Drømme

‘Drømme’ er anden film af Johan Haugerud i filmserien (Sex) – (Drømme)- (Kærlighed). Alle tre film foregår i Oslo. Hovedlinjen er karakterer, der søger og higer efter deres autentiske selv for at kunne leve et liv bramfrit og naturligt som dem selv.

I‘ Drømme’ er vi på et gymnasium i Oslo, hvor Johanna (Selome Emnetu) starter som fransklærer. I klassen går Johanne, som bliver spillet af Ella Øverbye. Hun bliver betaget, og det at betragte den nye lærerindens smukke brune hud, de farverige og smukt strikkede trøjer vækker noget i hende. Johann får øjnene op for helt nye sider af sig selv. Det bedste hun kan, det er at fatte skrivepennen. Det som bliver fældet ned på papiret, handler om de følelser der rumsterer i hende, og det Johanna vækker i hende. Forelskelsen er ikke til at tage fejl af. Johannes intention er, at hendes tekst i første omgang blot er til for at fastholde momentet. Men en dag viser hun det til sin mormor Karin, som bliver spillet af Anne Marit Jacobsen. Hun læser med sine forfatterbriller, og hun finder, der er litterær kvalitet i Johannes tekst. Det får også mormoren til at vise det til Johannes mor Kristin (Ane Dahl Torp). Teksten sætter forskellige diskussioner i gang i den lille familie, som giver karaktererne en mulighed for at se på dem selv med ærlige øjne. Ikke mindst bliver Johannes tekst udgivet med hjælp af mormorens redaktør.

Under filmen kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor mange skjulte følelser et menneske egentlig bærer rundt på – ting som man ikke engang deler med sin bedste ven – eller den man bedst betror sig til. Jeg reflekterede også over, hvilken hårfin grænse der er mellem drømme og virkelighed. Johanne i filmen vælger at skrive sig ud af det for at finde et fodfæste som ung teenagepige i gymnasiet. Det at skrive er en måde at få styr på sindet, tanker og drømme, og hvordan virkeligheden egentlig er. På den måde har ‘Drømme’ et glimrende narrativ, som viser en ung piges vej til at finde ud af, hvem hun er på det personlige og seksuelle område, og hvordan hun bliver opmærksom på, hvad der er drøm og virkelighed. ‘Drømme’ er et fremragende eksempel på udforskning af et menneskelig følelsesliv og omstændighed. Alt sammen er vist og fortalt på en måde, så man nemt kan relatere til det – for et tema som identitet og begær er alt sammen en del af den menneskelige oplevelse – noget vi på en eller anden måde alle sammen oplever – måske især når man som ung, uanset livsomstændighed, skal finde et ståsted og hvilepunkt i sin personlighed på livets mange områder. Hele filmen virker autentisk, troværdig og åbenhjertelig, hvilket giver den mange stjerner i bogen.

Dialogen finder jeg interessant. Den er reflekterende, berører følelseslivet, giver et glimrende indblik i de forskellige karakterer. Den er til tider dramatisk, og stiller samtidig spørgsmål, der får seeren til at fastholde sit engagement i filmen. Se bare scenen med mormoren og moren der gå tur i skoven- scenen med Johanna og moren og mormoren – og scenen med mormoren og hendes redaktør der er på vej op ad en stejl trappe. Jeg finder dialogen velformuelet og artikuleret. Der er til tider en voice over, som fungerer fint. Den bliver aldrig forstyrrende eller for afslørende.  I samme åndedrag vil jeg sige at Ella Øverbye spiller sin rolle og formidler karakterens situation på en ligefrem måde. 

Det som gør filmen spændende for mig, det er temaet identitet, drømme versus virkelighed, og det at et stykke tekst ud fra det kan have litterær kvalitet. Filmen fortjener 5 blinkende stjerner ud af 6 mulige.