Vi var tre i biografsalen. Noget sagde mig, filmen ‘Il Buco’ er en særlig film. Måske er det en film for filmnørder. Måske er filmen kun for speleologer (de som videnskabeligt udforsker grotter, og som indebærer en tværfaglig kombination af geologi, biologi, kartografi, fysik, kemi og meteorologi). Måske er det en film for fans af instruktøren Michelangelo Frammartino, som højst sandsynlig er mest kendt for ‘Le Quattro Volte’ her i Danmark.

Efter filmen talte jeg kort med et andet filmpublikum. Jeg blev stillet spørgsmålet, hvilken film nærværende film minder mig om. Mit svar var næsten prompte – ingen andre film.  Jeg blev derefter mindet på filmen ‘2001: A Space Odyssey’ (1968). Vores samtale fortsætter og ‘Solaris’ (1972) bliver nævnt. I eftertanke er det filmen ‘Sunshine’ der træder frem. Her er der altså tale om film i genren, science fiction. Denne anmeldelse skal ikke sammenligne filmen ‘Il Buco’ med ovennævnte film. Imidlertid er tanken mod science fiction interessant, og jeg vil komme ind på det længere nede i anmeldelsen.

‘Il Buco’ er en reenactment af en hændelse, som skete i Italien i starten af 1960’erne. I den nordlige del af landet byggede man dengang Europas højeste bygning. I det sydlige Italien er speleologer i gang med at udforske en grotte. I dette meget afsidesliggende område bor en gammel hyrde, som har sit liv og levned der. Dette får uvildigt eller ej en fælles sammenhæng.

‘Il Buco’ er en film, hvor der forekommer minimum af ord.  Det slog mig, hvilken forskel der er i scenen fra det nordlige Italien, hvordan gruppen af forskere kommunikerer, til hvordan hyrden med sin stemme kalder på sine dyr, og som på den måde lever et ganske ordløst liv langt væk fra byen og samfundets kakofoni af larm og ordstrøm. Det ordløse giver filmen et særpræg, og er utroligt sigende. Det minder mig om filmen ‘Gravity’ (2013), med det intense og stille lydbillede man der oplever i og fra det store verdensrum.  

Det visuelle fremstår derfor, som filmens bærende punkt. Her skorter det ikke på betagende billeder af det omliggende landskab. Filmfotografen Renato Berta bruger overvejende panoramiske og supertotalt billedperspektiv, og filmen er enten skudt tidligt om morgen, midt på dagen eller i aftenen og nattens mulm og mørke. Hvilket giver noget til overblikket af det hele. Billederne nede i grotten er både frygtindgydende som smukke, og kan give nogle en klaustrofobisk fornemmelse. Et hvert billede har en historie at fortælle. Ved visse scener kom ordet sci fi-agtigt ind i mine tanker og fornemmelse, trods billederne er helt realistiske og ikke viser det store univers. Det er meget på linje med det, jeg oplevede i science fiction-serien ‘Tales form the loop’. Det er skønt at se billeder af æstetisk karakter, og at ét hvert billede ikke består af en million ting at forholde sig til. Der er en økonomi i, hvad der bliver vist i det enkelte skud. Det giver noget til roen, fornemmelsen og forståelse af billedsiden, og hvilken historie man vil fortælle. Det giver derfor god mening med de få close up af hyrden, man oplever. Nogle vil sikkert sige, filmen er langtækkelig uden megen handling, da vi ofte dvæler ved et billede. Det er en kontrast til det stressende og hæsblæsende i dagens samfund og liv. I min optik, også en kontrast til blandt andre action og superhelte film med feberagtigtempo og febrilsk tjuhejsabang over stok os sten, for nu at blive i filmens verden.

Selve historien, som man forstår, bevæger sig i højden og dybden bogstavelig talt, med tanke på den høje bygning i det nordlige Italien og grotten dybt nede jorden i det sydlige. Her vil jeg nævne, de når bunden af grotten. Den måler 687 meter ned mod jordens indre.  Nu kan den kreative og abstrakte tænkende sjæl nemt tænke rent symbolsk. Det er nærliggende at tænke på himmel og jord og alt der i mellem og så videre. Pointen er her, at det tydeligvis er filosofisk, eftertænksomt – måske noget religiøst. Hvilket igen er på fin linje med en god sci- fi, hvor en filosofisk tankegang om et emne kommer for dagen.

Jeg siger teksten igennem, ‘Il Buco’ leder tanken hen på noget sci fi- agtigt, selv om filmen slet ikke og på nogen måde er sci-fi. Tilnærmelsesvis, tror jeg heller ikke, det er det, man har stræbt efter. Men det blev min alt overskyggende oplevelse af filmen i den sidste ende.  Jeg pointerer igen, det handler om min oplevelse. Så hvad andres oplevelse og opfattelse af filmen er, vil være interessant at høre om. Som jeg forstår, kan det være svært overhovedet at finde ord omkring ‘Il Buco’. Hvilket får mig til tænke, at et ægte stykke kunst får oplevelsen og samtalen i gang. Det er i hvert faldt lykkes her på en brillant måde, da filmen er mystisk som fabelagtig smuk og poetisk samtidig som nærværende og jordnær.  

På baggrund af min biograftur, samtale og eftertanke om filmen, vil jeg give filmen 5 strålende stjerner ud af 6 mulige, der glimter langt mod nord og syd og ud i universet.