En tur i biografen kan overraske på mange måder. Mens jeg så ‘Licorice Pizza’ var det som om en frisk brise fandt sin vej gennem biografsalen med dens historie, skuespil og musik fra 1970erne.

Selve titlen ‘Licorice Pizza’ er inspireret af en kæde af pladeforretninger, der solgte vinylplader i området Los Angeles og det sydlige Californien.  Kæden åbnede i 1969 og blev kendt for deres professionelle medarbejdere med stor viden om musik, og der blev uddelt lakrids i butikkerne, lyder historien. Ordene Licorice og Pizza får instruktøren Paul Thomas Anderson til tænke tilbage på tiden som barn i 70erne. Så han valgte den titel, da han også synes, det fangede filmens og historiens grundtone. Jeg selv kan godt overfortolke lidt og begynde at tænke flere betydninger ind i det. Hvilket ikke skal være fokus og diskussionen i denne anmeldelse. Sagen er, at jeg mener, instruktøren har ret, og titlen er velvalgt.  ‘Licorice Pizza’ er derfor både en personlig og rammende reference til filmens historie og tidens musik.  

Forestil dig du er i San Fernando Valley, Californien i 1973. Den 15-årige skoleelev Gary (Cooper Hoffmann) skal en dag have taget sit skolebillede. Det er dagen han møder den blændede smukke og karismatiske 10 år ældre Alana (Alana Haim). Han er overbevist om, hun er kvinden han skal tilbringe sit liv med. Akavet og langsomt begynder deres tid og historie sammen. Den romantiske del er ikke bare noget som sker. Alana, trods sit retningsløse liv, har dog styr på, at hun ikke bare skal være sammen med Gary – alderen og hans umodenhed er hende meget på sinde af gode grunde. Det undslår ikke, at Gary og Alanas liv er forbundet. I hvert fald i et uopslideligt venskab på godt og ondt. Gary er en slags entreprenør og har en kreativ opfindsom side. Med ihærdighed begiver han sig ud i forskellige forretningseventyr. Alt imens Alana assisterer ham, prøver hun at finde sig selv udenfor Garys forretninger og deres venskab.

Under filmen og med viden om at Cooper Hoffmann er søn af den afdøde skuespiller Philip Seymour Hoffman, kom jeg sådan til at tænke på filmen ‘The Boat That Rocked’. Filmen husker jeg som en engagerende og god film, som gav et genhør med velkendt musik. Den og nærværende film har begge noget sorgløst og løssluppent over sig. Med viden om titlens inspiration og den valgte musik, er filmen ‘Licorice Pizza’ en film, der kikker tilbage på verden, tiden og livet som det var i 1970erne. Det er det kommet en usentimental, velfungerende og veloplagt film ud af, som har og viser en usædvanlig – og en ikke lige til let og åbenbar romance.

Skuespillet fungerer, og der er en fin kemi mellem Cooper og Alana. Se blot scenerne hvor de nærmer sig hinanden. Der er også nogle kraftfulde ansigtsudtryk, som kameraet fanger. Se blot scenen i restauranten.  Visuelt er der et par scener, jeg finder meget flotte. Se blot scenen hvor Sean Penn i rollen som Jack Holden skal vise sine evner på motorcykel. Der er andre scener at nævne. Men dem anbefaler jeg, man selv plukker ud ved at se filmen.

Filmen har allerede mange flotte nomineringer og priser den har vundet bag sig. Det er fuldt ud forståeligt. Der er noget sorgløst, glædeligt og livsbekræftende over den. Den får 5 stjerner af mig ud af 6 mulige, da jeg står fast ved mine første ord: ”Mens jeg så Licorice Pizza var det som om en frisk brise fandt sin vej gennem biografsalen med dens historie, skuespil og musik fra 1970erne”.