Historien er genkendelig. Vi befinder os i en japansk provinsby. Taeko (Fumino Kimura) er gift med Jirô (Kento Nagayama). De arbejder begge ved de sociale myndigheder. Hun har et barn fra tidligere ægteskab. En dreng på 6-8 år, Keita (Tetta Shimada). Han er mester i at spille spillet Othello. Familien skal fejre Jirôs fars fødselsdag, og at Keita har vundet en pris i spillet.  Familien er samlet i en ikke alt for stor lejlighed. Fejringen er godt i gang med spisning, snak, karaoke og fællessang. Midt i alt dette går Keita på eventyr med sin gave. Det ender ikke som forventet. Alt falder ned i et mørkt hul. Nu må de efterladte se på de skeletter, der måtte være gemt i skabet, og den tunge personlige bagage der måtte være. Fortiden indhenter ægteparret. Svigerforældre og tidligere ægtemand må også finde deres respektive vej frem ad i livet.

Musikken finder jeg passende. Det stille og melankolske (visse steder jazz-agtig) klaverspil er med til at understøtte historiens alvor. Man fornemmer de lysere indslag i det visuelle, hvor kameraet fanger dagslys og leg blandt andet. Skuespillet kunne jeg forene mig med. Det var underspillet og lige til uden store udsving. Det klæder historien, så den ikke fremstår som et overdrevet melodrama om liv og død. 

Det kulturelle og det menneskelig, slog mig ved filmen. Det skal forstås på den måde, at man i filmen ser den generelle japanske høflighed med buk og høflig ”reserveret hilsen”, og at man tager skoene af og sætter ved døren, inden man går længere ind i et hjem. Men ellers er alt som i et hvert andet hjørne af den vestlige verden. Storby med gader og stræder, biler, cykler, arbejde, hjemløse, tog også videre. Dog er vi et længere kameraskud heldige at se noget af den betagende japanske natur. Pointen er her, at det er ikke forskelligt at leve i det moderne Japan end andre steder i verden. Pointen er også, at man som menneske oplever livet og døden, og takler det, som man bedst kan.

Filmen er interessant for mig, da jeg finder den mindre melodramatisk end en del andre film fra det asiatiske. Det gælder både animerede film og almindelige spillefilm – trods tema om liv og død. Det giver en fornemmelse af, hvor end du bor i verden, kan du som et menneske have en kompleks personlighed og kaotiske livsoplevelser, du er nødt til at forholde dig til for at kunne leve videre på en hensigtsmæssig måde. Det handler også om, hvilken distance vi mennesker kan have til hinanden trods nære familie relationer. Hvor end i verden du befinder dig, er kommunikation, generel forståelse og accept afgørende for dig som et menneske. Alt dette giver filmen en flot medmenneskelig realisme samt en bred og flot publikumsappel.

Jeg kan ikke andet end give denne film en anbefaling og 5 ud af 6 mulige stjerner.