Menu Luk

Druk

Anmeldt af Nanna Hjorslev

“Druk” er en både humoristisk, rørende og tankevækkende film, der gemmer på mange små og vigtige budskaber om livet

Resume

Fire gymnasielærere og venner beslutter sig for, at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Teorien lyder, at alkohol i blodet åbner sindet for omverdenen og får kreativiteten til at stige. Resultatet er opsigtsvækkende. Både undervisningen og resultaterne løfter sig, og vennerne begynder for alvor at mærke livet igen. I takt med, at genstandene ryger indenbords, skrider eksperimentet fremad for nogen, og af sporet for andre. Det bliver tydeligt, at alkohol kan skabe store resultater, men også at den slags vovemod kan have konsekvenser. -Nordisk film distribution. All rights reserved

Anmeldelse

“Danskernes druk slår endnu en gang rekord: ‘Vi har en beruselseskultur frem for en nydelseskultur” – B.T. , Heidi Pedersen.

I Danmark er vi særligt kendte for vores vanvittige Drukkultur.

Nu kommer Thomas Vinterbergs film “Druk”, som sætter spørgsmålstegn ved den danske drukkultur.

EN HYLDEST TIL LIVET

YAY! En ny dansk komediefilm? Selv havde jeg glædet mig til at skulle se druk pga. dens komiske tilgang til den danske drukkultur. Jeg havde dog i mente at “Druk” nok ikke ville være mere end det, men jeg tog godt og vel fejl.

“Druk” er en både humoristisk, rørende og tankevækkende film, der gemmer på mange små og vigtige budskaber om livet. Selvom filmen på mange måder er en hyldest til den danske drukkultur, kommer den også vidt rundt omkring alkohol og dens både positive og negative konsekvenser.

Man kan på må og få sige at filmen starter som en hyldest til alkoholen, men slutter med at være en hyldest til livet.

© Nordisk Film. Druk, en film af Thomas Vinterberg. Foto: Henrik Ohsten

En fremragende skuespiller præsentation

Mads Mikkelsen, Lars Ranthe, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen spiller alle fænomenalt. Vi køber fuldstændigt at de fire herre er fulde og kan tydeligt se forskel alt efter, hvor høj en promille de har. Og de spiller mesterligt overfor hinanden.

Vi møder fire mænd, der alle er trætte af det kedelige ensartede liv. Da den ene, Nikolaj, introducerer de tre andre for en teori der lyder på, at mennesket er født med en halv promille for lidt, sætter det gang i tankerne og de beslutter sig for at teste teorien.

Alkoholen gør dem alle gladere og modigere. De beslutter sig derfor for at gå op på en endnu højere promille. De problemer de før havde i hverdagen forsvinder langsomt i takt med indtagelsen af alkoholen. Men da de vælger at teste teorien på den maximale promille, falder glansbilledet fra hinanden…

De fire mænd får ført os gennem hele følelseregistret i løbet af den knap 2t lange film.

Filmen er inddelt i 3 dele.
1. En promille på 0,5
2. En promille på 1,0
3. Den maximale promille.


Dette fungerer enormt godt. Det giver filmen en struktur, enkelthed og mening. Sammen med filmens enorme forbrug af referencer og metaforer gøres det klart at intet er efterladt til tilfældigheden i denne film. Og det er måske netop derfor filmen er udtaget til de store festivaler, heriblandt Cannes.

Filmens soundtrack “What A Life” skrevet og sunget af Scarlet Pleasure passer desuden perfekt til filmens temaer og stemning.

“Druk” er en film af Thomas Vinterberg til hans datter, Ida Vinterberg. Hun mistede sidste år livet i en tragisk trafik ulykke.

I et interview for DR, fortæller Thomas Vinterberg:

“Jeg lovede mig selv at gøre mit bedste for at løfte den til ikke bare en legende bagatel, men til at være livsbekræftende, for det synes jeg, vi skyldte Ida.”

Dette må siges at være lykkedes. Filmen efterlader dens seere bevidste om alkoholens mange sider, men vigtigst af alt – godt klædt på til at gå ud og leve livet. En særdeles livsbekræftende og underholdende film.

Trailer:

Title: Druk

Karakter: 5 ud af 6 stjerner

Instruktør: Thomas Vinterberg

Medvirkende: Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe, Magnus Millang

Genre: Drama

Spilletid:  1 t. 55 m

Premiere: 24. september 2020