Ernest Cole: Lost & Found 

Da jeg så filmen ‘Ernest Cole: Lost & Found’ brændte disse ord fra Sydafrikas præsident Hendrik Verwoerd (1958-1966) sig fast i min hukommelse.  

”Apartheid… Begrebet er desværre så ofte blevet misforstået. Det kan lige så nemt og måske meget bedre beskrives som en politik, der handler om godt naboskab.”  

Nu ved og forstår vi, tingene den gang og nu forholder sig anderledes.   

Det er tydeligt for mig, at fotografen Ernest Coles billeder får udtrykket, ”billeder siger mere end 1000 ord” til at komme til sin ret. Hans photo-essay ‘House of Bondage’, som udkom i 1967, var hans billedlige dokumentation om, hvad der foregik. Bogen kom med den konsekvens, at mandens liv endte i et liv med rodløse rejser verden rundt og et liv i eksil uden et sted at kalde hjem. Hvilket ikke kan være den stor afsløring.  

Filmens instruktør er Raoul Peck, som fik en oscarnominering for sin film ‘I am Not Your Negro’ for år tilbage. Denne gang, som man forstår, handler det om fotografen Ernest Cole. En sydafrikansk mand der med sit kamera og rejse ud i verden fanger samfundets mange sider, når det kommer til raceadskillelse. Ikke overraskende bliver billederne en visuel dokumentation om den uretfærdige og grumme side af raceadskillelse i hans eget hjemland. Det kan ikke være nogen afsløring, at han trods ønsket og troen på at verden er anderledes i andre lande, finder stærke og andre sider at fortælle om raceadskillelse med sit kamera på.  Se blot billeder fra USA, som han har skudt. LaKeith Stanfield bidrager til filmen som fortællerstemme, hvilket giver os visse ord og tanker fra Ernest Coles selv samt liv og levned. Hans utrolig mange billeder og fortællerstemmen giver en samlet og hel filmoplevelse.  

‘Ernest Cole: Lost & Found’ er ifølge min bog en yderst vigtig dokumentarfilm. Ikke blot er billedmaterialet der bliver brugt yderst stærkt og reelt dokumenterende, som på samme tid en fortælling om Ernest Coles livsoplevelse af samfundet og eget liv. I min optik er det ikke blot viden om, hvad der skete med fotografen og billederne bemærkelsesværdigt.  Det handler i høj grad om det vidnesbyrd billederne bidrager med. Det ønsker jeg kan skabe håb, ro og forståelse til hensigtsmæssig handlig i fremtiden fra mennesket både politisk og personligt.  

En personlig kommentar til filmen, må det være at filmen for mange kan forekomme monoton. Der er en fortælling og billeder i en lang filmrulle. Måske ville det klæde filmen med nogle afbræk for at skabe mere ketchupeffekt og bevægelse. Uanset sad jeg som publikum, og blev fascineret af især Ernest Coles billeder.  Jeg anser dem for at være sejlivede i de kommende mange hundrede år og ildfaste umiskendelige tegn om den del af den menneskelige historie som udgør raceadskillelse og apartheid.  

Jeg vil ikke fortælle for konkret om filmens handling, og det som sker, trods mange kender den åbenhjertige, sandhedssøgende og humanistiske men realistiske fotograf. Det vil være synd for dem, som gerne vil se filmen og skal opleve Ernest Coles billeder og historie for første gang. Min fornemmelse er, man får mest ud af filmen ved at se filmen uden nogen form for forberedelse. Et stort plus til filmen er, at man får en fornemmelse af at Ernest Cole via fortællerstemmen taler direkte til os som publikum. Netop det giver det hele relevans og nærvær.  

Skal jeg graduere filmen ‘Ernest Cole: Lost & Found’ i stjerner, kan jeg kun give 5 stjerner ud af 6 mulige. Det får den grundet dets fokus på et allestedsnærværende tema, som vi ikke må glemme, og af respekt for Ernest Cole der med sit kamera og liv fortæller historien skarpt, åndsnærværende og observerende.