Drømmemanden (Ich bin dein mensch) måtte jeg bare skrive om. Den havde premiere i sidste uge, og der er stadig mulighed for at se den i en del danske biografer.

Det er nogle ting jeg kom til at tænke på undervejs i filmen. Det første er blot, hvis man kunne lide filmene ‘Ex Machina’ og ‘HER’, så vil man efter al sandsynlighed kunne lide nærværende film. Her befinder vi os i en nær fremtid – det handler om kærlighed – der er sci-fi-elementet med en AI, altså en kunstig intelligens, og interaktionen og kærlighed mellem et menneske og denne – det filosofiske er således også med. Hvilket i sig selv er vældig interessant, som indbyder til eftertænksomhed og reel kontemplation. Disse ligheder er ikke til at tage fejl af.

Det andet jeg kom til at tænke på, er titlen ‘Ich bin dein Mensch’. I den forbindelse er det relevant at nævne Maria Schraders, som er filmens instruktør. Hun har med Jan Schomburg skrevet manuskriptet, hvilket er baseret på motiver fra novellen af samme navn skrevet af Emma Braslavsky. Den udkom i 2019 i antologien ‘2029 – Geschichten von morgen’. Hvis man oversætter ‘Ich bin dein Mensch’ nogenlunde direkte til dansk, bliver det, ”Jeg er din person”.  Så den vakse opdager afvigelsen fra den internationale titel ‘I’m your man’ og den danske ‘Drømmemanden.’ Titlerne er på sin vis ganske fine, men giver anledning til diskussion. Efter at have set filmen, må jeg sige den originale titel eller en mere direkte oversættelse af denne ville have været mere passende. Den originale titel rammer flere facetter af historien. Det opnår man ikke med de to afvigende titler. Det får en anden del af historien med, ja, for mig bare ikke én også essentiel del af denne films historie. Derfor ville jeg have foretrukket, at man ville være tro overfor den originale titel for også at fange historien/filmens filosofiske tema, som i den grad hører hjemme i sci-f-genren.  Når man kommer væk fra den egentlige titel, så taber man omtalte del, det både i den (engelske) internationale og danske titel.  

Kort fortalt møder vi en kvindelig forsker Alma (Maren Eggert). Hun har behov for penge til sit videnskabelige forskningsprojekt. Derfor indvilger hun i at indgå i et eksperiment. Det går ud på, at hun i tre uger skal bo med en mandlig humanoid -eller en AI.  Altså en robot der er menneskelig, rent fysisk og intelligensmæssigt. Denne rolle bliver spillet af Dan Stevens. Denne AI er designet til at kunne være hendes perfekte partner i livet og kærligheden. Ikke overraskende sker der noget i løbet af de tre uger. Alt giver vores kvindelige hovedperson anledning til tanker og oplevelse af sig selv, sin ensomhed, menneske versus en humanoid – alt imens hun har sit familieliv og arbejde, som ikke er uden udfordringer.

Filmen er en film efter mit hoved. Sci-fi, fantasy med en historie der ikke kun underholder, grundet dens til tider ganske morsomme scener, men også med en historie om kærlighed og ikke mindst temaet menneske versus humanoid i det henseende. Flere steder grinede jeg og det andet biografpublikum under samme scener. Der blev stille i salen, de gange filmen gav stof at reflektere over. Filmen udforsker viden om teknik, videnskab – lykke og kærlighed, og hvilken betydning det har, hvor den stammer fra.

Det visuelle er passende til tiden filmen er sat i, se blot det let genkendelige futuristiske (især by og bygninger) visse steder, men som ikke er langt fra vores egen verden. Musikken er velvalgt og understøtter det dramatiske mere og mere intenst. Skuespillet er der intet at komme efter.

Traditionen tro skal der kastes stjerner ned over filmen. Jeg var underholdt, og gik fra biografen med noget at tænke over i en fin balance. Herfra får den en perlerække af 5 små glimtende stjerner ud af 6 mulige.