“Du har fået Julefeber”, som Oh Land synger i introen til Danmarks radios producerede julekalender, er jo netop den opgave årets julekalendre er på, når de indfinder sig i bedste sendetid 24 dage i træk optil jul. De skal give os Julefeber, bringe os i den rette julestemning. 

Kvaliteten varierer dog år for år – sidste år udsatte TV2 for eksempel danskerne for endnu en rædderlig Tinka-julekalender, mens DR fandt den ligeså slemme Julestjerner frem. Derfor var presset, da også stort på årets originale julekalender, Julefeber, om den pressede familie, eller team, bestående af Far Kalle, teenageren Bjørn og lillesøster Gro, der må flytte ind på Det kongelige teaters loft, da de mister deres lejlighed. Men julen skal nok blive et hit! Bjørn må udgive sig for at være ballettalentet Vincent, og får et godt øje til den spøjse balletpige Frede, Far Kalle skal skaffe penge til at betale sin gæld til lånehajen Slikpinden, og hvad med den mystiske hårvækst i ørene og børnenes mærkelig mormor?

Julefeber er fyldt med en helt masse fortælinger. Derfor er det også imponerende, at den aldrig bliver rodet. Den formår konstant at aktivere min interesse for dens handling, fordi den fra første færd fokuserer på, at jeg skal investere mig helt grundliggende i karaktererne. Noget nærmest umuligt er nemlig sket med Julefeber. Den danske tendens til at skrive fuldstændigt ligegyldige personer er visket væk. Kald dem tosser, kald dem filurer, Bjørn, Kalle og Gro er faktisk mennesker, jeg godt gad bruge en juleaften med. Det er både en præstation, der ligger på manusforfatternes skuldre, som har skrevet dem så utroligt sammensatte. Men selvfølgelig også den glimrende casting. Især helt unge Selma Sol, der spiller lillesøsteren Gro, er fremragende og et ubærligt stort talent. Hendes helt uovertrufne charme, komiske timing og udtrykfuldhed er helt simpelt det bedste skuespil, jeg nogensinde har set fra et barn. Bedre end Millie Bobby Brown, bedre end Jacob Tremblay, bedre end Macaulay Culkin. Fundet af hende er et kæmpe julemirakel for DR og seriens skabere.

Julefeber byder på et juleeventyr forankret i sønderrivende menneskelighed, når magien udspringer af en situation, som mange kender til, men få åbenbart mener man bør tale højt om. Sorg, traumer, fattigdom. Flere gange bliver det i løbet af serien bliver det blandt andet nævnt, hvordan Far Kalle “går i hullet”. Altså at faren har depressive perioder. Flere har kritiseret Julefeber, for at behandle emner, der er for triste til et yngre publikum, men det siger nok i sidste ende mest om alt for mange danskeres angst, for at opdage at alt ikke er “verdens lykkeligste land”. Sorg og depression findes, det samme gør fattigdom. Og det gør i øvrigt ikke folk til stakler. Brøndby strand eller Hellerup definerer ingen som bedre eller dårligere mennesker. Det gør den kærlighed, der er blandt mennesker, til hinanden, men ligeså meget den, som flere og flere i vores samfund i dag mangler til sig selv.

Julefeber er sjov, men kan alligevel rumme at behandle de allervigtigste ting at bringe ud i de danske stuer i 2020. Det er jeg uendelig imponeret af. Det her er den bedste Julekalender i over et årti, siden Pagten fra 2009. Julefeber gjorde mig glad, rørte mig til tåre og berørte alt det, der i virkeligheden burde betyde noget i juletiden – at “være én, men én iblandt”. Og den fik smittet mig med julefeber.