Kaptajnens Hjerte
Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust
Det kan udvide ens videnshorisont om selve verdenshistorien…
Det sidste århundrede havde to meget skelsættende begivenheder. Ikke overraskende er det de to verdenskrige. Det får mange forfattere og filmmagere i gang med et projekt. Vi har mange fine film fra Danmark, som ‘De forbandede år’, ‘Flammen og Citronen’, ‘Hvidstensgruppen’ og ‘Under Sandet’ – fra den engelsktalende del af verden er det film som ‘Schindlers liste’, ‘Dunkirk‘, og ‘1917’ der står frem blandt mange flere – fra Norge kommer der flotte solide film som ‘Den 12. Mann’, ‘Max Manus’ og ‘Kongens Valg’. Skulle man uddybe listen, bliver dette skriv blot til namedropping. Pointen er, man fornemmer kilden til de mange begivenheder, personer og fortællinger, der er at videregive til de næste generationer.
I år fra Danmark kommer Simon Bangs ‘Kaptajnens Hjerte’. Den har TV-premiere på DR2 den 7.dec. Filmen er en blanding af an animation, gamle familiebilleder og breve samt rigtige filmoptagelser. Filmen er en personlig familiehistorie, såvel som en historie fra fordums tider fra en verden i forandring, hvor manden havde en anden rolle.
Kort fortalt, handler det om Knud Goth. Han må tidlig ud at tjene penge. Som meget ung dreng får han arbejde på et lille skib i sin hjemby. Dette forsegler hans skæbne, som søfarer og senere kaptajn med eget skib. Livet på søen var noget han mestrede med alt, hvad det bragte med sig af bølgegang, verdenskrige, dåb over ækvator, tumult med andre sømænd og ukendte spændende nye steder at se af verden. Hjemme i Danmark sidder familien. Hans mor, en hustru, to døtre og en søn. Den del af livet er sværere at takle, verdenshavene kalder, og han stikker til søs, ret som det er. Familien må undvære ham til fordel for krapsøer og skibskammerater. Breve og telegrammer er deres måde at holde hinanden ajour med, hvad der sker. I 1940’erne er verden af lave, grundet krigen. Knud må gøre, hvad han kan med sit fragtskib OTTO PETERSEN. Det er ikke nemt, og krigen betyder havarier, konfrontationer med tyske ubåde, miner og så videre – som kaptajn på et fragtskib, skal man også kunne begå sig blandt fjender og allierede.
Det bliver til 50 år på det åbne hav. Nu efter krigen ser verden anderledes ud. Oplevelserne på havet og i havne under Tysklands magtdømme har sat dybe spor i Knut Roth – på både godt og ondt. Jeg mener, mange af os har sikkert oplevet en far, onkel eller bedstefar som ikke talte åbent om deres oplevelser og handlinger under krigen. Rederiet han arbejder for, må tilpasse sig nye tider og samfund. Knud må sande tiden på det blå hav er slut. Søulken må gå i land og blive landkrabbe. Nu skal familierelationerne genoprettes og plejes. Det viser sig at blive en større udfordring at skulle begå sig i den nye verden. Manden og kvindes rolle, samfundets struktur og det traditionelle familiemønster og økonomi ser alt sammen anderledes ud.
Vi må huske, mange kvinders og mænds handlinger, liv og levned før, under og efter krigen(e) er værd at fortælle om – hvad enten de var politikere, blot civile, modstandsfolk, eller bestialske krigsgeneraler. Nu kan man begynde at argumentere for og imod, at film om hvad der skete under Tysklands/Hitlers forsøg på at overtage verdensmagten, begynder at blive mindre relevant for vores nutiden. Man siger, historier skal være nutidige og på den måde relevante. I min optik forholder det sig anderledes. Fordi, fortællingen om en person som gennemlevede de to verdenskrige, kan fortælle noget om deres samtid og personlige livserfaringer. Det kan udvide ens videnshorisont om selve verdenshistorien. Jeg vil sige, fortællinger er til for, at vi også har mulighed for at lære, se hvad en karakter/person erfarer, og sætte det hele i perspektiv.
Filmen er flot og poetisk lavet, selv om det i bund og grund er en dokumentarfilm. Filmen er som den opsigtsvækkende film ‘Flugt’ lavet med både animation og reelle filmoptagelser fra nutiden og fortiden. Det er krydret med passager fra breve og interviews med Knud Goths to døtre. Det hele får et slags poetisk og fortællende udtryk, som gør historien mere nærværende og spændende. Jeg må sige, sikke et flot og udtryksfuldt billedsprog. Det gør det hele værd at se. Nyd filmen. Herfra får den 5 store og solide funklende stjerner ud af 6 mulige.
Trailer:
Title: Kaptajnens Hjerte
Karakter: 5 ud af 6 stjerner
Instruktør: Simon Bang
Medvirkende: Ida Jakobsson, Ulla Bang, Simon Bang blandt andre
Genre: Dokumentar, Biografi
Spilletid: 1t 34m
Premiere: DR2 onsdag 7. december kl. 19.55