Emily In Paris
Sæson 3
Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust
Jeg ser frem til seriens fjerde sæson…
Mange vil sikkert synge med i koret om at serien ‘Emily in Paris’ er på listen over serier eller film, der kan kategoriseres som en ”guilty pleasure”. Man må erkende, underholdning er til for at underholde, og behøver ikke at være fri for banaliteter, trivialiteter og klicheer.
Allerede fra første sæson var der noget over den amerikanske Emily Cooper, der af sit firma i Chicago bliver sendt til Paris. Her skal hun arbejde i et marketingfirma for mode, og give det hele en amerikansk og moderne twist. Det er ikke nemt at være hypermoderne med SOME-skills og begå sig en by, uden venner og bekendte, og med nye europæiske kolleger som har en anden tilgang til ting. Pariserne skal vænne sig til hendes ultra-ajour tilgang med influencer flair til arbejdet. Emily kommer ud for akavede situationer. Klodset som hun kan være, ender det nogle gange i et kulturelt clash, men hun formår alligevel at vende det til noget positivt. Emily begynder at poste om sine oplevelser i Paris på sin nye instagram-account. Hen ad vejen får hun også nye venner, og får mere og mere respekt af sin kolleger.
Som tiden går og i løbet af anden sæson, sker der ting og sager på arbejde og i det private. Hendes romantiske interesse bliver uundgåelig og dybere. I den forbindelse er der en tredje part, der går ind og skaber forviklinger. På arbejdet sker der nogle kriser, som skaber hård konflikt mellem det amerikanske og franske firma og deres tilgang og arbejdsmetoder.
I tredje sæson skal vi have styr på arbejdskonflikten. Der er rod i romantikken, trods det ser ud til være på plads på overfladen. Under det hele ulmer der nye tider for Emily, hendes arbejdsliv og hendes kærlighedsliv.
Emily bliver spillet at Lily Collins. Hun passer perfekt til rollen, som jeg ser det. Med skuespillet får hun en person frem, der står med et ben i to verdner. Emily tænker sig ikke altid om, og hendes amerikanske approach, højtravende og meget tidssvarende idéer i en centralt beliggende europæisk metropol og modemekka, kan give besvær. Alligevel evner Lily Collins i sit skuespil at portrættere en person, der lander med begge ben på jorden med integriteten i behold. Kort sagt hendes smil og attitude er charmant, og hun fremstår som en yndig og hjertensgod person. Hvilket matcher perfekt til karakteren Emily.
Den gode performance bliver krydrer det med fancy-looking, moderigtige og mønsterrige outfits med en perlerække af regnbuens nuancerede farverigdom. Dertil har vi fine og flotte billeder af den betagende by Paris. Det skaber noget, der fanger. Vi har en lethed trods noget livsforandrende og mere seriøst. Vi har arbejdende folk, som alligevel kæmper for at have et liv. Alt sammen viser man i klare og strålende billeder uden prætentiøs og æstetisk ophøjethed. I den forbindelse en det en fun fact, at stylist og costume designer Patricia Field er på banen, og står bag seriens absolut unikke kjoler og tøjstil. Hendes arbejde kender mange fra film som ‘The Devil Wears Prada’, ‘Ugly Betty’, ‘Confessions of a Shopaholic’ og ’Sex and the City“.
Man kan kalde ‘Emily in Paris’ en overdrevet sød suppe med hang til det som er attraktivt, overfladisk, trendy og højst eksklusivt sat i en corny fortælling, som er genkendelig med referencepunkter fra andre film og serier. Tænker man for eksempel på film som ‘Prinsessen holder fridag’, ‘My Fair Lady’ og ‘Funny Face’, vil man straks sige og tænke, at Lily Collins blot er denne tids Audrey Hepburn. Sex and the City er nok en serie mange vil referere til.
I serien bliver der brugt baggrundsmusik og live musik Det er en god idé at bruge Emilys roommate Mindy (Ashley Park) til at bidrage med musikalske indslag live. Det tillader historien at have en sidehistorie, og lancerer i sig selv en usædvanlig karakter, grundet dennes baggrund som rigmandsdatter fra Kina og valgte livsbane. Sangtalentet bliver vist og brugt i serien til fulde. Det er velfortjent, og kreativt fundet på af seriens skaber Darren Star.
Ovenstående kan være kilde til kritik eller ej, og serien kan opfattes som et stykke nytteløst tingeltangel smykke. Jeg vil stadig påstå, den har stor underholdningsværdi, og for mange er den en guilty pleasure til hverdagens trædemølle. Jeg ser frem til seriens fjerde sæson. I en graduering af ‘Emily in Paris’ vælger jeg, at se de tre nævnte sæsoner som en helhed. Den får derfor 5 små men solide stjerner ud af 6 mulige herfra.
Trailer:
Emily In Paris, Sæson 3
Karakter: 5 ud af 6 stjerner
Skaber: Darren Star
Skuespillere: Lily Collins, Philippine Leroy-Beaulieu, Ashley Park, Samuel Arnold blandt andre
Genre: Komedie, Drama, Romantik
Længde: 10 episoder
Premiere: 21. december 2022