Menu Luk

Vi har set - Hjem Kære Hjem

Anmeldt af Ellen-KarinMyklebust

Et stille råb fra hjemmefronten – en rørende fortælling om omsorg, livets skift og det usagte mellem mennesker

Hjem Kære Hjem

Frelle Petersen udkom med  filmen ‘Onkel’ i 2019 og ‘Resten af livet’ i 2022. Filmene handler kort sagt om oplevelser, og situationer et menneske kan få og stå i her i livet på denne blå planet. Nu endelig fra den 19. juni 2025 kan man i biografen se ‘Hjem Kære Hjem’, som er instruktøren og filmmanuskriptforfatterens tredje og sidste film i hjemstavnstrilogien, som foregår i Sønderjylland. Filmene kan for nogen være for langsomme og kedelige uden action. Muligvis skal man kunne se værdien i denne type film.  Alligevel er alle film er blevet rost til skyerne og har nomineringer eller priser bag sig, hvilket er fuldt ud velfortjent. 

‘Hjem Kære Hjem’ handler om Sofie (Jette Søndergaard). Hun er en fraskilt mor i starten af trediverne, som får et job i hjemmeplejen. Nu starter et nyt kapitel i hendes arbejdsliv og på hjemmefronten. Det giver pludselig en anden grundtone og sindstilstand i livet, hun er nødt til at forholde sig til. Det skal vise sig, at Sofie har en naturlig evne til at udvise sympati, empati og har menneskelige færdigheder, som mange kan blive misundelige på – måske er ligeglad med – eller ikke forstår. Hun oplever arbejdet fra den glædelige side, men også fra den mørke side som i den grad skaber nogle genvordigheder. Hvad der sker, må man i biografen for at se.

‘Hjem Kære Hjem’ tager fat i et samfundsrelevant emne med tanke på ældrebølgen, økonomiske udfordringer i sundhedssektoren, udbrændthed og et tidsaspekt i vores daglige arbejde bliver også berørt med mere. Dog fungerer filmen ikke som et talerør for en ny politisk tanke eller ide. Den beskriver og viser blot. Det gør filmen vedkommende uden at være højlydt.  Dog, filmen er rørende, og tager fat i nogle emotionelle strenge, som er værd at tænke over som privatperson såvel som en person med politisk indflydelse i min optik. Jeg er sikker på, at mange, uanset hvem man er, efter filmen vil sidde med forskellige tanker – hvad skal der blive af mig på mine gamle og ensomme dage? Hvem har tid til mig og en god snak over kaffekoppen? Hvem vil tage sig af mig på den gode måde, som jeg har behov for? Hvem…

Noget af det som fungerer rigtig fint i filmen, er for det første der, det visuelle understøtter historien. For eksempel har vi to eller tre gange, hvor man ser handlingen igennem et vindue. Her understøtter refleksionen for eksempel, hvad vi ser følelsesmæssigt eller også fortæller det på en symbolsk måde, hvad der foregår. Det er visuelt meget flot og sigende. Det giver mange points, som jeg tager med i mine tanker om og vurdering af filmen.

Selve historien er håndgribelig, og fortalt fra a til å på en let genkendelig og relaterbar måde. Frelle Petersen lægger for dagen med denne film, at han er en god historiefortæller. Ydermere er det et faktum, at instruktøren selv som research tog et arbejde i hjemmeplejen som ufaglært sosu-hjælper. Den erfaring har givet ham en meget realistisk historie at fortælle. I den forbindelse er det værd at nævne persongalleriet. I skriveprocessen er det lykkes at inkludere flere forskellige mennesketyper, du i en kollega kan møde på din arbejdsplads. Vi har den sjove, den sarkastiske, den alvorlige, den ugidelige, chefen og ikke mindst den som forsøger og ønsker at være åndsnærværende og menneskeligt medfølende i sit job blandt andre. Det gør det spændende og dagligdags for de fleste af os. Det er kreativt med fødderne godt plantet på jorden, som giver mange stjerner til en historie der fanger.

Selve skuespillet giver en hel analyse for sig selv. Det kommer vi ikke længere ind på i denne anmeldelse. Jeg vil blot påpege skuespillerne, som er med i filmen, er lokale sønderjyder, hvor af de fleste ikke har erfaring med at stå på en scene eller at være med i en film. Ikke desto mindre, tilføjer dette noget velkendt. Der er ganske enkelt intet opblæst Hollywoods-agtigt over det. Jette Søndergaard er den med mest skuespilerfaring, som jeg forstår det, gør en flot skuespilindsat. Hun får fint frem en karakter, som med medmenneskelighed ser den person, hun står over for. I den sidste scene med hende er skuespillet fint afbalanceret, som aldrig kammer over i en total overdreven emotionel tilstand. Det får mange rosende ord med på vejen af mig, da scenen rører mig. 

Nu er det kun tilbage at sige, at denne fremragende film fortjener 6 smukt strålende stjerner ud af 6 mulige stjerner.

Titel: Hjem Kære Hjem
DK Titel: Hjem Kære Hjem
Karakter: 6 ud af 6 stjerner
Instruktør: Frelle Petersen
Manus: Frelle Petersen
Medvirkende: Jette Søndergaard, Karen Tygesen, Mimi Bræmer Dueholm, Hanne Knudsen, Finn Nissen, Esther Muthoni Njogu, Henry Sørensen
Genre: Drama
Spilletid: 1t 52min
Premiere: 19 juni 2025