Filmen ‘Kandis for livet ’ viser en fortælling om en fanskare og kunstner(e) på en måde, der for nogen bryder med deres holdning og eventuelle normer. Det gør filmen værd at se, giver indblik og viden, som er godt at have med sig, inden man dømmer Kandis og deres musik. 

Min egen oplevelse med at møde Kandis var på sin vis overraskende. Filmen denne anmeldelse skal handle om, overraskede også.

For mange år siden var jeg til et marked i Vildsund. Det er en årlig tilbagevende begivenhed i Thy, som samler folk til fest og glade dage. Jeg var selv dengang for nyligt flyttet til området. En bekendt tog mig med og sagde, jeg nok ville blive overrasket.

Vi træder ind i et stort dansetelt. På scenen står nogle musikere og spiller dansebandmusik. Jeg ser mig omkring, og opdager hvem og hvad dette er. Med hånden for munden grinede og måbende kommer jeg med et udråb: ”Det er jo Kandis”.  Jeg kunne ikke tro det. Folk smilede, dansede og sang med på sangene – ja, glæden ved musikken ville ingen ende tage.

Det gjorde mig ikke til Kandis-fan. Jeg fik dansemotion og en på opleveren. Den aften og jeg som er opvokset i Norge med et lokalt danseband og ABBA (som jeg er vild med) blev mindet om, hvilken effekt musik og ord har, og hvorfor man hører den ene eller anden form for musik. Respekt og fuld accept for og til det. Alt har en mission, så at sige.

Senere har jeg ikke skænket Kandis og deres musik en tanke. Min musiksmag er anderledes, men er glad for den aftens underholdning og glæde, de gav deres publikum. 

Kandis for livet ’ er ikke en film om Kandis, forsangeren per se og den musik bandet spiller. Filmen giver et indrømmede indblik i den fan-kultur, Kandis oplever. 

Det overraskede mig, hvor hudløst ærlig disse fans er, i det de siger og fortæller. Deres personlighed blev på en måde blottet. Det var overraskende, hvor meget musikken, ordene og Johnny (forsangeren i bandet) betyder, og hvilken indflydelse det har på den enkeltes liv.  Det skal man ikke kimse ad.

Især en enkelt fan viser tydeligt, hvordan musik og lyrik (og hund) påvirkede ham i en positiv retning. Det er glædeligt, og Johnny giver da også en overraskelse til en større begivenhed i mandens liv.

Kommer talen på Johnny selv, som for mange af Kandis-fans er indbegrebet af noget meget større end dem selv, er det med en anderledes to the point vinkel. Der er et interview om den tragiske begivenhed i Johnnys liv. Også en samtale med en præst, hvor Johnny kort fortæller om oplevelsen af det at være noget for så mange mennesker.

Publikum i biografsalen og jeg kunne visse steder ikke lade være med at grine. Det var måden ting blev sagt eller præsenteret på. Jeg overvejede om, det blev for karikeret. Jeg overvejede om, det var at gøre grin med det hele eller om personen blot var selvironisk for eksempel. Det som måske kan misforstås og fremstå som parodi forsvinder, jo mere man ser personens udvikling.

Filmen havde enkelte billedsekvenser som jeg blev fascineret af.  De var smukke og fortællende med en historie, som satte fantasien i gang. Se blot starten, skovscenen med brødrene og kæde-i-vandet-scenen, og cowboys-på-stranden-scenen.

Selve historien og hvordan det hele bliver fortalt på, er glimrende sat sammen. Der jeg kunne ønske det anderledes, er musikken. Man kan klandre musikken for at være for tung og klassisk.  Det kan der være noget om. Skal jeg argumentere for eller imod dette, må jeg sige: Musikken er grundlæggende passende, til de historier vi hører fra de fans, der er med.  Musikken er højst sandsynlig valgt for, at det ikke skal blive for klicheagtigt og suppesødt. Samtidig er det en film om skaren, der følger Kandis. Musikken er derfor ikke i fokus som det primære.  Så man har valgt nogle få sange, vi hører. Den måde de vises på, er lyst og mørkt så at sige. Lidt lige som Kandis for mange er et lyspunkt i en tung hverdag eller svær tid.  Det er i hvert fald den måde, jeg vælger at se det på.

Så hvad enten man er til heavy-metal, opera, pop, crossover eller hyggelig og betryggende dansebandmusik skal der falde stjernedrys og stråler til denne film. Fanskaren er stor og loyal. Det forstår man tydeligt. En musiker der møder sin fans i øjenhøjde, som kender sin mission, og et menneske som ser sine begrænsninger, kommer frem i filmen. Derfor fortjener den 5 flotte og lyst strålende stjerner ud af 6 mulige.