‘Ferskenlunden’ ser jeg indeholde to bemærkelsesværdige dele. Den ene handler om en families oplevelse af, hvordan der godt og grundig bliver rystet i grundvolden af deres livseksistens. Den anden handler om, hvordan teknologi og nye moderne tider og metoder skaber furore, når det gælder det at være ferskenbonde.  Disse to dele er indlevende temaer, som er vigtige brændpunkter at beskæftige sig med.

Kort fortalt handler filmen om familien Solé, som har ansvar for og hvis levebrød er ferskenhøsten i Alcarràs. Det har det været siden Den Spanske Borgerkrig, hvor familiemedlemmer dengang fik hjælp af den tids landejere. Familien er stor, og alle hjælper til.  Fortiden og nutiden kommer en dag i karambolage. I sin tid var en aftale man gav håndtryk på lige så værdifuld som et stykke papir, hvor på der står skrevet indgåede juridiske regler og aftaler. Dette skaber konflikt med nutidens landejer, der vil opgradere det hele med solpaneler, vil dyrke miljøvenligt og skabe større økonomisk gevinst. Nu sker der noget for både de unge og ældre familiemedlemmer, som står over for en ganske stor forandring af stor usikkerhed.

Når det gælder skabelsen af en historie – især til en film, må man have for øje, hvad slags historie det er, og hvordan den bedst fungerer. ‘Ferskenlunden’ ville have fordele ved et sådan gennemsyn og gennemskrivning. I hvert fald sidder jeg som filmseer og tænker, historien og filmen ville på mange måder tage sig bedre ud som en dokumentar.  På den måde ville der kunne skabes et større fokus på temaet om forandringer der sker specifikt, når det kommer til det at dyrke og høste ferskner. Overordnet ville det også sætte spotlight på nogle af de forandringer, man inden for landbrug generelt står over for. Dette fokus ville set med mine øje gøre filmen endnu mere nærværende.

Den spanske instruktør Carla Simón vil gerne give os et indblik i, hvordan familier, som i generationer har haft ansvar for ferskenhøsten, nu oplever forandringer og opbrud i livsgrundlag. Dette er inspireret af hendes egen store familie. Dette er en god ide, og jeg forstår det godt. Det er faktisk en meget interessant del og giver materiale til en film værd at se. I filmen møder vi bedsteforældre, mor, far, brødre, søstre, onkler, tanter, kusiner og fætre. Ingen kan undgå at blive påvirket af det som sker, og efterlader alle med et spørgsmål, om hvor det nu skal bære hen – både for den enkelte og familien som helhed. ‘Ferskenlunden’ består af et stort persongalleri, som man som filmseer skal lære at kende. Desværre sker der det med et så stort ensemble, at man nemt mister følingen med den enkelte – eller rettere man har som filmseer alt for mange karakterer at forholde sig til, og man lærer ikke karaktererne indgående at kende.

Filmens brug af musik fandt jeg mindre flatterende. Jeg forstår, godt man ikke ønskede at bruge underlæggende musik. Det er faktisk ret virkningsfuldt. Der, hvor musikken så spiller en rolle og er relevant, sad jeg som filmseer og fik nærmest lydchok. Pludselig var der meget høj musik i biografsalens højtalere, og jeg måtte holde mig for ørene. Det i kombination med høje lyse børnestemmer, de voksnes råberi til hinanden, gav mig desværre en mindre god lydoplevelse af filmen. Det er, hvad det er, det er sådan det er valgt. Jeg lagde mærke til det, og filmen får et kryds mindre i karakterbogen hos mig.

Filmen er svær at graduere. Det er den, da dens tema(er) bestemt er værd at lave en film om. Der er visse scener som er meget fortællende. Nogle også ganske flotte. For mig ville denne film have fungeret bedre som dokumentar. Lydbilledet var til tider enerverende. Men jeg fandt det hele interessant, og filmen lægger sig over middel i min verden. Jeg ender på 4 meget store og solide stjerner ud af 6 mulige, da jeg mener, temaet om forandringer inden for hvilket som helst landbrug er tungtvejende og en film værdig.