med kårde, samt nogle lattervækkende momenter her og der. Filmen får temaer som ære, broderskab, venskab og forræderi meget fint frem. Det gør den aktuel og derved eviggyldig. Jeg er på den positive side, da denne version af historien om de tre musketerer er den bedste jeg har set indtil videre. Jeg ender først på 4,5 stjerner til filmen, men runder op til 5 ud af 6 mulige stjerner.

Trailer:

Title: De tre musketerer: D’Artagnan

Karakter: 5 ud af 6 stjerner

Instruktør: Martin Bourboulon

Medvirkende: François Civil, Vincent Cassel, Romain Duris, Pio Marmaïthos, Eva Green mfl.

Genre: Action Adventure History 

Spilletid: 2t 1m

Premiere: 08. juni 2023

Ellen-Karin Myklebust

Skribent