Dust Bunny

Ikke alle er til fantasy og horror. Ikke desto mindre kommer ‘Dust Bunny’ i biografen den 7. maj 2026. Jeg slår et slag for filmen, da den berører temaer, som man som voksen og ældre barn måske kan nikke genkendende til og skabes sig en bedre forståelse og erkendelse af. Filmen er skrevet af og instrueret af Bryan Fuller. Sophie Sloan og Mads Mikkelsen har hovedrollerne.

Meget kort fortalt så handler filmen om Aurora. Hun er et tiårigt barn som har frygt for alt det som er under sengen. Nullermænd og monstre især. En dag er hendes forældre væk. Det gør hende ked af det, og hun rækker ud til sin nabo for hjælp. Der opstår et særligt venskab og bånd mellem dem. I kampen mod monstret i gulvet er der lagt op til film med fart over feltet.

Under filmen kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det er en film med referencer. Den ene er et kort øjeblik som i filmen Kill Bill (2003). Det ser jeg som etablering af Mads Mikkelsens karakter som snigmorder. Den anden er filmen Leon (1994), som fremstår tydelig filmen igennem. Den del er blot med til at forstærke karakteren som professionel lejemorder.  For mig er spørgsmålet, hvorfor historien er skrevet således – hvorfor denne tydelige reference. Uden at vide mere, må jeg slå mig til tåls med, at man i skriveprocessen har valgt den ramme, rent bevidst, for at komme ind på og udforske et barns verden, som har til tider kan have en smal linje mellem det virkelige og uvirkelige. Et barn oplever traumer af forskellige art. Se blot, hvad nullermænd kan gøre. Et barn oplever frygt og andre emotioner større og mere intenst. Det er det, som filmen vil undersøge. Samtidig har man valgt mørk fantasy, surrealisme og magisk realisme som genre og fortællemåde. Det virker. For vi bevæger os hele tiden imellem fiktion og non fiktion, så at sige. Samtidig er det historien om et barn, som ikke har oplevet et stabilt familieliv. Alt i alt er det en historie som er underholdende, og kan give nogle af os jump scares. Samtidig er det en horror og monsterhistorie som er fyldt med bragende action, fuld fart på, og den dvæler ikke ved noget blodigt eller langtrukken horribelt gys, som får en til at tage hænderne for øjnene. 

Skuespillerne skal have ros. Der er plenty skuespilenergi mellem Mads Mikkelsen og den unge Sophie Sloan. Det fungerer, og kommer ud over lærredet. Mads Mikkelsen plejer jeg at opleve kold og robotagtigt i film som jeg har set med ham – men ikke denne gang -nu er det anderledes og mere varmt og levende. Der er bestemt noget beskyttende og en farenergi over skuespillet. Det fortjener mange flotte ord. Sophie Sloan er perfekt som det skrækslagne barn, som tør sige hvad hun mener og vil. Hun helmer ikke før hun er forstået og troet på. Det giver mange plus i bogen.

Musikken vil jeg kommentere kort. På et tidspunkt danner musik og skuespiller bevægelse en slags nedtonet dans. Det er ganske underholdende og let spiseligt, så at sige. Den sidste scene med Abba sang ‘Eye of the Tiger’ finder jeg rigtig at bruge. Abbas lyrik og billede understøtter hinanden perfekt.

I en kommentar til filmen må det være, at den for nogen vil forekomme rodet og forvirrende. Man skal følge godt med. For det er vakkelvornt og lunefuldt. Alligevel mister filmen ikke sin legende ånd, og den formår at være skæv med charme.

Det er altid svært at graduere en film, fordi det er subjektivt. ‘Dust Bunny’ giver jeg allerførst 4,5 stjerner. Der skal rundes op, da jeg var underholdt hele filmen igennem. Derfor får filmen 5 små flotte blinkende stjerner af mig ud af 6 mulige.