Kill Bill the Whole Bloody Affair

Hvis du ikke har set Kill Bill: Volume 1&2 på det store lærred, er chancen der nu. Du kan se ‘Kill Bill: The Whole Bloody Affair’, som til sidst viser en hidtil uset animationssekvens.

‘Kill Bill’ er filmen om ‘The Bride’ Beatrix Kiddo (Uma Thurman), som er en super skarp og dygtig snigmorder. Hun er med i  ‘Deadly Viper Assassination Squad’ med kodenavnet ‘Black Mamba’. En dag bliver hun gravid. Faren er Bill ( David Carradine). Hun forlader det voldelige liv og skal nu giftes. Det finder Bill ud af. Hendes nu tidligere chef og romantiske interesse møder op i kirken. Det ender i en massakre. Det sender ‘The Bride’ ud på et langt, vildt, udmattende og  bloddryppende hævntogt.

I ‘Kill Bill: The Whole Bloody Affair’ han man enten tilføjet eller trukket noget fra. For eksempel er kampen mellem  ‘The Bride’ og ‘The Crazy 88’ i farver, animationsdelen med O-Ren Ishii (Lucy Liu) er udvidet, scenen hvori Bill fortæller om Pai Mei (Chia Hui Liu)  er også udvidet. Jeg anbefaler, at man sidder og får det sidste med. Først der ser vi den hidtil usete og  nye animations-sekvens – sæt dig blot tilbage i biografsædet under rulleteksterne indtil‘ Kill Bill – The Lost Chapter: Yuki’s Revenge’ toner frem på skærmen. Den kommer jeg tilbage til om lidt.

Mange vil kommentere, ‘Kill Bill’ er filmen, som er den mest Quentin Tarantinoske film, man kan se. Argumentet er, at filmen er en stilblanding af spaghettiwesterns, samurai film, japansk animationsfilm og de gamle exploitation-film. Filmen er en hævnhistorie som i en stor heksekedel, hvori man er ved at brygge en farlig cocktail af drab, hævndrab, hårdtslående blodig vold samt farlige og giftige venskaber og kærlighedsrelationer.  De musikstykker man bruger, er kreeret af  Ennio Morricone og brugt i film fra  70’erne. Vi har også rock og popmusik og asiatisk inspireret kampsport musik. Det betyder, vi i høj grad allerede har eksisterende musikstykker og sange frem for helt nye kompositioner. Instruktøren har udtalt og en stor glæde og respekt overfor de gamle film. ‘Kill Bill’ fremstår som en hyldest til de gamle nævnte filmgenrer. Samtidig gør dette tilsyneladende forvirrende og skødesløse sammenkog filmen til noget helt særligt og iøjnespringende.

Jeg husker at have læst eller hørt i et interview med Quentin Tarantino sige noget om en ‘Kill Bill 3’. I det luftede han tanken om, at det eventuelt kunne være en historie om Nikki Bell (Abrosia Kelly) der mange år efter vil ‘The Bride’ til livs i et hævntogt for drabet på hendes mor Vernita Green (Vivica A. Fox) også kendt som ‘Copperhead’. Det viser sig, han er gået fra den idé. Nu, noget at det nærmeste vi kommer på en ‘Kill Bill 3’, det er animationssekvensen ‘Kill Bill – The Lost Chapter: Yuki’s Revenge’. Den handler om Yuki Yubari ( stemmeskuespiller Miyu Ishidate Roberts) der vil hævne hendes tvillingsøster Gogo (Chiaki Kuriyama), som måtte lade livet i den første film. Set ud fra et perspektiv om at skabe en historie, ser jeg det som en slags genistreg. Jeg tænker her især på tidslinjen. Skulle Nikki komme flere år efter,  vil ‘The Bride’ være gammel, og måske ikke så slagfærdig og med en forandret personlighed og liv fra det vi kender. Her i denne del af hævntogtshistorien, er vi i samme år så at sige, og det sker, mens det hele er nyt.

I min verden er det virkelig en skør lille filmsekvens. Det skal forstås på den måde, at den viste vildskab er helt ude af proportioner til det virkelige liv og ren fantasi. Her tænker jeg på bilscenerne og Yukis opførsel. For nogen virker det lattervækkende, og smilemusklerne vil trække i mundvigen. Muligvis. For mig at se er det en måde at sætte punktum for tanken om en ‘Kill Bill 3’. Se blot det sidste, vi ser,  ‘The Bride’ siger og gør.