Kalak

Det grønlandske ord kalak, er vi nødt til at have en oversættelse og forståelse af, inden anmeldelserne af selve filmen ‘Kalak’ kommer i gang. Ordet er dobbelttydigt, kan jeg læse mig frem til. Jeg forstår, man på dansk kan oversætte det til ”en skide grønlænder”.  Det er i hvert fald oversættelsen, som efter sigende passer på hovedkarakteren og titlen i Kim Leines bog ‘Kalak’. Som jeg forstår, alt efter hvilken kontekst ordet bruges i, kan det enten have en positiv eller negativ betydning. Det kan på den ene side være ros og anerkendelse af en person. På den anden side kan det være mobning eller latterliggørelse af en person. Hvis man yderligere vil dykke ned i ordet og dets betydning, kan man slå det op i ordbogen. Kalak giver god mening, som titel på den historie det drejer sig om.

‘Kalak’ er baseret på Kim Leines meget personlige bog med samme titel. I den forbindelse er jeg nødt til at nævne, jeg desværre ikke har bogen på boghylden. Ej heller har jeg lånt den på biblioteket for at læse den. Historien lyder også, at Kim Leine selv, manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen og filminstruktør Isabella Eklöf i samarbejde har adapteret bogens historie til filmlærredet. Hvis nogen kender bogen og finder ting i filmen, som ikke er med i bogen, er det resultatet af deres konsensus i deres fælles skriveproces med manuskriptet til filmen.

I ‘Kalak’ møder vi Jan (Emil Johnsen). Han er flyttet fra København med sine to børn og hustru til Grønland, og arbejder som sygeplejerske i Nuuk. Tydeligvis foregår der noget i Jans indre, som giver ham uro. Han ønsker ikke at læse de breve, som kommer fra hans far. Jan begynder et udsvævende liv. Han begynder et natligt liv i barer med alkohol, og forskellige kvinder han indleder en seksuel relation til.  Det kulminerer i kaos, og familien flytter fra det vestlige til det østlige Grønland.  Her er det det lidt mere stille og roligt. Alligevel eskalerer den uro, Jan føler. Breve fra faren vil han stadig ikke læse. Især efter at børnene og deres mor er taget til Danmark efter datterens voldsomme ulykke med en slædehund, er livet på det mentale og fysiske plan meget svært for Jan. Opiater og andre stoffer bliver en del af det daglige liv. Det ender på gulvet for Jan, og det er ingen afsløring, at han kommer tilbage til Danmark.

Lad mig med det samme sige, jeg er meget positivt stemt over for filmen. Den har nogle eminente skud af den Grønlandske natur, byer og bygder. Det er flot, og giver mange points. Historien i sig selv får også mange points. Det er en modig historie på det personlige plan. – også en stærk historie som sikkert ikke har været let at skrive for forfatteren og at filme for instruktøren. Historien behandler et emne, som er ubehageligt, som ikke er nemt at tale om. Samtidig ser vi i historien, hvordan der er at bo Grønland som dansker.  Disse to lag giver filmen suspense, fordi vi følger Jan som karakter og hans udvikling – samtidig oplever vi det også fra et mere politisk plan og kulturelt plan, da filmen klart og tydeligt viser, hvilke spændinger der er mellem grønlænderen og danskeren. I filmen oplever vi både en grønlandsk familiemiddag og kaffemik. Hvilket er en mere hyggelig del. Vi oplever også tydeligt, hvad grønlænderen generelt synes om, at danskerne opholder sig i deres hjemland. Dette gør filmen spændende og samtidig til en nichefilm.

Musikken har man valgt, fordi man mener, den enkelte sang er passende i stemning med dens musik og lyrik, fornemmer man. Dette valg skal jeg i for sig ikke kritisere. Jeg som publikum sad blot med et ønske om, at sangene var på dansk eller grønlandsk.

Jeg er nødt til at påpege skuespillet. Søren Hellerup er eminent som faren Ole. Den københavnske accent og stemmeføring i hans skuespil får noget frivolt frem i karakteren, som jeg finder passende. Ikke mindst skal der stort mod, dristighed og åndsnærværelse for at spille karakteren. Det er virkelig flot. Uha! Tænk bare på den første scene. Emil Johnsen som Jan, er eminent til med sin krop, øjne og tilsyneladende beskedne men bevidste smil, og ikke mindst med hjælp af make up, at få en vis ydmyghed frem samtidig med den uro der hersker i karakterens indre. Altså karakteren ser og oplever, noget er nødt til at ændre sig, før det kan gå fremad. Det er som om håbet og evnen til at leve livet, aldrig slipper tag i ham trods alt.

Jeg kalder ‘Kalak’ en nichefilm. Det gør den ikke mindre fremragende og spændende. Det er film, som muligvis ripper sår op i en svær samtale. Jeg kan kun kvittere med 5 stjerner ud af 6 mulige.