I min anmeldelse af første spillefilm Downton Abbey skriver jeg: ”Så er du i humør til engelsk fornemhed, post-edwariansk fornemmelse og britisk engelsk – så er det filmen du skal se.” Jeg må advare, man kan blive så fanget i denne verden, at man efter filmen bare må se første film en gang til – eller begynde at se serien. Måske for første gang, eller for hvilken som helst gang. Alligevel, ‘Downton Abbey: En Ny Æra’ kan man sagtens se uden at have set serie og første film.

Når det er sagt, hælder jeg stadig til mit argument om, at filmen er lavet for Downton Abbey fans. Hvilket også nærværende film ej heller kan sige sig fri af.  Hvorom alting er, filmen ‘Downton Abbey: En Ny Æra’ er skøn, hjertevarm og underholdende og værd at se for dedikerede fans og andre ikke kendere.  

Downton Abbey er dette pragtfulde slot. Familien Crawley og deres tjenerstab bor der, og livet udspiller sig både upstairs og downstairs. Lady Mary (Michelle Dockery) som er familiens ledende kraft, må sande slottet trænger til en renoveringsrunde visse steder. Taget viser sig at være utæt. På loftet må man sætte spande og kar op, så regnvandet ikke skal ødelægge og trænge yderligere ned gennem slottes gulve og brædder. Hvis det skal laves, må man låne en betydelig sum penge i banken eller skaffe dem på anden lovlig kreativ måde. Derfor er det belejligt og kærkomment, da et amerikansk filmhold med familiens forlov ønsker at bruge hus og område til filmoptagelse og betale klækkeligt for det. Det er ikke noget alle i familien billiger. Det falder på ingen måde i tråd med liv og levned i det fine engelske miljø bestående af Lords og Ladys, mener de. Nu starter familiens medlemmer at parlamentere frem og tilbage, hvor pengeargumentet ikke overraskende i den sidste ende vinder. Samtidig kommer det for dagen, at enkegrevinden Lady Violet (Maggie Smith) har fået en villa i det sydlige Frankrig. Dette skaber forvirring, total røre i andedammen og spørgsmål til de reelle familierelationer. En del af familien og tjenerstab tager til Frankrig. Resten forbliver på Downton, og de er begejstrede for at have en berømt skuespillerinde, skuespiller og et filmhold i huset.  Som dagen er lang og uden forundring, viser det sig, at tjenerskabet og Lady Mary at være guld værd for slottet og familien.

Der, hvor jeg finder denne films styrke, er evnen til klart og tydeligt at få alle karakterer på banen. Det er også en styrke familien Crawley, som er en del af det engelske upper class, omfavner og tillader et blend mellem underholdningslivet og det finere rigmandsliv. Det engelske og forfinede crasher med Hollywoods/ den amerikanske og dekadente kultur, og lander fint i historien i min optik. Og noget af det første jeg tænkte og sagde efter filmen, var at slutningen, er fin og stærk og ikke til at tage fejl af. Samtidig giver det titlen ‘Downton Abbey: En Ny Æra’ fuldstændig god mening.

Der, hvor jeg finder en svaghed, er det at filmen synes at være film kun for fans. Der er mange karakterer at lære at kende, og holde styr på. Hvilket man godt kan med lidt fantasi og snak med andre indgående kendere af Downton Abbey. Manuskriptforfatter Julian Fellowes bliver også kritiseret for at hylde sig selv og eget gennembrud med Gosford Park. I samme åndedrag kritiseres visse plot ting at være alt for tydelig inspireret af andre film, og derved en smule forudsigelig. I alle fald kan man ikke undslå sig et øjeblik, at Downton Abbey er rendyrket hjertelig familie underholdning.

Der er noget fascinerende og betagende over karaktererne, musikken, slottet, det grønne engelske landskab, kostumerne og ikke mindst en film med et sprog uden banden. Det er virkelig forfriskende. Det er på en måde tryllebindende, da man bliver sat hen i en verden og tidsperiode ikke voldsomt lang tid før vores egen tid. Det er underholdende og ikke mindst spændende med en familiehistorie. Der er noget trygt og genkendeligt over det, som alle kan relatere til. Det er et plus, når det lykkes at skrive en historie og filme en film på 2 timer, som i den grad giver alle karakterer nødvendig skærmtid, og ender historien på en absolut fin, solid eller livslang måde, om man vil. Jeg er på 4,5 stjerner. Jeg runder op til 5 små og glitrende stjerner ud af 6 mulige, da filmens underholdningsværdi ikke er til at tage fejl af.