En fredag aften, og man gerne vil underholdes, er det skønt at sidde i biografen og lade sig forføre af smukke farverige billeder af landskaber og omgivelser. I ‘Døden på Nilen’ er kostumerne smukke og flotte. Musikken er både sorgfuld og sorgløs og fortalte om kærlighed på samme tid. Opklaringen af forbrydelsen foregår som i en bunke tråde af synapser, der skal finde sammen til et kæmpe blend af sandheder. Hvilket åbenbart er typisk for en Agatha Christie historie.

For mig er der kommet et punkt i min interesse for film, hvor jeg ikke aner om det er en god ide at se en original/tidligere version af en film eller læse den bog filmen eventuelt er baseret på. Nogle gange ser man en film og kun filmen uden videre kendskab til dens baggrund med mere. Hvis man har sit fuldtidsarbejde og skriver ved siden af, så når man måske ikke at forberede sig med læsning af bog – måske har man ikke adgang til tidligere og ældre film, inden man skal se en tidssvarende nutidig version af en given film. Derfor kan jeg personligt blive træt af sammenligninger og bedømmelse af om den ene eller anden film er bedre end den anden – om bogen er bedre end filmen også videre. For dybest set har jeg det bedre med at se en film på dens egne præmisser. Når det er sagt, kan jeg selv måske slet ikke lade være med at nævne, tidligere film eller referencer. På den måde kan man i en anmeldelse komme ind på om der forekommer mangler eller tilføjelser, som er værd at nævne. Når alt kommer til alt, er en film en film – og det jeg siger er, at alle ser en film ud fra forskellige forudsætninger, med forskellige briller og perspektiver.

Det samme gælder for en filmmager i min optik. Tiden bestemmer de forskellig tekniske muligheder og skuespillere at gøre brug af. Derfor vælger jeg i denne anmeldelse kun at fokusere på filmen ‘Døden på Nilen’, som den fremstår i moderne version med premieredato i Danmark 10-02-2022.

Selve historien er fortalt i et ujævnt tempo. Med det mener jeg, vi får en Poirots forhistorie, vi har en lang optakt til at komme om bord på selve båden, til sidst i et mere adstadigt tempo får vi sandhederne på bordet og morderen afsløret. Det er nærmest som et skævt opbygget klassisk stykke musik med satser i forskellige tempi. For at blive ved musikken et kort øjeblik, finder jeg blues er en velvalgt genre. Musikken bliver brugt i filmen på en naturlig og inkluderende måde. Ikke kun som baggrund og understøttende til en scene. Denne filmseer måtte lige vippe foden og følge rytmen.

Angående Hercule Poirots (Kenneth Branagh) forhistorie, ser jeg en pointe og en slags poetisk afslutning på det hele. Den giver mig en side af og udvikling i karakteren. Det er flot og godt tænkt. Spørgsmålet er om, det er overflødigt, og et forsøg på at det skal være mere karakterdrevet en der er brug for. Højst sandsynlig. Det er egentlig ganske OK. Dog går det ud over nogle af fortællingens andre karakterer og/eller opbygning af deres eller vedkommendes historie. Jeg manglede i hvert fald i filmen en sekvens eller to som kunne give mig en bedre introduktion til, hvorfor to af karaktererne i den grad blev draget mod hinanden ”personligt” – eller i hvert fald hvorfor den sensuelle spænding kommer for dagen. Så her vil jeg nok argumentere for, at historien i sig selv efter alt at sige, giver et alt for stort ensemble, man skal fortælle om i en film, som ikke må blive for lang.

Skuespillet kunne jeg sagtens forene mig med, og jeg var overbevist undtagen i en scene. Den kommer jeg tilbage til. For mig er Kenneth Branaghs måde at spille Poirot på, et billede på en mand der har mistet kærlighed, som kommer videre efter velovervejet tanke omkring at blive sat på plads af en anden karakter. Samtidig er det observerende som detektiv meget overbevisende. Jeg må sige, han er nok den eneste skuespiller, som rent faktisk kan overbevise mig i en grædescene. Det er virkelig til UG med flere plusser. Det samme kan jeg desværre ikke sige om Armand Hammer, som spiller Simon Doyle. Hans grædescene var utroværdig. Der skal dog siges, den startede dårligt men blev bedre. I samme åndedrag vil jeg sige Gal Gadot er rigtig casted til rollen som Linnet Ridgeway. Hun udstråler en slags rigdom og magnetisme som er en af årsagerne til hele miseren. Man får hendes talenter frem på den måde. Det er ingen skuespil og mimik. Det passer godt til hende. Se blot scenen hvordan hun kommer ned af trappen. Det var forfriskende at se Gal Gadot i en anden rolle end hendes nok mest kendte som Wonder Woman. Hun får af mig mange roser og energisk applaus – fordi hun får en udmærket kemi frem med Armand Hammer – især med tanke på de frygtelige rygter, og det der er sket i hans karriere og livsspor.

Slutteligt må og skal der jo udgives stjerner. Jeg nød det visuelle – billedmaterialet stråler af farver og æstetisk sans, musikken gav lyst til at danse i takt, historien efterlader en mangel i min verden, og havde for mange karakterer, skuespillet var fint og flot. Jeg ender på 3 meget store stjerner der med varme og æstetisk sans glimrer sølv og guld over Nilens smukke vand og omgivelser.