Harald og den magiske blyant
Anmeldt af Mille Lau
… Når fantasien er ubegrænset
Næsten 70 år efter at børnebogen blev udgivet første gang, er bestselleren af Crockett Johnson blevet vagt endnu mere til live i dette magiske univers, hvor Zachary Levi spiller hovedrollen som Harald. Harald er nu vokset op, og er ikke længere den lille dreng fra bogen, men historien lever videre, og han har den vidunderlige evne til at tegne fortællingerne til live med sin magiske lilla farveblyant. Alt hvad han tegner, bliver virkeligt, hans egen virkelighed, men pludselig en dag forsvinder fortælleren, der danner rammen om Haralds historie. Harald og hans venner Pindsvin og Elg, vil gerne finde den gamle mand, derfor tegner Harald den forunderlige dør til den virkelige verden, for at finde ud af hvad der skete siden fortællingerne pludselig stoppede.
Igennem døren bliver karaktererne med et til virkelige skikkelser med deres vante evner og sanser fra fantasiens og bogens verden. Når man har været vant til at være inde i en bog og alt omkring en har været lilla, er den virkelige verden en udfordring.
Da jeg var kommet over Zachary Levi’s rolle som Shazam, der kørte for mit indre blik, i første del af filmen blev det en magisk film, som gav mig troen på fantasien tilbage. Zachary Levi spiller den opvoksede Harald til UG, og der er mange virkelige sjove indslag undervejs i filmen. Nogle af dem er præcis hvad man som voksen ville gøre hvis man stadig kunne være bare lidt barn i ny og næ.
Jeg er også ret vild med drengen Mel som Harald møder, for han er sådan en dreng man ønsker at have som sin egen. Mel har holdt fast i fantasien, fordi det var en ”nem” måde for ham at beholde troen på sig selv. Det skal vise sig at hjælpe hans mor Terry undervejs i filmen, men også så alle os voksne husker på at opfordre vores børn til at udforske fantasiens verden i deres opvækst. Så længe vi husker på det, er troen på os selv intakt.
Hvis jeg skal uddybe det eneste som for mit vedkommende trækker lidt ned, er det at filmen er med dansk tale. Jeg ville til enhver tid have valgt at se den på originalsprog, og derved kunne nyde Zachary Levi’s særprægede stemme. Jeg kunne ikke helt abstrahere fra tolkningen, men det er jo ikke filmens skyld.
Jeg vil anbefale filmen til alle børn og barnlige sjæle, til at få en hyggestund i biografen, for mig stod tiden stille, og jeg glemte faktisk helt at jeg var voksen i halvanden time.
Jeg giver filmen fire magiske stjerner ud af seks mulige.
Trailer:
Title: Harald og den magiske blyant
Karakter: 4 ud af 6 stjerner
Instruktør: Carlos Saldanha
Skuespillere: Zachary Levi, Lil Rel Howery, Tanya Reynolds, Benjamin Bottani, Zooey Deschanel, Jemaine Clement m.fl.
Genre: Komedie, Adventure
Længde: 1 t 31 min
Premiere: 1. August 2024