Lille Amélie

Hvis du kunne lide ‘Flow’, som var en publikumsmagnet og Oscarvinder sidste år – vil du uden tvivl kunne lide animationsfilmen ‘Lille Amélie’. For tegnefilm er ikke kun for børn. Der findes også tegnefilm for voksne – der er tegnefilm, som voksne og børn sammen kan nyde og blive underholdt af. Den sidste af slagsen er filmen ‘Lille Amélie’. Det er en animationsfilm for familier med større børn. Der er duoen Maïlys Vallade & Liane-Cho Han, som  står bag ‘Lille Amélie’. Den er baseret på den belgiske forfatterinde Amélie Nothombs bog fra 2000 ‘Métaphysique des tubes’. Det er ikke mig en bekendt bog. Nogle kender bogen under den engelske titel ‘The Character of Rain’. Bogen betragter man at være selvbiografisk, og filmen får på dansk titlen ‘Lille Amélie’.

I denne anmeldelse vælger jeg ikke at nævne stemmeskuespillerne, da jeg kun har set den engelske udgave. I biografen vil den sikkert være at se i en fransk eller dansk udgave, og jeg har ingen sammenligningsgrundlag.

Amélie bliver født i Japan af belgiske forældre sidst i 1960’erne. Hun er et særligt og langsomt lille barn. Det betyder, at hun lever som inde i egen boble sine første år. Hun hverken går eller taler. Hun blomstrer sent. Det er overraskende for familien. Det er først ved hendes 3 års fødselsdag, hun begynder at vise sin personlighed, talenter og handler bevidst, så at sige. En dag får de besøg af farmor. Amélie og farmor forstår hinanden. Amélie kan godt lide farmor, som behandler hende med respekt og som ”voksen”.  Farmor har også hvid chokolade fra Belgien, som for Amélie er magisk at spise. Visitten i Japan får en ende, og farmor må hjem. Det gør Amélie ked af det. Heldigvis er husholdersken Nishio-san der. Hun og Amélie får et helt særligt forhold. De går på opdagerfærd og oplever mange ting sammen. Jeg anbefaler at se filmen, og at man taler om den bagefter.

Der er flere ting, som jeg kan lide ved filmen. Jeg kan lide temaerne, som undersøger det guddommelige, indtryk af verden, kulturelle relationer, venskaber, identitet og éns plads i verden, tab, minder og livsoptimisme. Det bliver til en coming-of-age film. Alt oplever vi igennem et meget lille barns indtryk og oplevelser. Historien med dens fortælling er let med en vis dybde. Selve tegnestilen passer til historien i min verden. Den er tilpas voksen, og mangastilen med de store øjne giver indtryk af et barn forundring og nyfigenhed. Det er skabt i en fin balance. Pastelfarverne giver det filmen et drømmende og følsomt præg. Billede og historie har noget poetisk og malerisk over sig i min bog. Hvilket passer fint til den fabulerende og opdagelsesglade Amélie. Jeg kan lide den valgte musik. Den kan man skrive en hel opgave, tænker jeg. I hvert fald finder jeg, musikken lyder romantisk og europæisk med japansk sang. Det giver den kulturelle del et fint anslag. Den fanger Amélies legede personlighed lige såvel som hendes introverte og observerende måde at være på. Det er noget blødt og drømmende over musikken, som passer glimrende til historien. 

Et kritisk spørgsmål kan være; hvad skal jeg bruge filmen til? Mit modsvar til dette må være, at et barn oplever og går på opdagelse med et åbent og legende sind. Det skaber minder, som voksne højst sandsynligvis har været med til at skabe. Lidt friskt og frejdigt kan man sige, at vi som  voksne er produkt at vores barndom, og ikke må glemme vores indre barns evne til at være nysgerrig på livet og omgivelser.

‘Lille Amélie’ fortjener mange flotte stjerner. Filmen er underholdende, den er legende og let samtidig, som den har en vis dybde. Billede og lyd går hånd i hånd. Derfor fortjener denne fremragende film 5 ud af 6 stjerner.