Imens Denis Villeneuve endnu blot var en dreng, som sad på sit værelse og tegnede storyboards til den ‘Dune’-filmatisering han drømte om at lave når han blev stor, forsøgte og fejlede den syrede chilenske instruktør Jodorowsky i hans bestræbelser på at virkeliggøre Frank Herberts udødelige science fiction romanklassiker, på det store lærred. Da Villeneuve var en stor teenager prøvede David Lynch at genoplive historien på vanligt kunstneriske Lynch-facon. Resultatet var en undervældende oplevelse, optaget af alt andet end den centrale fortælling i Herberts bogunivers. Og så gik tiden. Der gik 10, 20 og sågar 30 år. ‘Dune’ synes som en umulig størrelse at tackle og henlå som en af de store fortællinger hvis filmatisering ikke lod sig gøre. I mellemtiden var Denis blevet en voksen mand, med flere succesfulde film under bæltet. Da han først med filmen ‘Arrival’ og dernæst ‘Blade Runner 2049’ for alvor fik taget hul på science fiction fortællingerne vidste han – som han selv sagde det – at “han var kommet hjem”. Men drengen der tegnede storyboards på sit børneværelse rumsterede stadig i baghovedet på Villeneuve, og måske var tiden endelig inde til at tage hul på netop det kapitel af sin karriere som bedst kunne betegnes som “drengedrømmen”. Måske tiden var inde til en ny filmatisering af ‘Dune’.

Intet mindre end 37 år skulle der gå før verdenen endnu engang blev præsenteret for en filmatisering af det science fiction værk, som er for sci-fi hvad Tolkien er for fantasy. At der desuden kom en pandemi oven i, udskød blot pinen yderligere, men d.16. september kunne danske biografer langt om længe blænde op for Villeneuves sandblæste rum opera. Komplet med nogle af tidens største navne i Hollywood og en teknisk formåen som næsten ingen anden instruktør kan hamle op med, inviterer Denis Villeneuve os ind i et univers af gigantiske proportioner, interstellar storpolitik og magiske verdener. 

Året er 10191 og menneskeheden har spredt sig til planeter over hele galaksen. Dette vidtstrakte menneskelige imperium er styret af en Kejser og en række adelige familier. Heriblandt Atreides-familien som foruden at huse Grev Leo Atreides, spillet af en stoisk men intenst spændende Oscar Isaac, og hans konkubine Jessica, spillet ligeledes interessant af Rebecca Ferguson. Sammen har de sønnen Paul, afbilledet af en af tidens største talenter, Timothée Chalamet, som foruden at være arvtager for Atreides-slægten også er hemmeligt trænet i sin moders mystiske sekt, Bene Gesserits, veje. Målet med træningen er at fremavle den mytiske “Kwisatz Haderach” som med sit komme vil indvarsle en ny tid. En messias om man vil.

Foruden Atreides-familien, findes også den brutale Harkonnen-familie. De regerer nådesløst over ørkenplaneten Arrakis, som er hjemsted for det indfødte Fremen-folk, men også det såkaldte “spice”; et bevidsthedsudvidende stof som gør rumrejse muligt, og dermed er en yderst dyrebar og ikke mindst lukrativ forretning for imperiet. Da Kejseren imidlertid beslutter sig for at overlade “spice”-forretningen til Atreides-familien frem for Harkonnen-familien, må greven, hans konkubine og unge søn drage til Arrakis’ ørken for at udføre Kejserens befaling.

Ved Atreides-familiens ankomst udpeges sønnen Paul af Fremen-folket, til at være deres sagnomspundne frelser, og opfylder således en profeti, plantet af Bene Gesserit-søstrene mange århundreder tidligere. Selvfølgelig ånder alt ikke fred og idyl, og før vi får set os om står vores helte i … sand… til halsen. 

Er du med så langt?

Hvis du er en smule usikker på historien, dens karakterer og hvad der i det hele taget foregår, så er du lovligt undskyldt. Frank Herberts epos er af så enorme proportioner at det selvsagt har været meget svært at knække koden til hvordan den bør filmatiseres. Heldigvis har Villeneuve knækket den kode og viser os endnu engang hvordan narrativ og stil kan gå hånd i hånd. ‘Dune’ emmer af en kølig brutalitet i alt fra karakterportrætter til verdensopbygning. Golde vindblæste klipper erstattes af skoldhede sandblæste klitter og de enorme rumskibe, betonstøbte bylandskaber og katedraler af tomhed understreger den iboende dystopi som siver ud mellem siderne i Frank Herberts forlæg. 

På tidligere Villeneuve-produktioner har fotograf Roger Deakins’ skarpe øje for komposition stået for billedsiden. Denne gang er det dog Greig Fraser, der leverer flotte men ikke helt så stærke billeder. Ikke desto mindre rammer Frasers billeder stadig en vis mængde af imperiets uhyggelige fascistiske tone, hvilken kun gør dystopien det mere grusom.

Den kølige æstetik læner sig klart op af Villeneuves tidligere film, men den enorme skala hvorpå historie og billede udspilles er til tider så stor at den menneskelige berøring med fortællingen glider i baggrunden. Særligt kan det være svært at investere sig fuldt ud i Paul Atreides, som den egentlige hovedperson, da man som seer ved så forsvindende lidt om hans indre liv, at det er svært at se ham som andet end en funktionel brik i et mesterligt udført maskineri. Dette problem understreges yderligere af at filmen kun er første del af en tænkt trilogi. Foruden det visuelle og tekniske aspekt af Dune er det svært at finde et incitament for at engagere sig nok i fortællingen om Paul Atreides til at ville gide at se næste film i rækken, når (og hvis) den en dag ser dagens lys. Selv omtaler Denis Villeneuve filmen som en forret før hovedmåltidet. Man kan derfor håbe på at nok mennesker tager i biografen og ser filmen, så producenterne ønsker at poste penge i en efterfølger, på trods af filmens problemer med den menneskelige forbindelse. Det ville selvfølgelig give Villeneuve muligheden for at indfri hele Dunes potentiale, hvilket undertegnede i høj grad håber bliver tilfældet.

‘Dune’ er et mesterligt udført, men dog en smule følelseskoldt, rum epos hvis skala kan matche selv de største franchises inde for sci-fi og fantasy. Den er et blødende smukt eventyr for et modent publikum og en brutal dystopi der er skabt til at skulle opleves på det store lærrede. Denis Villeneuves drengedrøm gik i opfyldelse og gudskelov for det!